Der var mange samtaleemner i skuespilleren Matt Damons store interview med britiske The Times.

Det handlede om hans optræden i den kommende film »Stillwater«, om, hvordan moderne maskulinitet ændrer sig, og om, hvordan han med gru har lagt mærke til, hvordan den yngre generation ser film – for eksempel med en mobiltelefon i hånden. Det gør ham trist.

Men det er noget helt andet, der er blevet samlet op af medier som Variety, The Guardian og CNN. Det er skuespillerens sprogbrug – nærmere betegnet hans brug af ordet »faggot«.

»Det er en joke«

I interviewet fortæller han, at det først er for nogle måneder siden, at han stoppede med at bruge ordet »faggot« der bredt bliver betragtet som en homofobisk og nedsættende betegnelse for en homoseksuel mand.

Ordet brugte han som en del af en joke, han fortalte ved middagsbordet med sin familie. Men som han også fortæller: Det faldt ikke i god jord hos den ene af hans døtre, der forlod bordet.

»Come on, det er en joke. Jeg siger det i filmen »Stuck on You«,« sagde Matt Damon.

Men datterem gjorde det klart over for sin far, at det ikke er et ord, man bruger nu til dags.

Og hun beskrev over for ham, hvorfor ordet er »farligt«. Selv havde han ikke tænkt på det sådan, siger han. Han henviste til, at betegnelsen »blev brugt hyppigt, da jeg var barn«.

Men da han havde hørt, hvad datteren havde at sige til ham, stod det klart for ham. Han forstod det, og han mener nu, at det er tid til at »f-ordet« bliver sendt på pension.

Uacceptabelt og pinligt

Historien har hurtigt bredt sig til internationale medier og alskens profiler på sociale medier, der diskuterer og kritiserer Matt Damon. En skribent på USA Today ved navn David Oliver har stemplet Matt Damons brug af ordet som »uacceptabelt« og »pinligt«.

»Jeg har mistet respekten for Matt Damon af to årsager,« skriver den canadiske komiker Betty Bowers på Twitter.

Som den første årsag angiver hun, at han er 50 år og Harvard-uddannet, og at det alligevel først for nogle måneder siden er gået op for ham, at man ikke bør bruge ordet.

»Og fordi han var dum nok til at tro, at det er en nuttet historie at dele med verden,« skriver hun som den anden årsag.

Begejstret for passion

Efter at historien om Matt Damon har turneret på sociale medier, har han uddybet den over for branchebladet Variety. Historien er taget »ud af kontekst«, siger han, og historien med hans datter er ikke en fortælling om »personlig vækkelse«. Matt Damon understreger også, at han aldrig har brugt ordet »faggot« privat.

»Da jeg voksede op som barn i Boston, hørte jeg ordet blive brugt, før jeg overhovedet vidste, hvad det betød,« siger Matt Damon, der også roser sin datter:

»Jeg beundrer hende og er stolt over, at hun yderst velformuleret kunne redegøre for, i hvilket omfang dette ord vil være smertefuldt for nogle i LGBTQ + -miljøet, uanset hvor kulturelt normaliseret det ellers er. Jeg er ikke kun enig med hende, men begejstret for hendes passion, hendes værdier og hendes ønske om social retfærdighed,« siger han.

Og han understreger:

»For at være så klar i mælet som muligt: Jeg står sammen med LGBTQ+-miljøet.«