Et dukkehjem i Nordvest

I en kælder i Københavns nordvestkvarter driver Lene Darlie Pedersen sit helt eget Barbiemuseum med omkring 6.000 dukker. Samlingen giver et kulørt indblik i, hvordan kvindemode og kropsidealer har udviklet sig gennem et halvt århundrede.

27TIL20150116-122510-4.jpg
I Lene Darlie Pedersens Barbiemuseum står tusindevis af dukker på rad og række. Her er det et udsnit af dukker fra 1960erne. Bemærk de mange fine detaljer.
Læs mere
Fold sammen

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men i et af Københavns mest trafikerede vejkryds, hvor Bispeengbuen møder Borups Allé, ligger Danmarks eneste Barbiemuseum. Hvor de fleste af byens museer lokker med prægtige facader og indgangspartier, er det eneste pejlemærke her to falmede, lyserøde Barbie-klistermærker på det, der engang har været en butiksfacade.

Selvom det ikke syner af meget, skal man ikke lade sig narre. For når først man banker på kælderdøren rundt om hjørnet, og museets ejer, Lene Darlie Pedersen, byder indenfor, åbner der sig et kulørt univers, der ligger milevidt fra nordvestkvarterets kommunegrå tristesse udenfor. Her i de lavloftede kælderlokaler poserer op mod 6.000 Barbie-dukker fra de seneste seks årtier. I glasmontrer fra gulv til loft.

Dukkerne udgør Lene Darlie Pedersens private samling. Selv er hun for gammel til at have leget med Barbie som barn - hun var 18 år, da legetøjsproducenten Mattel lancerede Barbie i Danmark 1962, fortæller hun - men som voksen blev hun ramt af Barbie-bacillen og begyndte at samle.

Og da hun efter et par år havde fået så mange dukker, at de ikke længere kunne være i hendes lejlighed, indlogerede hun Barbie, Ken, Skipper og alle de andre her i kælderlokalerne på Vibevej. I 1995 åbnede hun museet og har siden ekspanderet i flere omgange i takt med at samlingen er vokset, og tilstødende kælderlokaler er blevet ledige.

»Det startede egentlig med, at jeg samlede på gammelt legetøj: Teknobiler, hinkesten, nipsenåle og gamle dukker. I 1989 kom jeg i en klub, hvor der var en, der samlede på Barbie-dukker. Og så fandt jeg ud af, at det ville jeg også. Jeg tror, at det var tøjet, jeg blev fascineret af. Jeg kunne godt lide hendes kjoler. Jeg er jo ikke selv nogen Barbie-type,« fortæller hun med henvisning til sin beskedne højde og mørke korthårsfrisure.

Det er en meget anderledes og personlig museumsoplevelse, der venter herude. Museet har ingen åbningstider, så hvis man vil på besøg, skal man ringe og lave en aftale med Lene, der selv viser rundt i samlingen. Da Berlingskes udsendte kigger forbi, bliver vi som det første budt på en kop filterkaffe med erstatningsfløde og en Karen Wolff-småkage fra dåse. Den slags hjemlige gæstfrihed møder man altså ikke på mange museer.

Og så går vi ellers på opdagelse. Det kan godt være, at museet ikke er synderligt stort i kvadratmeter. Men med 6.000 dukker er der nok at se på. Hver eneste Barbie-dukke rummer et væld af detaljer, der fortæller deres egen historie om en sin æras modebillede, popkultur, kønsroller og kropsidealer.

Og når de som her står side om side, tegner de tilsammen et billede af, hvordan disse ting har ændret og udviklet sig op gennem anden halvdel af det 20. århundrede. Hvor generationer af pigebørn har lullet sig ind i Barbies lyserøde drøm om det gode, chikke voksenliv med flotte designerkjoler, pikant lingeri, seje voksenjobs, flotte mænd (ja Ken, det er dig, vi kigger på) og materiel velstand.

Museet er bygget kronologisk op, således at det første rum, man træder ind i, rummer de helt tidlige dukker fra slut-50erne og frem til 70erne. Den gyldne Barbie-æra, hvis man spørger Lene Darlie Pedersen. Og man forstår hende da også godt, når man zoomer ind på de mange forskellige dukker. Der blev virkelig kælet for detaljerne i Barbies ekstravagante garderobe, der var inspireret af tidens største stilikoner som Jacqueline Kennedy, Marilyn Monroe og Twiggy. Materialerne: Pelse, perler, silke, blonder, tyl, uld, lærred og denim.

»I 60erne var håndværket i en helt anden klasse end senere hen. Prøv at se de bittesmå knapper og knaphuller,« siger Lene Darlie Pedersen og peger på Barbie i en stilfuld cocktail-kjole.

»Det er godt lavet. Jeg har selv prøvet at sy tøj til Barbie, og jeg skal altså hilse og sige, at det er meget svært at lave den slags. Mattel hyrede dengang en tøjdesigner, der indtil da havde lavet tøj til voksne. Hun blev tilknyttet hovedfabrikken i Japan i nogle år. Hun brugte lup for at holde øje med, at alle trådene i stofferne var lige og sad som de skulle.«

Den første Barbie-dukke kom på markedet i 1959. Men Barbie havde faktisk en tysk forgænger i form af Bild Lilli-dukken, som allerede blev lanceret i 1955. Lilli var baseret på en tegneseriestribe af samme navn i avisen Bild-Zeitung og var som udgangspunkt markedsført til de voksne læsere af tegneseriestriben.

