Et bæst er løs i andedammen

Rockdebut: »Træerne vokser ind i himlen«Entakt er en befriende sær fugl under danske himmelstrøg.

De, der har forstand på den slags, siger, at uncool er det nye cool: Bands som Muse, Guillemots og Mew, der blafrer ud med storladent arrangerede, svævsk poetiske følelsesudladninger uden at bekymre sig overdrevent om, hvor stramt deres bukser sidder, eller om de har husket at krudte sig op med den helt rigtige eyeliner.

Hvis det er tilfældet, er Entakt et bud på skræmmende coolness. På billeder ligner kvintetten ikke en pind, men de musikalske ambitioner på»Træerne vokser ind i himlen« er helt uvant grandiøse for et dansksyngende band. På www.entakt.dk nævner medlemmerne Pink Floyd, Tool og Queen - men også TV-2 og Malk de Koijn - blandt deres idoler, og det er netop i forsøget på at sammensmelte orkestral rockstorhed og dansk sproggymnastik, vi finder Entakt.

Noget af en ged at barbere, men Entakt har gåpåmodet. Ganske vist er forsanger Jonas Villumsens forsøg på at indfange følelser, stemninger og tilstande generelt lovlig flaksende og private, men han vil sproget, og hans koncise billeder sætter sig usædvanligt godt fast: Beskrivelser af, hvordan det snurrer i fingrene »som tusinde små turbiner«, eller hvor lidt det nytter, når man »stemmer benene mod tidevandet«. Eller hvad med udråbet »Du har et bæst sat fast på din ryg!«. Gulp. Selve stemmen, der ofte glider over i falset, er ekstremt dominerende - nogle vil kalde den hysterisk - men den udtryksfulde virtuositet er indiskutabel, og temmelig unik her i andedammen.

Villumsens megapatos kræver ligeværdigt modspil, og det får den: Det er ikke melodierne, der er ypperstepræst i Entakts letgotiske rockhaller, men derimod de evigt skiftende, asymmetriske og dynamiske arrangementer, drevet af kværnende guitarer og synthesizere - og med nuancer fra elektroniske beats, percussion, pladestøj, fingerknips og digital forvrængning. Et debutband med den slags mål og midler kunne nemt være endt som en provinsiel version af Korn eller Muse, men Entakt har en egen, mere lyrisk stemme og en forbløffende kontrol over struktur og sound.

Som det måske fremgår, er det nemmere at beundre Entakts uimponerede vingefang, end det er decideret at elske bandet. Men det kan ændre sig, især hvis Villumsen lukker os længere ind i sin poetiske verden, og hvis han skruer ned for det manierede og småsøgte - brandere som »en dans på gloser« og »vi ved, hvor galskabet skal stå« forurener unødigt. Indtil da må Entakt stille sig tilfreds med at have skabt et toptunet og aparte rockskilderi.