Det første, man lægger mærke til, er de forholdsvis mange åbne sportsvogne. Ofte med midaldrende mænd bag rattet og på passagersædet kvinder kun marginalt ældre end bilen.
Pengene og dem, der hellere end gerne viser dem frem, er så afgjort begyndt at dominere hovedgaden i Tisvilde, der ellers i årevis var kendt som et umondænt landliggersted for især københavnske intellektuelle, som helst bevægede sig rundt i byen iført slidt badekåbe på en gammel havelåge af en cykel, og siden hen »de kreative«, der – med en af deres egne, forfatteren Martin Kongstads, ord – var folk, der voksede op på Montmartres Natdisk, læste kultursiderne som sladder og hørte Billie Jean snarere end Beethoven.
Men nu er pengene altså flyttet ind og det i en grad, så man ligefrem taler om en »spidsborgerkrig«.
I hvilken lejr bypoeten Martin Kongstad vil placere badebyens nyeste spisested, Tisvilde Kro, ved jeg ikke. Men det er ikke til at overse, som det ligger der midt på hovedgaden bygget i østrigsk alpestil med sit ydre i lyserødt og brunt bindingsværk.
Da rigmanden Thorvald Stigsen overtog det tidligere pensionat og bodega, var huset så forfaldent, at han måtte bruge en del af det angiveligt trecifrede antal millioner, han fik ved salget af rejsesøgemaskinen Momondo, på istandsættelse.
Efter to år står kroen, som han ifølge Frederiksborg Amts Avis selv undervejs døbte det glade kukur, færdig, med kig gennem blotlagte hanebjælker til træklædt kip, med galleri og slyngelstue på førstesalen samt restaurant i stuen.
Vi havde fået bord allerbagerst i restauranten i et næsten lufttomt aflukke på en af årets varmeste aftener, og kun ved at plage længe og vente udenfor på terrassen – hvor mange i forvejen nød en gin og tonic og holdt øje med de forbipasserende – fik vi lov at rykke frem i lokalet, da der blev et bord ledigt.
Stigsen har som medejer allieret sig med en erfaren restaurantmand, bøfmatadoren og kunstmæcenen Henrik Damgaard, hvis familie bl.a. står bag A Hereford Beefstouw-kæden.
Damgaard er også en stor musikelsker og har bl.a. fotograferet til en fremragende coffee table-bog om DAD, så det er nok også ham, der har fået Lars HUG til at udstille i kukuret – især på førstesalen, men også med et par værker, der liver svært op i det douchefarvede spiselokale.
Dem havde vi så også god tid til at studere, for ud over en lille uanmeldt appetizer bestående af rødbede, rygeost, dildolie og lidt crunch fra maltjord fik vi ikke andet at spise de første 40 minutter.
Det er pænt længe for strandliggere med god appetit, især fordi vi hverken blev tilbudt vand, brød eller smør, før det gik op for os, at vi var nødt til at bestille det – til 40 kr. per person!
Både Stigsen og Damgaard har selv hus i Tisvilde, ligesom stedets køkkenchef, Steven Behrens, har en fortid på Bio-Bistro, så lokalforankringen burde være sikret.
Maden kan da også betegnes som sommerligt bistroagtig med hovedretter som halv rødspætte og forretter som skinke, kammusling eller tatar af blæksprutte. Som erklæret spruttoman interesserede især sidstnævnte mig.
Skuffelsen var derfor stor, da jeg blev præsenteret for masser af blomkål, både ristede buketter og rå flager samt som creme med brunet smør, der var pyntet med gule stedmoderblomster og orange kronblade af morgenfruer.
Blæksprutten? Gid jeg kunne svare, men alt, hvad jeg fandt, var et par slimede tråde, der kunne have været blæksprutte, men hvor der midt i blomkålshelvedet simpelthen ikke var nok smag af den til at afgøre det.
Så gik det langt bedre med tre store grillede norske kammuslinger serveret med rå glaskålskiver, nye, søde ærter og toppet af store kiks af, så vidt vi kunne smage, ærtemel med letbitter smag.
Vi havde også tilkøbt nogle såkaldt grønne ekstraretter. Først en variation af små nye grønne, gule, røde og violette tomater: friske, syltede, tørrede (som flager), bagte og som tomatsaftconsommé serveret med ristede rugbrødsflager og mayodutter.
God smag af glimrende råvarer – formentligt fra Ørby Gartneri, som har fået udsalg på kroens terrasse.
Dernæst det, der var annonceret som små, nye kartofler. Nye var de nok, men små var de ikke, dog stegt nænsomt og med crunch fra sprødristet kyllingeskind samt rygeost og karse.
Hovedretterne var ganske klassiske, men bestemt i orden.
En halv rødspætte vendt i mel og smørstegt på benet på en pande serveret med grillet hjertesalat, solbær og dild samt en smørsauce spædet op med fiskefond.
Jeg fik langtidsstegt oksespidsbryst, angiveligt med »crust« af solbær (men de små granulater gav nu ikke megen smag af sig), nye grillede løg og en creme på bagte løg. Det hele med en god indkogt sauce på – hvad det nu end var, det møre bryst havde langtidshygget sig i.
Den søde afdeling bød bl.a. på friske bær (brom-, hind- og jordbær) serveret med citronsmagende sablé breton-smørkager og en noget nærig omgang luftig sabayonnecreme.
Samt en herlig stikkelsbærdessert, der stak noget ud: røde og grønne bær med en is på stikkelsbær pyntet med skrigsyrlige klatter af stikkelsbær-curd og parret med sødt i form af crumble på karamel samt (endnu en gang) sablé breton-kager.
Tisvilde Kro serverer klassisk bistromad med fransk bund og dansk-nordisk twist. Råvarerne er i topklasse, og køkkenet kan deres metier. Det ville række til fire fuldfede stjerner, hvis det ikke var for det eklatante styrt med blækspruttetataren.
Det bør – ikke mindst sammen med en betjening, der var udmærket, så længe Henrik Damgaard selv serverede, men haltede svært både ved ankomst og ikke mindst udtjek – få konsekvenser.
F.eks. bad jeg hele to tjenere om regningen uden, at der skete noget i over et kvarter. Og da den endelig kom, var den næsten dobbelt så høj, som den burde være – ved nærmere eftersyn fordi man havde slået vores regning sammen med dem, der tidligere havde haft bordet.
Vi fik de- og rekonstrueret regningen, men ender på tre stjerner til Tisvilde Kro.
Hvad: Tisvilde Kro, Hovedgaden 55, 3220 Tisvildeleje, tlf. 60 38 35 61
Hvor meget: vin fra 250,- billigste hovedret 170,-
