Er George blevet grøn?

Samsø spiller - om Samsø vil eller ej - en vigtig rolle i energidebatten i USA. Amerikanerne ser på øen, og de ser alt, hvad de kunne gøre, hvis de bare tog sig sammen. Det er en af grundene til, at præsident Bush pludselig lyder grøn.

Er George blevet grøn?

Er han blevet påvirket af de smeltende gletsjer? Har han set Al Gores dokumentarfilm? Hvornår begynder han at installere solfangere på taget af Det Hvide Hus?

I sin tale om nationens tilstand foreslog præsident George W. Bush at skære amerikanernes benzinforbrug ned med 20 procent. Han talte om biobrændsel, som han tidligere har talt om de højere magter, og han talte om importeret olie, som han tidligere har talt om landets fjender.

Skæver til Samsø

Er George blevet grøn?

Forklaringen er formentlig langt mere prosaisk, og forklaringen kan opsummeres i to nylige artikler i amerikanske magasiner.

Den ene artikel stod i magasinet Outside, som er for udendørsfolkene, hvad Vogue er for indendørsfolkene. Outside havde sendt en reporter til Samsø, »det sted på Jorden, som er mest kuldioxid-negativt«, som det hed. Ikke blot er de 4.400 samsinger selvforsynende med energi, men deres vindmøller er så produktive, at de hvert år kan eksportere 77 millioner kilowatttimer, og selv når man tager deres forbrug af benzin i betragtning, er samsingerne stadig 140 procent kuldioxid-negative. Eller sagt med andre ord: Øboerne giver mere tilbage til Jorden, end de tager.

Reporteren fra Outside var på øen samtidig med en række andre øko-turister, og hun talte på et tidspunkt med en irsk energimand.

»De fyre er lysår foran os,« sagde han benovet om samsingerne. »Vi må lære af dem. Vi må lytte til danskerne.«

Det er den ene artikel, som repræsenterer det amerikanske paradigmeskift.

Den anden artikel står i et tidsskrift, som er alt andet end grøn eller aktivistisk, nemlig Defense Industry News, som for nylig berettede, at amerikanske generaler i Irak har bedt om flere »vedvarende energikilder«. General Richard Zilmer havde sendt sine forespørgsel som en såkaldt »prioritet 1 forespørgsel« til det amerikanske forsvarsministerium, og han gjorde opmærksom på, at den nuværende situation simpelt hen var for farlig. Over 70 procent af brændstoffet til de amerikanske styrker bliver i øjeblikket transporteret på de livsfarlige irakiske landeveje, og det er brændstof både til køretøjerne og til generatorerne.

Det er en tikkende bombe under operationen, fastslog general Zilmer, og han bad Pentagon om at igangsætte »183 vedvarende energiprojekter«.

To energitrusler

De to vidt forskellige artikler repræsenterer, hvad vi kan kalde de to store energitrusler mod USA.

Den ene er en økonomisk og teknologisk trussel. Den anden er en sikkerhedstrussel.

Den økonomiske og teknologiske trussel består i, at den øvrige verden med syvmileskridt er på vej ind i en ny energitidsalder, mens amerikanerne blunder i den gamle.

Hver enkelt amerikaner producerer hvert år 53 procent mere kuldioxid end en dansker, og det har Bush-regeringen indtil nu ikke tænkt sig at lave om på. »Kyoto er død«, som landets udenrigsminister har sagt med henvisning til Kyoto-aftalen om begrænsning af global opvarmning (en aftale Bush i 2001 trak USA ud af). Det samme er energibesparelser, sekunderede vicepræsidenten. »Energibesparelse er en personlig dyd,« konstaterede Dick Cheney, men det er ikke noget, USA kan bruge til noget. Løsningen har været olie og mere olie, industrien skulle pumpe mere op, og de skulle have hjælp til at pumpe det billigere op, og Kongressen gav i 2004 og 2005 olieindustrien skattebegunstigelser for 14 mia. dollar.

I 2006 ventes den amerikanske olieindustri at komme ud med et rekordoverskud på 70 milliarder dollar, meddelte analytikere i går.

