Stridighederne har varet ved i årevis og til tider været så eksplosive, at fans aldrig troede, det ville være muligt at se Oasis live igen.
Men flere spekulerer nu i, om 2025 bliver året, hvor et af 90ernes største britpopbands vil kunne opleves på en scene for første gang i 15 år.
Alt tyder på, at de to brødre Liam og Noel Gallagher har begravet stridsøksen efter flere års uenigheder, efter at de begge delte en 11 sekunder lang video på hver sin X-profil med teksten »27.08.24 8am« i et Oasis-lignende logo.
Det har fået flere til at spekulere i en mulig Oasis-genforening. Og det kan meget vel blive en rekordslående kæmpeturné i England:
Ifølge Sunday Times er flere, der arbejder i musikbranchen, overbeviste om, at det »definitely, maybe« bliver et comeback. Ifølge Sunday Times' kilder er der nemlig tale om en booking af Wembley Stadium i London på ti aftener i træk – to dage mere end Taylor Swift, der slog rekorden tidligere i år.
Derudover skulle der også være booket ti nætter i Oasis hjemstavn, Manchester, på Heaton Park.
Flere spekulerer også i, om bandet vil annonceres som hovednavn til Englands svar på Roskilde Festival, Glastonbury Festival.
Sidst bandet spillede på Glastonbury Festival, var i 2004 - en koncert der i dag anses for at være deres værste live performance nogensinde.

Hvis rygterne er sande, hvilket meget tyder på, vil det være første gang, at bandet ses sammen siden 2009, hvor de spillede deres sidste koncert ved Rock en Seine-festivalen i Paris.
Her gik det heller ikke stille for sig. Liam Gallagher skulle angiveligt have taget sin storebror Noel Gallaghers guitar og smadret den bag scenen, hvilket fik Noel til at forlade bandet samme aften. I en erklæring udtalte han dengang:
»Det er med en anelse sorg og lettelse, at jeg har forladt Oasis her til aften. Folk kan skrive og sige, hvad de vil, men jeg kan simpelthen ikke arbejde en dag mere med Liam.«
Der har altså været lange udsigter til en genforening for bandet, der efter flere års pause stadig har omtrent 21,6 millioner månedlige lyttere på Spotify.
Hvad end de to brødre teaser for på deres sociale medier, så vil det først endeligt offentliggøres i morgen klokken 8.00.