Et besøg hos Matisse

Bragt i Berlingske Tidende den 20. august 1939.

Jeg traf første Gang den berømte Maler Henri Matisse i Collette ved en Midnatsfest, som Jean Renoir afholdt.... og jeg husker hvor stærkt Indtryk han gjorde paa mig med sin kølige Mine, sine Guldbriller, sit lyse Skæg og sit lyse Tøj, der svarede i Farven til Skægget!

Festen blev efterhaanden meget animeret. Matisse sad ved Siden af en ugift Dame, der var Malerinde, og som havde været smuk, men som fra denne Periode af sin Ungdom nu kun havde det majestætiske Udtryk tilbage, som man kender fra Louis-Pilippe-Urenes Løver, en Hud stram som marmor og med porer som en Pimpsten.

Ved Desserten kunde Frøkenen ikke holde sig tilbage længere; dansende foran Matisses skæg raabte hun: »Lad mig faa Lov til at kysse Dem i Kærlighed til Kunsten...!«

Matisse, der var kendeligt overrasket men korrekt, gav hende Kysset tilbage.

Senere, da vi kom til Likøren, og Stemningen blev særlig overstrømmende, fik ogsaa jeg Lejlighed til at kysse den store Kunstner med det smukke Skæg og de dybe blaa Øjne. Men da jeg ikke er Maler, skete det ikke af Kærlighed til Kunsten...

Hvor blev jeg selv forskrækket over det!

Otte Dage efter fik jeg Lyst til at aflægge ham et Besøg.

Jeg ringede op: »Hallo... Hallo... Er det Hr. Matisse?« - »Ja«. - »Det er Nana...« - »Aah, Nana fra Renoir-Festen...?«

»Ja, med Fornøjelse, Frøken, De maa komme i Morgen«.

Jeg gik straks i Gang med Forberedelserne; jeg fik fat i den bulgarske Billedhugger Ramadanof, der har et Fotografiapparat; og jeg bad min Ven Maleren Guadet, om at køre os derhen i sin gamle grønne Sidevogn, der ligner en Græshoppe.

Vi rullede af Sted i en øredøvende Larm af gammelt Jern og naaede paa det aftalte Klokkeslet til det Hus i Cimiez, hvor han bor. (Cimiez er et Kvarter i Nizza, paa en lille Høj, der er berømt for Resterne af sit gamle Kloster og sine romerske Arenaer.)

Da vi gik op ad Trappen, opdagede jeg i et stort Spejl, at Græshoppens lunefulde Spring havde bragt min Frisure i Uorden... Jeg maa se at nette mig lidt... Saa, hvor er nu min Læbestift? Hvad skal jeg dog gøre...! Aa, Gudskelov, her er den allernederst i min Taske ... saa er jeg reddet!

Nu kan vi ringe paa.

Vi bliver ført ind i en rummelig og lys Hall. Matisse kommer os i Møde med det kølige Udrtyk, han altid har fra Begyndelsen, men som straks forsvinder fra det Øjeblik, man har vundet hans Sympati.

Jeg fortæller ham, at jeg vil skrive en Artikel om ham, og forklarer ham straks, at jeg ikke vil tale om hans Kunst, men om ham selv. Han ler; det letter en Sten fra mit Hjerte, og jeg føler mig allerede som Journalist!Han viser os ind i sit Atelier.

Det er et Rum af imponerende Dimensioner.

Mellem Staffelier, Malerkasser, Borde med Pastelfarver, Krukker med Pensler, Skulpturer paa deres Skamler, bag en Seng med et Stykke arabisk Tøj til Sengetæppe, tegner to vældige eksotiske Planter deres Arabesker skarpt imod Loftet. Over Væggenes hvide Kalke spiller en Kultegnings skønne, sorte Nuancer og en stor dekorativ Kompositions blændende Farver.

Over en Skærm i et Hjørne er spændt et Billede... Det er, som om jeg stod foran et kæmpemæssigt Maleri af Matisse.

Jeg spørger ham, hvorfor han har forladt det gamle Nizza, Blomstertorvet og Havet, som han holdt saa meget af?

»Af Hensyn til mit Helbred,« svarer han, »jeg var for nær Havet, den evige Fugtighed... jeg var altid syg. Heroppe paa Bjerget har jeg det godt.«

Han ser virkelig ud, som om han var blevet yngre. Hans Teint er frisk, Blikket livligt; Skægget er graat, men han har ogsaa et graat sæt Tøj paa nu, omhyggeligt, som han er for at virke harmonisk.

»Forresten,« tilføjer han med Lune og peger paa bugten, der ses fra Vinduet, »Havet har jeg stadigvæk, det er bare lidt længere borte.«

Og derude breder Baie des Anges sit pragtfulde Panorama for vore Øjne, saa vi næsten blændes af Synet. Forneden stikker Nizza sine talløse røde Tage op mellem Oliventræernes graa Løv, og længst borte skyller det blaa Hav ind imod rosenrøde Høje, der straaler af Lys...

