Et fascinerende fænomen

Den amerikanske guitarist Stanley Jordan bød på musikkunst, der ikke sjældent tangerede grænsen for almindelig fatteevne

Ud over at spille flerstemmigt med sig selv på guitaren mestrer Stanley Jordan både flyglet og sangen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om det er nogle årtier siden, den amerikanske guitarist Stanley Jordan vakte opsigt med en helt speciel spilleteknik, hvor han med begge hænder anslog sine strenge for således at kunne spille flerstemmigt med sig selv, ja, så var mødet med ham tirsdag aften alligevel aldeles overrumplende.

For langt hen ad vejen var der noget uigennemskueligt, ja, noget magisk, over hans kunst. Fuldstændigt ubesværet blandede han melodilinjer, understemmer, basgange, akkorder, rytmer. Og aldrig demonstrativt, aldrig showpræget, men i en klanglig og musikalsk fuldkommenhed.

Her falder det naturligt at bruge ordet fænomen. Alene Stanley Jordans fremtoning. Den spinkle skikkelse, det lange sorte hår og hans meget yndefulde bevægelser. Ganske specielt i betragtning af, at manden snart er 57 år. Men selv om fremtoningen var en uløselig del af totaloplevelsen, så var det selvfølgelig først og fremmest musikken, som var fænomenal, og som ikke sjældent tangerede grænsen for almindelig fatteevne.

Repertoiret var en fin blanding af blues, ballader, rock, klassisk og folkemusik, og der var ingen grænser for udsmykning, og heller ingen grænser for, hvor meget musikken skulle swinge, når det lige var det, den skulle.

Men Stanley Jordan kunne ikke blot det med guitaren. Hans viste sig også som en glimrende pianist i en række værker, hvor hans spillede guitar med den ene hånd og flygel med den anden. Og selv om han i sit klaverspil godt kunne forfalde til faser af lidt for meget dramatik eller patos, ja, så hang tingene da forbløffende godt sammen.

Og endelig skulle Stanley Jordan vise sig som en fin sanger. Hos Frank Sinatra og Sting havde han hentet henholdsvis »It Was A Very Good Year« og »Fragile«, og begge blev fortolket personligt og troværdigt. Det samme blev Steve Goodmans »City of New Orleans«, som Stanley Jordan sidst på aftenen formidlede i en dejligt letgyngende version.

Den blev indrammet af to mesterværker. Det vil sige værker med et uforligneligt guitarspil. Vi fik en rigt varieret fantasi over Beatles-klassikeren »Eleanor Rigby«, og slutteligt filmmelodien over dem alle: Harold Arlens »Over The Rainbow«. Den blev leveret med al den sjæl og alt det stjernedrys, man kunne ønske sig. Eller vel snarere med alt det, man slet ikke havde fantasi nok til at kunne ønske sig.

Hvem: Stanley Jordan.

Hvor: Viften, Rødovre, tirsdag aften.