Men, som den konservative Wall Street Journal skrev i går - bortset fra oliefolkene har den amerikanske industri været alt andet end begejstret for den politik. Det er lidt som at satse på LP-plader, når fremtiden er ipod, lød det fra store kanoner som General Electrics og Dupont. På et pressemøde tirsdag krævede ti store amerikanske virksomheder og en række miljøgrupper, at USA »hurtigst muligt begrænser, stopper og vender udledningen af drivhusgasser«. Industrifolkenes grønhed var ikke idealistisk, den var baseret på farven på de amerikanske dollarsedler, for det drejer sig om penge, sagde de. Om at komme med i en uafvendelig udvikling, som andre lande har indset.

Kina besluttede således i efteråret at investere 200 milliarder dollar i alternative energikilder, som - ifølge planen - i 2010 skal dække ti procent af det kinesiske energiforbrug, og det er også her, Samsø kommer ind i billedet.

Som et mikrokosmos er det et billede på, hvad amerikanerne kan gøre, hvis de tager sig sammen - og hvad resten af verden er i gang med at gøre uden om USA.

Petropolitik

Den anden trussel, sikkerhedstruslen, er godt eksemplificeret med artiklen fra Defense Industry News. På samme måde som 70 pct. af militærets brændstof i Irak befinder sig på de farlige landeveje, befinder 70 pct. af amerikanernes energikilder sig ude i en verden, som politisk ikke er mindre farlig. Når en høg som James Woolsey pludselig taler varmt for hybridbiler og vindmøller, skyldes det ikke isbjergene, som river sig løs, eller ozonhullet over Sydpolen. Den tidligere CIA-direktør har en meget mere strategisk begrundelse. Han ser på de lande, som forsyner USA med olie, lande som Nigeria, Venezuela, Saudi-Arabien og Kuwait, og han ser terrorglade sheikher og socialistiske præsidenter, og han ser, hvordan det store amerikanske olieforbrug er med til at holde uappetitlige og totalitære regimer ved magten.

USA udgør fem procent af verdens befolkning, men landet forbruger en fjerdedel af verdens olie.

Den førende amerikanske udenrigsanalytiker, Thomas Friedman, formulerede sidste år, hvad han kaldte »den første lov i petropolitik«, og loven siger, at jo højere olieprisen er, og jo større verdensforbruget er desto mindre demokrati i olielandene. Når forbruget er stort og priserne høje, kan f.eks. regimet i Iran bruge oliepengene til at købe sig til intern fordragelighed. Forrige år satte præsident Ahmadinejad mindstelønnen 20 procent i vejret, han er i gang med at bygge 300.000 billige boliger i Teheran, han har tvunget bankerne til at sætte renten ned, han har kraftigt subsidieret fødevarer som mel og ris, han bruger ti procent af statsbudgettet på at give iranerne billig benzin, og han har fremlagt et budget, hvor udgifterne i år er en tredjedel større end sidste år, alt sammen betalt af stigende olieindtægter. I 2005 tjente Iran knap 240 milliarder kroner på olien. I 2006 tjente Iran 330 milliarder kroner på olien.

Det er, hvad det massive amerikanske forbrug - direkte eller indirekte - er med til at finansiere, og dermed skyder amerikanerne sig selv i foden, siger strateger som James Woolsey og Thomas Friedman.

Undsiger rødder

Så George er ikke blevet grøn.

Men han har taget et skridt, som formentlig ikke har været nemt at tage for en mand, der har tilbragt hele sit civile liv i olieindustrien.

Som den amerikanske miljøaktivist Frances Beinecke sagde i førnævnte artikel fra Outside - indtil nu har alternative energikilder haft et stigma, de har været betragtet som urealistiske, futuristiske og marginale, og derfor har hun altid peget på Danmark: »Her er Danmark. Et vestligt land, som får en femtedel af sin elektricitet fra vindmøller. Det muligt. Vi skal blot krydse en kulturel skillelinje.«

Præsident Bush har nu erkendt, at blot fordi hans politiske modparter går ind for alternative energikilder, så er alternative energikilder ikke forkerte, og blot fordi han i sit mål placerer sig side om side med mennesker, som han aldrig tidligere har været side om side med, så er han ikke selv forkert.

Han har krydset skillelinjen.