Er Johnny Depp tilbage?

Engang blev så godt som hver eneste af Johnny Depps præstationer rost til skyerne og kaldt »geniale« og »originale«, men de seneste fem år er den ene film efter den anden imidlertid blevet et flop hos både publikum og anmeldere. Men netop, som man kunne frygte en endegyldig déroute, kommer thrilleren »Black Mass«.

Endelig: Johnny Depp har fået gode anmeldelser for "Black Mass" Her ses han som gangsterkongen James "Whitey" Bulger i samtale med en korrupte politimand (Joel Edgerton). Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Håret er lyst og lige så langsomt ved at krybe om i nakken, afslørende en høj, gustent udseende pande over lysende isblå øjne. Der er ikke skyggen af Johnny Depps ellers så gode udseende tilbage i hans portræt af virkelighedens mafiaboss James »Whitey« Bulger, der gjorde Bostons Southside til et farligt sted at hænge ud i firserne.

Til gengæld er Johnny Depp i skuespilmæssig topform - hvilket på det nærmeste har fået de amerikanske filmanmeldere til at udstøde et kollektivt lettelsens suk: Johnny Depp kan endnu. Noget, der ellers har været alvorlig tvivl om, efter at hans seneste seks film er floppet bravt, med »The Lone Ranger« i spidsen for nedturen.

Der var ellers engang, hvor der var udbredt enighed om, at Johnny Depp var en af de skuespillere, der ganske enkelt ikke kunne gøre noget galt. Han startede sin karriere i 1984 i Wes Cravens horror-hit »Mareridt på Elm Street«, og blev med rollen som Tom Hanson i TV-serien »De unge strissere« til et ombejlet teenageidol.

Johnny Depp var dog ikke tilfreds – han ville lave film med noget på hjerte! Det fik han lov til i 1990, først i John Waters »Cry-Baby« og siden i Tim Burtons »Edward Saksehånd«, der for alvor gav Johnny Depp lejlighed til at vise sin nærmest kamæleonagtige evne til at forsvinde helt ind i en rolle og gøre den til sin egen.

»Jeg elsker at lave om på mit udseende. Jeg synes, jeg skylder mit publikum at give dem noget nyt hver gang, så de ikke keder sig til døde. Jeg kan godt lide at tænke på, at studierne ryster i bukserne og tænker »nu smadrer han filmen fuldstændig«, inden jeg går ind foran kameraerne,« har han udtalt til Interview Magazine.

En genert dreng

Efter »Edward Saksehånd« fulgte en række roste præstationer i independent-film som »Hva’ så Gilbert Grape?«, »Ed Wood«, »Dead Man« og Mike Newells gangsterfilm »Donnie Brasco«, hvor han uden problemer spillede op til Al Pacino.

Med først Winona Ryder, siden Kate Moss på armen, var Johnny Depp op gennem 90erne indbegrebet af cool. Original, intelligent og med en forkærlighed for de amerikanske beat-forfattere og ikke mindst deres våde livsstil, som blev udlevet i selskab med koryfæer som Hunter S. Thompson, Bob Dylan, Keith Richard og Marlon Brando – for bare at nævne et udsnit af den celebre venneliste.

Som Keith Richard har udtalt til Rolling Stone:

»Johnny er lige så interessant som Dylan eller Brando. Han har en masse interesser og en fed humoristisk sans. Man bliver tiltrukket af den slags mennesker. Han er lidt ligesom mig – en genert dreng, som giver dig en masse.«

Ingen kom dog til at betyde mere for Johnny Depps karriere end Tim Burton, som han indtil videre har lavet otte film sammen med. I forordet til Mark Salisburys Tim Burton-biografi »Burton on Burton« giver Johnny Depp Tim Burton æren for at have reddet ham fra at være »en taber, en outcast, bare endnu et stykke erstatteligt Hollywood-kød«.

Tim Burton har dog også fra flere sider fået skyld for at have kørt Johnny Depp fast i rollen som ham den skøre med pibende stemme, fuldfed make-up, højt hår … og den obligatoriske tossehat.

Hvad der tidligere var excentrisk og originalt, er i forbindelse med de senere film blevet kaldt »trætte gentagelser« – som hans mildest talt splittergale hattemager i »Alice i Eventyrland« og ikke mindst vampyren i »Dark Shadows«, der var så træt, at man ønskede at han ville krybe tilbage i kisten og tage en lur på et par hundrede år.

Kunstnerisk krise

Det er dog næppe Tim Burtons skyld alene, hvis der har sneget sig et mål af rutine og metaltræthed ind i Johnny Depps spil. Måske ville det være mere korrekt at kaste et anklagende blik mod Disney, der lokkede Johnny Depp ind i deres kommercielle kongerige med »Pirates of the Caribbean«-serien, der indtil videre er oppe på fire film – med en femte i støbeskeen.

