Er det tid til at skifte den sexistiske kunst ud?

Der er kunstværker på danske museer, der skildrer kvinder som sexobjekter og kan virke krænkende. Skal den slags kunst fjernes fra udstillinger eller bevares, så vi kan reflektere over fortidens kvindesyn?

Ditlev Blunck: Mareridtet Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Torben Christensen

Er der seksuelt krænkende malerier på danske museer? Ja, siger kvindelige kunstnere fra Feministisk Kollektiv Uden Navn (FKUN), der synes, at det er en god idé at skifte malerier malet af mænd ud med kvindelige maleres, og det gælder »en masse fucked up kunst på Danmarks museer.«

I sidste uge skrev international presse om et maleri på Metropolitan Museum i New York, som godt 10.000 underskrivere på en erklæring krævede fjernet. Maleriet er malet af Balthus i 1938 og forestiller naboens datter Thérése, som på det tidspunkt var 12-13 år gammel. Hun sidder på en stol i en udfordrende seksuel positur, og da Mia Merrill så maleriet, blev hun ifølge sine udtalelser til The New York Times chokeret. Hendes opfordring på Facebook til at få maleriet fjernet og erstattet af et andet værk af en kvindelig kunstner fik tusindvis til at erklære sig enige, men museet har nægtet at tage det ned fra væggen. Man henviser til, at maleriet giver anledning til at reflektere over vor kultur.

Der findes på danske museer malerier, der måske også ville forskrække Mia Merrill eller andre, fordi de kan virke udfordrende eller måske ligefrem krænkende. Nivaagaards Malerisamling har et maleri af Ditlev Blunck, der har navnet Mareridtet (1846), hvor man ser en purung pige i en seng, der rides af et væsen. De seksuelle hentydninger i maleriet er ganske tydelige. Mytologiske og historiske fortællinger fra det klassiske Grækenland og Rom har givet malere adskillige seksuelle temaer som f.eks. Sabinerindernes Rov, der bygger på en romersk sagnhistorie om unge kvinder, der kidnappes af mænd. Og der er en række sensuelle malerier bygget over den romerske historie om Lucretia, der skildres i en række voldtægtslignende situationer som for eksempel af Giovan Gioseffo dal Sole (1654-1719), der findes på Statens Museum for Kunst.

Julia Suárez-Krabbe er lektor på RUC og forsker blandt andet i kønsulighed og kulturel forskellighed:

»Der er allerede en debat om, hvad der udstilles på museer. I Danmark har det særligt vist sig i forbindelse med 100-året for salget af De Vestindiske Øer, hvor der er kommet udstillinger, der stiller skarpt på, hvad det er, museerne har vist, og hvad de samtidig har skjult af vores historie. Så ja, vi genevaluerer allerede samlingerne, også med hensyn til kønsspecifikke temaer.«

Vil du mene, at man skal gribe ind over for værker, der skildrer kvinder med et sensuelt mandligt blik, eller skal man acceptere værkerne som de historisk betingede værker, de nu engang er?

»Det er vigtigt først at vide, hvem »man« er. Når »man« er den, der historisk er blevet overrepræsenteret, og hvis afbildninger af verden også er overrepræsenteret i det kunstneriske kanon, så ja, så skal »man« gribe ind og ændre udstillinger, der antastes som værende problematiske af dem, som netop er blevet usynliggjort. For kunst har stor betydning for, hvordan vi opfatter tingene, og navnlig hvad vi ikke ser. Initiativer som det amerikanske for at få fjernet Balthus’ maleri handler ikke blot om dette ene maleri, men om noget generelt: Nemlig om hvordan kvinder vises på specifikke kunstværker, der ikke er lavet af kvinder.«

I flere århundreder har mænd malet kvinder som seksuelobjekter som i Sabinerindernes Rov. Vi kan jo ikke fjerne flere århundreders kunst?

»Hvem er »vi«, og hvorfor »kan vi ikke«? De her diskussioner er vigtige, fordi debatterne er med til at ændre vort syn på kunst og kultur, og hvad der er noget værd, og hvad der er mindre værd i den forbindelse. Så jeg vil nødigt have debatten til bare at handle om at fjerne eller bevare enkelte kunstværker.«

Men ser du alligevel gerne, at der udskiftes på vore museer?

