Er nettet en demokratisk træningslejr?

Nettet bliver ofte udskældt for sin rå debattone. Men det giver unge en platform, hvor de kan øve sig i at være engagerede borgere, mener kommunikationsforsker Rasmus Rønlev.

»Debat på nettet er en mangeartet størrelse, så at reducere den til en kommentarkloak, hvor gale mænd i underbukser sidder og hælder galde ned i deres tastaturer, er i mine øjne for unuanceret,« siger Rasmus Rønlev, ph.d. i retorik og kommunikationsforsker på Københavns Universitet. Fold sammen
Læs mere

»Den er helt gal med tonen«.

Sådan siger mange om debatten på nettet, hvad enten det gælder de sociale medier eller avisernes hjemmesider. »Debatten er rå. Det er en kommentarkloak, hvor man går mere efter manden end efter bolden,« lyder kritikken.

Men spørger man Rasmus Rønlev, ph.d. i retorik og kommunikationsforsker på Københavns Universitet, er det et noget forenklet syn på netdebatten. Nettet giver de mange – og ikke kun eliten – adgang til debatten, og dermed kan flere synspunkter komme til udtryk.

I sin ph.d., som handler om danske netavisers rolle som webmedier for retorisk medborgerskab, konkluderer Rasmus Rønlev, at det er begrænset, hvor ofte danske netaviser støtter kommunikationen mellem samfundets magt- og medieelite på den ene side og dets menige borgere på den anden side. Og når de gør det, er kommunikationen ofte præget af uklarheder og misforståelser. Det skyldes, siger han, borgernes ringe evner som debattører, journalisternes ringe udnyttelse af deres privilegerede muligheder som ordstyrere og netavisernes ringe kvalitet som fora for fokuseret og forståelig debat.

Den debatterende medborger

Rasmus Rønlev, er nettet en berigelse for debatten?

»Ja, i den forstand, at flere debattører, flere argumenter og flere dagsordener kan præge den offentlige debat. Et eksempel er den kollektive selvransagelse på Facebook i kølvandet på det netop overståede valg. Det er ikke kun den traditionelle elite, der kan komme til orde. Nettet beriger også debatten i den forstand, at det kan fungere som den offentlige debats vækstlag. Medborger er ikke noget, man bliver automatisk, fordi man fylder 18. Det er en socialiseringsproces, som bl.a. kan foregå på nettet. Nogle forskere, der særligt kigger på unges brug af nye medier, taler om, at man kan betragte de unges kommentarspor på Facebook og deres videoer på YouTube som en leg, en demokratisk træningslejr, som man ikke skal betragte som almindelig debat. Denne leg er ifølge forskerne en måde at lære at tage rollen som medborger på sig. Der er mange, der klandrer nye medier for at være en »kommentarkloak«, hvor indlæggene ikke lever op til almindelig standard, men her siger forskerne, at det måske er noget andet, man ser: En legende interaktion, som gør, at de unge opdager, at de kan udtrykke sig på nettet, og at de får reaktioner, og at de på den måde bliver socialiseret ind i rollen som debatterende medborgere. Men det kan også fungere negativt i den forstand, at når unge ser, hvordan debattører bliver behandlet på nettet, fremmer det ikke deres tro på, at nettet gør, at vi kan tale positivt sammen. Det kan skræmme moderate debattører væk.«

Hvad konkluderer du i din ph.d. om normerne for medborgerskab på nettet?

»Min ph.d. handler om, hvordan danske netaviser fungerer som kanaler for politisk kommunikation mellem politikere og borgere – med journalister som mellemled. Der har både blandt teoretikere og praktikere været store forhåbninger om, at bl.a. netaviser kunne understøtte denne kommunikation mellem magthavere og borgere. Men generelt er mine resultater nedslående. Det er sjældent, at debatten på netaviserne kommer videre end kommentarsporene, f.eks. ved at journalister i artikler samler op på, hvad brugerne mener, eller tager afsæt i brugernes synspunkter og spørgsmål i nye artikler. Og når debatten får et videre liv uden for kommentarsporene, er udlægningen af debatten blandt brugerne ofte forsimplet eller decideret misvisende, både blandt brugere og journalister.«

Gale mænd i underbukser ved tastaturet

Du har sagt, at medierne – når de skriver om debatten på nettet – vælger en negativ vinkel og beskriver debatniveauet med ord som »gabestok«, »trusselskultur« og »vulgær«. Er der ikke noget om snakken?