I første omgang klarede Johnny Depp ellers opgaven med integriteten i behold. Hans sørøverkaptajn Jack Sparrow, inspireret af Keith Richards, fik Disney til at ryste i bukserne: Kunne man virkelig slippe en så respektløs og flamboyant skabning løs på familiepublikummet?

Svaret var »ja«. »Pirates of the Caribbean – den sorte forbandelse« indtjente over 650 millioner dollars på verdensplan. Publikum elskede Jack Sparrow, der gav Johnny Depp adgangskort til den eksklusive klub af såkaldte A-liste skuespillere i Hollywood. Johnny Depp selv var mindre begejstret.

Han har, ifølge interviews, aldrig ønsket at blive en del af Hollywoods etablerede system og virkede allerede i anden film, »Pirates of the Caribbean – Død mands kiste«, som om, han var træt af den figur, han selv havde skabt, og mest af alt spillede på rutinen. I løbet af de følge to film »Ved verdens ende« og senest »I ukendt farvand« var det så udtalt, at kritikerne kaldte Johnny Depp »En parodi på sig selv«.

Den vedholdende mumlen om Depps kunstneriske krise fortsatte med den forfejlede Hunter S. Thompson-filmatisering »The Rum Diary« og Tim Burton-floppet »Dark Shadows« og tog for alvor til med »The Lone Ranger« fra 2013, der blev heglet ned af både publikum og kritikere: Her var filmen, som var det endegyldige bevis på, at Johnny Depp havde mistet sit greb om publikum.

Også sci-fi thrilleren »Transcendence« og »Mortdecai«, der ikke engang nåede frem til de danske biografer, fik en hård medfart. Selv hans præstation som Den store stygge ulv i Ron Marshalls ellers roste »Into the Woods«, fik hårde ord som »overspil« og »Depp falder udenfor« med på vejen.

Som Kristy Puchko fra Cinemablend udtrykte det; »Hans skuespillerkarriere har udviklet sig fra tankevækkende og fascinerende portrætter af usædvanlige helte til en samling af skøre ansigter og underlige accenter. Det viser sig, at Johnny Depp trods alt er en kunstner, der kan træde forkert.«

Solid tilbagevenden

Samtidig med at folke- og mediedomstolen hostede »has-been« ud af mundvigen, kom det frem, at Johnny Depp havde indledt en affære med den 23 år yngre kollega Amber Heard, som han mødte under indspilningen af »The Rum Diary«, og i sommeren 2012 gik han officielt fra Vanessa Paradis, som han havde været sammen med i 14 år og har børnene Jack og Lily-Rose med. Mediedommen var klar; i kølvandet på sin 50-års fødselsdag var Johnny Depp ramt af ikke alene kreativ krise men også en alvorlig midtlivskrise.

Johnny Depp selv luftede planer om at trække sig tilbage.

»På et tidspunkt vil jeg skære det hele ned til det absolutte minimum og bare koncentrere mig om at leve. Virkelig leve. Tage et sted hen, hvor man ikke hele tiden skal være på flugt og snige sig ind gennem køkkenet for at komme ind på hotellet. Man når til et punkt, hvor man bliver gammel nok eller får tilstrækkeligt med hjerneceller tilbage til at indse, at man har levet som en flygtning,« sagde han dengang til Rolling Stone Magazine.

Heldigvis er der tegn på, at krisen ikke længere kradser. Kærligheden til Amber Heard viste sig at være mere end et panisk sidespring – de blev gift tidligere på året, og med hovedrollen som Whitey Bulger i »Black Mass« serverer anmelderne igen roser i stedet for ris.

»Johnny Depp leverer en af sin karrieres bedste præstationer som den berygtede Boston-gangster James »Whitey« Bulger i Scott Coopers stramme, elegant underspillede gangsterdrama. Johnny Depps trylle­bindende præstation er en solid tilbagevenden til form efter en række kritiske og kommercielle fejlskud,« skriver branchebladet Variety, der – som de fleste andre – er parat til at tilgive Johnny Depp alt.

»Selv store skuespillere som Nicholson og Pacino kan falde tilbage til dårlige vaner, når de føler, at de har givet publikum, hvad de ville have. Men Depp er her fuldt ud vendt tilbage til det modige, inspirerende skuespil fra hans tidlige Tim Burton-samarbejder og »Dead Man««.

Så må vi bare håbe, at han holder formen gennem den kommende »Alice i Eventyrland«-fortsættelse »Through the Looking Glass« og den femte »Pirates of the Carribbean«, der har fået undertitlen »Dead Men Tell No Tales«.