Hvordan udmærker København sig i forhold til andre steder i Danmark?
»Det er ikke fordi, jeg skal kyle Jylland under bussen, men der er bare meget federe her. Jylland kan alt muligt andet, og jeg synes det er en enormt grov generalisering at tale om Jylland som et, for der er ikke noget mere bøvet og »jysk«, end alt uden for København på Sjælland. Der er sådan en mindreværdskompleks, der slet ikke er i Jylland, over, at man ikke er i København, men man er sådan lidt tæt på. Jeg ved virkelig ikke, hvad steder som Køge, Slagelse og Ringsted har gang i. De har slet ikke noget af det, Jylland har, for der er en helt anden ro i Kolding, Vejle og Silkeborg, fordi de er, hvor de nu engang er. Man ved, man ikke er København, så man prøver heller ikke at være det.«
Er vi gode til at yde service i København?
»Nej, der har du virkelig en skamplet på byen. Jeg synes, det er utroligt, hvor dårligt serviceniveauet er, og jeg er enormt trofast de steder, der kan levere en god service, som Pompette. I Danmark og i København i særdeleshed er det lidt, som om at hvis du står i en butik og udfører en service for nogen, er det ikke så vigtigt. Det savner jeg enormt meget mange steder, og jeg kan sagtens gå ud af en butik, hvis jeg synes, der er for uduelig service.