»Jo, bestemt. Forskning viser, at meget debat på nettet ikke lever op til et debat­ideal om argumenter og gensidig respekt. De grove debattører skader den offentlige debat dobbelt. Ikke alene skader de debatter, de selv deltager i. Min forskning viser, at de undertiden også skader fremtidige debatter. Der sker nemlig nogle gange dét, at selv konstruktive debatter udlægges som voldsomt negative pga. vores fordomme om, at netdebat er slet debat. Vi kan altså være lidt for hurtige til at sige at der er gået Nationen! (Ekstra Baldets debatforum på nettet, red.) i en debat og på den måde lade vores fordomme blive en selvopfyldende profeti.«

Hvad synes du om netdebatten – forbryder den sig ikke mod de alment anerkendte idealer for god debat?

»Meget debat på nettet forbryder sig mod sådanne idealer, jo. Men en del debat på nettet er også langt mere oplysende end den debat, vi ser i de traditionelle massemedier. Både på Facebook, på internationale webmedier som NYTimes.com og Theguardian.com og undertiden også på de danske netaviser støder man på debatter, hvor både argumenterne og tonen er langt bedre end f.eks. de topdueller og partilederdebatter, vi netop har set i valgkampen. Debat på nettet er en mangeartet størrelse, så at reducere den til en kommentarkloak, hvor gale mænd i underbukser sidder og hælder galde ned i deres tastaturer, er i mine øjne for unuanceret.«

Hvorfor er folk mere bramfrie elle grove på nettet – er der andre normer?

»Noget tyder på, at det har betydning, at kommunikationen er asynkron (folk skriver en kommentar, og så går der nogen tid, før der kommer svar, red.). Nogle af de høflighedsfiltre, som vi benytter os af, når vi kommunikerer ansigt til ansigt, lægger nogle debattører fra sig på nettet.«

Regulerer brugerne eller medierne selv debatten på nettet?

»Danske netavisers regulering af debatten er i praksis meget sparsom. De opstiller juridiske retningslinjer, sletter enkelte kommentarer og udelukker brugere. Men sammenligner man med internationale netaviser, f.eks. NYTimes.com, er forskellen slående: Her er debatten præ-modereret, alle kommentarer ses igennem, før de publiceres, mens den på danske netaviser er post-modereret. Det er selvfølgelig et spørgsmål om midler, men det har betydning for niveauet: Netop debatten på NYTimes.com er kendt for at være saglig, flerstemmig og velskrevet.«

Ressourcerne til at moderere debatten

Du siger, at de unge deltager, og at flere i det hele taget deltager i debatten på de digitale medier. Ser du det tilsammen som en berigelse for demokratiet?

»Det er det i den forstand, at der er flere, der kan ytre sig. Men forskningen viser, at det er stærkt begrænset, hvor mange der faktisk bliver hørt i debatten. Det er en berigelse i den forstand, at flere tager del i den offentlige debat, men der er nogle meget stærke hierarkier på nettet. Undersøgelser viser, at opmærksomheden på nettet er endnu mere koncentreret, end den er i de traditionelle medier. Så dem, der får flest klik og flest læsere, er i endnu højere grad, hvide, veluddannede mænd i 40erne, der er ansat ved traditionelle massemedier.«

Hvis man vil forbedre kvaliteten i debatten, hvad skal man så gøre?

»Det handler om uddannelse. Man skal nok tale med børn og unge om, hvor hensigtsmæssig den form for debat er. Mediernes rammer for debatten har også betydning. Man kan se, at nogle internationale medier har flere økonomiske midler og journalistiske ressourcer til at moderere debatten, før den bliver publiceret. Det hæver jo niveauet. Man taber til gengæld noget af det kaos, som man f.eks. kan se på Ekstra Bladets Nationen, og som har en værdi i sig selv, fordi det er et helt ufiltreret blik ned i folkedybet.«