Mens Ramadanof stiler sit Fotografiapparat op, genopfrisker vi nogle gamle Erindringer.Matisse, der nu har en overdaadig Buick, ankom i sin Tid til Collettes i en gammel Renault, som han kørte med en Filosofs Ro og Alvor. Politiassistenten, en af vore Venner, havde faaet Lyst til den og vilde gerne købe den. Matisse lod ham beundre Vognens Indre, hvor der var Plads nok, til at man kunde sidde og male, han roste Fjedrenes Elasticitet, Harmonien i Karosseriets Linier, saa aabnede han Kølerhjelmen og sagde med et underfundigt Smil til Politiassistenten: »Her er det, Mysteriet begynder...!«

Det blev unægtelig et Mysterium for Køberen, der forstod sig endnu mindre paa Mekanik end Maleren. Første Gang han kørte ud med den, stod Vognen pludselig bomstille midt i et Gadekryds, og en overrasket Lastvogn knaldede imod den. Jeg sad ved Siden af ham, vi slap med Skrækken - men vi glemmer det ikke!

Den vogn var berømt.

En Dag var Matisse kravlet til Vejrs for at besøge Gaudet i Cagnes: han havde parkeret paa en lille Plads, hvor Kommunen nogle Dage før lige paa Midten havde ladet plante et Træ for Friheden. Træet, en Cypres, var nøjagtigt to Meter højt.

Da Matisse skulde køre bort igen og var nødt til at bakke, gjorde han en lidt kraftig Manøvre og brækkede derved Træet midt over...

»Tys!« sagde han, »vi har knækket Friheden...«

Men da han er et Ordensmenneske, tog han et Reb i sin Værktøjskasse og bandt de to Halvdele af Træet sammen. Det er næppe nødvendigt at tilføje, at denne Reparation absolut ikke hjalp det bitterste.

Han holdt tidligere meget af at arbejde i Collettes. Han kom paa Slaget to, satte sig foran sit motiv og gik i den Grad op i sit Arbejde, at man kunde gaa lige forbi ham, uden at han havde Anelse om det. Naar man talte til ham, svarede han med Enstavelsesord og i så høfligt et Tonefald, at det fik de ubelejlige Sludrehoveder til øjeblikkelig at forsvinde. Naar han var færdig med Modellen og havde faaet sit venlige Væsen igen, gik han op i Atelieret hos den gamle Renoir, hvem hans besøg glædede og interesserede. Han snakkede med ham, lyttede til hans Raad og viste ham, hvad han havde malet.

En dag, da han forsøgsvis havde sat en ren sort Farve op i Billedets bageste Plan, udbrød Renoir: »Hvis jeg satten en sort Farve saadan op, saa vilde den komme for langt fremt i Billedet! Men Deres bliver paa sin Plads!«

Han tegnede Udkast efter Udkast, før han malede. Efter at han i en hel Uge havde tegnet et Kirsebærtræ, mens han ventede paa, at det skulde faa Blomster, saa han kunde male det, sagde han en Dag i slutningen af Vinteren til Coco: »Hvor længe skal det Træ dog være om at faa Blomster?«

»Men, Hr. Matisse,« svarede Coco ham, »har De da ikke lagt Mærke til, at det er gaaet ud.«

For Tiden har Matisse en lille Hvileperiode. Han har pakket sine sidste Arbejder ind og forbereder sig paa at tage til Paris.

(...)Nu har Fotografen sit Apparat i Orden, Samtalen gaar i Staa. Vi vender os om... og jeg er helt rørt ved den venlig Taalmodighed, hvormed han indtager alle de Stillinger, vi beder ham om. Han rejser sig, han sætter sig, han rejser sig igen som et artigt Barn. Vi bliver fotograferet sammen. Og jeg synes, jeg er blevet i endnu højere Grad Journalist.

Han er indtagende og imødekommende. Jeg er henrykt. Hans Atelier er blændende lyst, og i disse Omgivelser virker jeg endnu mørkere.

Med sit lune Smil spørger han mig, om man ikke tror, jeg er Araber i København.

Øjeblikket til at bryde op er kommet, men før vi tager Afsked, viser Matisse os sin Volieré.

Et helt Værelse er forvandlet til et Fuglebur. Hundrede af Fugle fra alle Lande, af alle Arter, i alle Farver, flyver omkring saa at sige i Frihed. Der er hele Dagen nok at gøre for en Vogter, der sørger for deres Føde, Underholdning og Pleje - der er oven i Købet et særligt Hospitalsbur!

Hele denne lille Verden kvidrer en uafbrudt Koncert, men Selskabets Førstetenor er en meksikansk Solsort, der fløjter Militær-Refræner. Matisse tager den paa Haanden, sætter den paa sin Skulder og siger til os: »Nu skal vi synge en Duet for Dem.« Saa giver de sig begge to til at fløjte, den ene smukkere end den anden. Fuglen begynder, Maleren svarer, og Symfonien folder sig ud.... da Solsorten pludselig kaster sig over mine Ben og river min ene strømpe itu.

»Aa,« siger Matisse, da han følger os ud, »De maa undskylde mange Gange. Den har kun een Fejl, den kan ikke lide Kvinder.«Efterskrift: Matisse, som jeg gennem Maleren Gaudet har forelagt Manuskriptet til mit Interview, sendte mig en lidt nærmere Forklaring angaaende Fuglen, som han gerne vil have med.

Jeg kan ikke modstaa Fristelsen til at lade den gaa videre med hans Egne Ord. Her er Brevet:Kære Gaudet!

Angaaende den fløjtende Fugl i Madame Nanas Artikel vilde jeg gerne tilføje: det er en Troupial, en Slags sort og gul Solsort, der stammer fra Mexico og som med stor Fantasi fortolker de Sange, man lærer den - paa en saadan Maade, at en Soldatersang bliver til et capriciøst og personligt Arpeggio, fuldt af indtagende Ynde.

Deres hengivne

Henri Matisse