»Kulturkritikken og debatterne er det afgørende, men det er værd at bemærke, at der er meget kunst, der ikke blev lavet af hvide mænd, og som vi ikke ser nok af på museer. Så selvfølgelig skal man udskifte kunstværker og udstillingstemaer, når de, der berøres og repræsenteres af dem, kræver det.«

Feministisk Kollektiv Uden Navn (FKUN), som består af kunstnerne Dina El Kaisy Friemuth, Lil B. Wachmann, Anita Beikpour og Annika Aschberg, udtaler kollektivt til Berlingske om maleriet på Metropolitan Museum:

»Vi synes, at det er en god idé at skifte billedet ud med en kvindelig maler, som Mia Merrill foreslår, og det samme gælder for en masse fucked up kunst på Danmarks museer. Det handler ikke om, hvad der bliver vist, men hvad der ikke bliver vist. Institutioner har i lang tid accepteret fremvisningen af sexisme og pædofili, og problemet er, at blandt andet sexisme, pædofili og racisme bliver romantiseret, normaliseret og usynliggjort. Det er kunstinstitutioner med til i kraft af deres tavshed under dæknavne som objektivitet, historisk eller kunstnerisk frihed.«

Er det censur, I vil have?

»Når vi siger, at museet skal genoverveje sin udstilling, handler det ikke om censur, men om synliggørelse. Censur i kunst er det ultimative tabu, men det overses, at dette tabu også fortier stemmer fra os; unge kvinder med migrationsbaggrund og forskellige kønsidentiteter. Vi hører ofte, at censur er en farlig indskrænkning af ytringsfriheden, men marginaliserede mennesker har altid været underlagt en begrænsning af deres ytringer. Så længe der stadig findes racisme, sexisme, homofobi og andre undertrykkelsesformer, som ødelægger liv, er opfordringen til censur en opfordring til at se den censur og undertrykkelse, som allerede finder sted.«

Julie Rokkjær Birch fra Kvindemuseet i Aarhus har netop kurateret en udstilling om køn, kvinder og seksualitet i kunsten, som vises netop nu på museet:

»Jeg mener bestemt ikke, man skal fjerne nogen værker. De er udstillet i deres egen ret i kraft af deres kunstneriske udtryk, så vi skal ikke udøve bagudvendt censur. Man skal derimod bruge det til en konstruktiv dialog. Hvorfor støder de, og hvad sker der i os, når vi ser dem? Så jeg er stærkt uenig med underskriverne i New York, der vil have maleriet fjernet, for det skal netop have lov til at blive hængende og give anledning til debat.«

Hvad så, når det er ganske unge piger, der udstilles og skildres som sexobjekter?

»Det er en svær balancegang, men hvis man har haft et værk udstillet i en årrække, så kan vi ikke retrospektivt ændre vort syn på det. Balthus malede pigen i 1938, da man så anderledes på den slags fremstillinger. Så kommer vi dernæst ind på en vanskelig debat om, hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst eller pornografi. Men vi skal have tillid til, at den gode kunst består tidens prøve. Der er jo utallige ældre motiver af voldtægter i europæisk kunst, og de tjener – selv om de er malet af hvide mænd – en vigtig indsigt i vores kulturhistorie, som gør det værd at betragte og reflektere over.«

Så selv om de omhandler overgreb mod kvinder, vil du acceptere dem på museer?

»Ja, vi skal blot forstå dem som skabt i en speciel historisk periode, og det er et væsentligt budskab til nutiden, for ellers bliver vi historieløse.«

Vil du så fremtidsredigere udstillinger med vort nye syn på kvinder og mænd, så du i fremtidige udstillinger vil undgå krænkende eller stødende kunstværker?

»Jeg vil gerne have flere kvinder repræsenteret på museer, for de er klart underrepræsenteret. I dag er der heldigvis et større fokus på at få kvinder på udstillinger. Men når det gælder god kunst, så vil jeg ikke skelne mellem kvindelig og mandlig kunst, fordi det er den gode kunsts kvalitet, der må være afgørende. Men man skal være opmærksom på kønsblindhed – og i øvrigt andre blindheder – når man udvælger. Hvis et kunstværk kun er lavet for at være voldsomt eller sexistisk, så tror jeg, det falder igennem og ikke vil ende på vore kunstmuseer.«

Sexistisk, brutal og mandschauvinistisk kunst kan vel også være god kunst?

»Jeg vil aldrig censurere kunst ud fra en ren kønssynsvinkel, men god kunst har mange lag. Også andre end det rent kønsspecifikke.«