Ernst Henrich Berling og hans fingeraftryk

Berlingske Tidende er en af verdens ældste aviser. Det var Ernst Henrich Berling, der skabte avisen i 1749. Han blev født i dag for 300 år siden og skabte med sin indsats som avisudgiver den moderne danske nyhedsformidling.

Vi ved ikke, hvordan Ernst Henrich Berling så ud. Der eksisterer simpelthen ikke et maleri eller et kobberstik af manden, som skabte Berlingske Tidende. Men han blev født i 1708, så vi kan fejre hans 300 års fødselsdag og glæde os over, at hans navn er bevaret på forsiden af den avis, han skabte.
Ernst Henrich Berling, der blev født 22. marts 1708 i Mecklenburg, blev uddannet som bogtrykker. Han arbejdede bl.a. i Hamburg og rejste i 1731 til København, fordi han havde fået et tilbud om et job hos trykker J. Høpfner, hvis fine universitetstrykkeri lå i Fiolstræde. Her gik det så godt, at den unge svend fik tilbudt Høpfners datter som brud, og det var ganske normalt, at svenden fik mesters datter. Datteren hed Cecilie, men vi ved heller ikke, hvordan hun så ud. Brylluppet fandt sted i 1732 i Skt. Petri Kirke.
Holberg og Crusoe
Allerede to år efter etablerede Berling sig som selvstændig bogtrykker i Store Kannikestræde, hvor der nu er en restaurant ved navn Riz-Raz, men hvor K.F.U.K. i mange år holdt til. Samtidig med at han åbnede sit trykkeri, fødte Cecilie en søn, der kom til at hedde Johan Christian.
Trykkeriet gik godt, og Berling blev kendt for at udgive nogle af 1700-tallets smukkeste og mest spændende bøger fra sit trykkeri som f.eks. Daniel Defoes roman »Robinson Crusoe« eller, som den hed i udgaven fra 1744-45, »Den Navnkundige Engellænders Robinson Crusoe Levnet og meget selsomme Skiebne«. Et andet vigtigt udgivelsesprojekt var Ludvig Holbergs skrifter. Holberg skiftede hyppigt udgiver og bogtrykker, for han var krakilsk, gik vældigt op i sin egen fortjeneste og mente i øvrigt, at bogtrykkere var »dovne og ufornuftige«. Holberg boede på hjørnet af Fiolstræde og Store Kannikestræde, altså klos op ad Berlings trykkeri, og han syntes at være kommet bedre ud af det med Berling end med så mange andre trykkere. Faktisk samarbejdede de tæt lige indtil Berlings død.
Sladderen løb hurtigt
Det lykkedes Berling at udgive en række vigtige og smukke bøger, og for den indsats blev han udnævnt som hofbogtrykker i 1747, og da forretningen gik godt, kastede han sig også ud i den risikable affære at udgive aviser. På det tidspunkt havde ægteparret Berling fået flere børn og flere medarbejdere. Der var nu syv svende og fem lærlinge i trykkeriet, og man konkurrerede flittigt med svigerfar henne i Fiolstræde, og forholdet var ikke altid det bedste. Det mest ambitiøse forsøg som avisudgiver var »Kiøbenhavnske Danske Post Tidender« i 1749, der var forløberen for Berlingske Tidende.
Første nummer af den nye avis udkom 3. januar 1749. København var dengang en lille by med 70.000 indbyggere. Den uddannede elite kendte hinanden godt, og sladderen gik hurtigt inden for byens volde. På Det Kgl. Teater spillede man Holbergs teaterstykke »Melampe«, og der var udsolgt hver eneste aften. Der var andre aviser end Berlings nye avis, men de var ikke rigtig, hvad vi i dag forstår ved nyhedsaviser. Man havde ikke kriminalreportage og intet kulturstof i datidens aviser, og Holbergs stykke blev ikke omtalt. Meget af det, folk fik at vide, fik de simpelthen gennem sladder og viser.
