Et buttet bundt hvalpefedt

En storm blæste op i britisk presse forleden. En storm om Richard Strauss’ elskede opera »Rosenkavaleren«, hvor den frodige Tara Erraught i rollen som Octavian er blevet kaldt både "plump" og "et buttet bundt hvalpefedt".

Tara Erraught Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En storm blæste op i britisk presse forleden.

En storm om Glyndebournes version af Richard Strauss’ elskede »Rosenkavaleren«. Forestillingen kører i øjeblikket på den britiske operascene og har ligget på husets hjemmeside siden søndag eftermiddag.

Stormen skyldtes Tara Erraught i rollen som Octavian – den kvindelige hovedpersons elsker. Hendes feminine frodighed i en bukserolle faldt ikke i kritikernes smag.

Nogle anmeldere kaldte hende »plump«. Andre »et buttet bundt hvalpefedt«. Den høfligste mente bare, hun havde »sin fysik imod sig«.

Ramaskriget var en realitet. Medierne blev fyldt af indlæg om kvinders vilkår i klassiske kunstarter. Selv sopranlegenden Kiri Te Kanawa kaldte kritikerne for bøller.

Rupert Christiansen fra Daily Telegraph var en af kritikerne og har siden holdt på sit: At tre fjerdedele af opera rigtignok handler om stemmen – men den sidste fjerdedel om det visuelle.

Han har endda skrevet et yderligere indlæg i debatten. Det slutter med ordene »Jeg er kritiker, ikke cheer­leader«. Hvortil en læser straks replicerede: »Nej, du er en røv.«

Jeg giver grundlæggende Rupert Christiansen ret. Men et andet aspekt i hele sagen virker overset:

Det handler om kritikernes motiver. Hvorfor skulle vi skrive noget i ond mening? Vi tjener vores læsere og absolut ingen andre.

Jeg ved godt, anmeldere kan bruges til flere ting. Kulturelle institutioner bruger for eksempel vores tekster som en slags efterkritik – fordi den kunstneriske ombudsmand ikke er opfundet endnu.

Men rollen som censorer ligger ikke i kernen af vores arbejde. Vi skal ene og alene holde vores læsere orienteret. Intet andet.

Og dét påvirker ikke bare, hvordan vi skal læses, men også hvordan vores tekster bliver til. Anmeldelserne skal kort og klart gøre rede for opsætningens væsen.

Så hvis en sopran kaldes plump eller buttet, er det sandsynligvis ikke ment personligt. Ordene er ikke ment som karaktermord på hende. Vi har andre mål i tilværelsen. Ærlig talt.

Kritikerne har sikkert set deres ordvalg som den bedste guide til »Rosenkavaleren« – hverken mere eller mindre.

At de overhovedet anså Tara Erraught for overvægtig er til gengæld helt hen i vejret. De burde nok heller ikke have benyttet sig af så personlige vendinger i deres tekster.

Og for resten: Hvis hun havde sunget mere overbevisende eller været en bedre skuespiller, havde der slet ikke været nogen sag.