Nogenlunde samtidig i USA opdagede den amerikanske forretningskvinde og opfinder Ruth Handler, der var gift med en af Mattels medstiftere Elliot Handel, at deres datter Barbara var interesseret i at lege med voksne dukker. På det tidspunkt forestillede legedukker som udgangspunkt børn. Så hun foreslog sin mand, om de ikke skulle forsøge at lave nogle voksendukker til børn også. Han kunne dog ikke umiddelbart se fidusen.

Det var først, da Ruth Handler rejste på ferie i Tyskland med Barbara og sønnen Kenneth og faldt over Bild Lilli, at der for alvor skete noget. Lilli var lige det, hun havde haft i tankerne. Så hun købte to dukker med hjem; Én til Barbara og én til sig selv, som hun så brugte som inspiration til sin egen voksendukke, der naturligvis fik navnet Barbie efter Ruth Handlers datter. Snart røg Barbie-dukken i produktion hos Mattel. Og da Barbie nogle år efter fik selskab af herredukken Ken, var han selvfølgelig navngivet efter Handler-parrets søn, Kenneth.

»Selvom Barbie ret hurtigt blev et hit, var der samtidig også mange, der ikke troede på, at hun ville bide sig fast. Der var mange negative reaktioner fra folk, som ikke mente, at børn skulle lege med en dukke, der forestillede en voksen kvinde. Folk var bange for, at pigerne gerne ville se sådan ud. Gå i den slags tøj og have hendes skikkelse. Og det diskuterer man jo stadigvæk den dag i dag, hvor Barbie altså har været her i 55 år,« fortæller Lene Darlie Pedersen.

Ja, Barbie har i den grad sejret. På trods af en lang række kontroverser gennem tiden. Et af de mest udbredte kritikpunkter har været, at hun med sine lange ben og ekstremt tynde hvepsetalje repræsenterer et urealistisk og usundt kropsideal. Og et forskerhold fra Finland dokumenterede da også for nogle år siden, at hvis man omregnede Barbies dimensioner til menneskestørrelse, ville hendes fedtprocent være så lav, at hun ikke ville være i stand til at menstruere. Måske det var derfor, at hun for nogle år siden fik tilføjet lidt ekstra omkreds til taljen.

Man kan også tage de positive briller på og glæde sig over, at Barbie også har vist pigerne, hvordan man indtager arbejdsmarkedet. Selvom Barbie godt kan lide at have det sjovt og klæde sig i ekstravagant tøj, så afslører dukkerne på museet også, at hun aldrig har været bange for at trække i uniformen og gå på arbejde: Stewardesse, sygeplejerske, balletdanser, lærerinde, aerobic-instruktør, astronaut. Der er ikke den ting, hun ikke har prøvet gennem årene.

Rent stilmæssigt toppede hun dog i 60erne. Måske det var kvindefrigørelsen i 70erne, der gjorde udslaget. I hvert fald måtte Mattel ændre strategi. Og det kan ses på tøjet.

»Det blev for dyrt at producere i Japan, hvor man indtil da havde håndsyet tøjet, og så begyndte Mattel i stedet at masseproducere steder som Mexico og Filippinerne. Der skete helt klart et dyk i kvaliteten der. Det er aldrig blevet helt ligeså gennemført som 60er-dukkerne. Der blev kælet for detaljerne på en helt anden måde,« fortæller Lene Darlie Pedersen.

Barbie blev dog ikke mindre populær med årene. Tværtimod. Mattel har siden udvidet Barbie-franchisen i alle mulige retninger, som man kan se talrige eksempler på på museet. I stedet for udelukkende at lave legedukker til børn, fandt man med årene ud af, at der var et marked for udstillingsdukker, der var særligt målrettet voksne som Lene Darlie Pedersen og de op mod 100.000 andre dedikerede Barbie-samlere på verdensplan.

Her på museet står utallige af disse særlige udstillings-dukker, der henter inspiration de mest overraskende steder. Her er serier, hvor Barbies kjoler er inspireret af berømte bygningsværker som Operahuset i Sydney eller Fríhedsgudinden i New York. Her er en serie kjoler, som er inspireret af franske impressionistiske malere. Årstiderne. Grace Kellys mange filmroller.

Andre gange stikker det helt af fra udgangspunktet. Barbies navn står godt nok på æsken, men inde i finder man livagtige Elvis-, James Dean- og Audrey Hepburn-dukker, »Wizard Of Oz«-dukker, »Star Wars«-dukker, Disney-dukker, »Baywatch«-dukker, »Beverly Hills 90210«-dukker, Cher- og Beyoncé-dukker… ja, man kunne blive ved. En slags voksmuseum i miniatureudgave er der nærmest tale om.

Man kunne bruge timer på museet. Så meget er der at kigge på. På en eller anden måde er det lidt synd, at der ikke er flere, der kan få oplevelsen. Omvendt ville en stor del af charmen og det personlige også gå af fløjten, hvis Lene Darlie Pedersen flyttede til større lokaler. Tanken strejfede hende for år tilbage, men hun kom dog hurtigt på andre tanker.

»Jeg undersøgte faktisk engang, hvad det ville koste at leje lokaler inde på Strøget. Men det kostede altså mellem 80.000 og 100.000 kr. Og det var vel at mærke for 20 år siden. Så det droppede jeg hurtigt. Så meget forretningskvinde er jeg alligevel ikke.«

 

Barbiemuseet har åbent efter telefonisk henvendelse.