Det var nu heller ikke de helt store nyheder, man startede med i den nye avis, der var på få sider, men papiret var af god kvalitet, og trykket mindst lige så godt som i dag. Avisen udkom to gange om ugen og endda i parallelle udgaver på fransk og tysk frem til henholdsvis 1776 og 1797. Forholdet til udlandet spillede en stor rolle, og når censuren greb ind, var det ofte, fordi udenlandske gensandter blev vrede over omtalen af deres elskede hjemlande. Berling havde sikret sig kongeligt privilegium til at bringe udlandsnyt, og den særstatus benyttede han sig af. Desuden havde avisen privilegium som en slags statstidende for Sjælland, hvor borgerne havde pligt til at indrykke retsgyldige meddelelser om f.eks. auktioner eller dødsboer. Artiklerne var uden forfatternavne, men Berling lagde mere vægt på at bringe egentlige nyheder end sine konkurrenter. Desuden gjorde han noget ud af sproget, så artikler ikke blev så snørklede og indforståede, som ellers var normen.
Kongen og posten hyldet
Hovedartiklen i første nummer var en hyldest til kongehuset i form af et nytårsdigt, og gennem de næste mange årtier bevarede man et loyalt – nogle vil sige servilt – forhold til kongehuset. Man var dog meget pragmatisk med sin leflen, for digtet indeholdt også en hyldest til det kongelige postvæsen, som man jo var afhængig af, fordi det bragte avisen ud. Ja, faktisk var postvæsenet postdirektørens personlige ejendom på dette tidspunkt, og han havde da også en stor personlig økonomisk interesse i avisudbringning. Desuden udøvede postdirektøren censur, men så vidt man ved, blev der ikke grebet ind over for indholdet i Berlings avis.
Berling var også fornyer på annonceområdet. Ganske vist var der også annoncer i andre af tidens aviser, men Berling opdyrkede markedet professionelt og øgede indtægterne væsentligt.
Havfruen var en and
Efterhånden begyndte der at dukke flere lokale københavnernyheder op, og Berling introducerede den egentlige reportage, som da man 17. oktober 1749 kunne fortælle følgende om en morder:
»Han blev om Morgenen tiilig ved en Commando Musqueterer udført fra sit Fængsel udi blaae Taarn, med blottet Hoved og en Strikke om Halsen, til Stedet, hvor Mordet var skeet, udenfor Stadens Nørre-Port, imellem det saakaldte Lunde-Huus og Vibens Huus. Paa samme Sted blev Dommen oplæst for ham, og derpaa blev han første Gang kneben med gloende Tænger, hvilket blev igientaget trende gange underveys, og femte og sidste gang, da han kom til Retter-Stedet udenfor Stadens Vester-Post. Derpaa blev den høyre Haand og Hovedet hugget af ham med en Øxe.« Vi slutter her, men den blodige reportage fortsætter et stykke tid og levner ikke tvivl om, at Berling eller hans udsendte journalist virkelig har set, hvad der foregik.
Reportager fra Stockholm, Sankt Petersborg, London og Danzig var også ofte med, og selvom det ikke var begavede politiske analyser, der prægede artiklerne, så var det dog et stort fremskridt for det læsende publikums mulighed for at orientere sig om forhold uden for landets grænser.
Berling havde bedre fornemmelse end de fleste andre udgivere til at bringe sensationelle historier og god sladder. Ganske vist var kongefamiliens meritter stadig i centrum, men efterhånden fyldte andre nyheder og oplysninger mere og mere. Men selv en garvet trykker kunne falde for en skrøne, hvilket Berling gjorde, da han hoppede på historien om en havfrue fra Harboøre. En historie, der i øvrigt gik hele Europa rundt:
»Ikke langt her fra Byen have fire Fiskere fra Haardbør (Harboøre), et Land ved Vester-Hav, som ligge her i Nykiøbing med deres Puls-Vaad, sidstleden om Natten imellem den 11. og 12. August fanget i deres Garn en mægtig stor Havfrue, i den øverste Deel liig et Menneske, men i den nederste Deel som en Fisk, hvilken de med stor Besværlighed fangede, saa at Garnet eller Vaadden blev ganske sønderevet.« Så fulgte en længere forklaring om havfruens udseende og den opstandelse, fangsten havde gjort. Imidlertid gik det op for Berling, at historien så at sige var en and og ikke en havfrue. Stakkels Berling måtte indrykke en beklagelse og dementi, mens de andre avisudgivere, herunder hans svigerfar, grinede godt og grundigt.
Mere held havde Berling med at følge den højgravide dronning Louise, som voksede sig tykkere og tykkere, og hvor glæden i avisens spalter over denne udvikling svulmede op til uanede højder. Dyr, gravide dronninger og fabelvæsener interesserede publikum, og havfruen var blot ét eksempel. Et andet var græshopper, der hærgede Europa i 1749. Berlingske bragte en artikel om de grådige bæster og endda et træsnit af dyret, som var fremstillet specielt til avisen.
I senere avishistoriske værker er Berling blevet fremhævet som skaberen af moderne dansk journalistik, men vi ved intet om, hvorvidt han selv skrev artiklerne eller fik andre til det.
Abonnementsfald
Hvor mange fik så avisen tilsendt? Vi ved, at tidens aviser havde mellem 500 og 800 abonnenter, og man skyder på, at Berlings nye avis har ligget på godt 800. Men mange kunne ikke læse, og højtlæsning var en afgørende del af avisens funktion.
Hvordan det foregik, ved vi bl.a. fra N.F.S. Grundtvigs erindringer »Mands Minde«, hvor han fortæller, at degnen om søndagen plejede at komme i præstegården, hvor den seksårige lille Grundtvig var »og læse Berling-Avisen, og denne Søndag, efter at have læst Avisen, gjorde han da vitterligt for alle, at Russen havde taget Oczakov, og vilde inden Paaske være i Konstantinopel«. Erindringen er fra 1789.
Avisen hed ganske vist Kiøbenhavnske Danske Post Tidender, men gik folkeligt under navnet Berling-avisen. Men i øvrigt er avisens navnehistorie lang og besværlig. Avisen brugte sit officielle navn Kiøbenhavnske Danske Post Tidender, indtil den i 1808 fik navnet Danske Statstidende. Det var i en periode, samarbejdet med statsmagten blev så tæt som aldrig før, og man samtidig udnævnte en medudgiver og redaktør udpeget af regeringen. Helt frem til 1832 var det altså nærmest en regeringsavis, hvilket måske forklarer, at oplaget faldt samtidig med normal kritisk journalistik lå i dvale. I 1808 var oplaget på 6.500, men i 1828 var det nede på 1.850. Dog udkom avisen nu fire gange om ugen, men krisen var åbenbar. I 1833 ændredes navnet til Berlingske politiske og Avertissements-Tidende og udkom alle hverdage. Først fra 1834, med den nye chefredaktør M.L. Nathanson i spidsen, skabtes den virkelige succes med moderne journalistik – selvom man bevarede et nært forhold til kongemagten.
Ingen nekrolog
Ernst Henrich Berlings hustru Cecilie døde i 1750 blot 34 år gammel. Dødsfaldet blev ikke nævnt i avisen. Også en søn døde det år af kopper. Samme år døde også Ernst Henrich Berling, 42 år gammel. Det skete 16. oktober 1750, og dødsårsagen var en form for hjertetilfælde. Avisen udkom alligevel dagen efter, men heller ikke det dødsfald blev registreret i avisen. Ernst havde to sønner, Johan Christian og Georg Christopher, og de besluttede at køre firmaet videre. I 1765 åbnede de et nyt trykkeri i Pilestræde, hvor Berlingske Tidende lige siden har haft bolig.
Ved vi noget om Ernst som menneske? Ikke meget. Hans samtidige roste ham som en flittig og dygtig bogtrykker, og hans børn udtrykte deres sorg over hans død i sørgevers. Hans bogpragtværker blev rost som fornyende for dansk boghåndværk, og man fremhæver særlig Laurids de Thurahs »Den danske Vitruvius« (1746-1749) og »Hafnia Hodierna« (1748) som eksempler på denne indsats. Også hans indsats for at forbedre avisen og introducere indenlandske nyheder vurderes som en milepæl i dansk avishistorie.
Vi ikke kender hans udseende, men han har sat sit fingeraftryk på dansk avishistorie.