»Er det noget at bilde barnet ind?«

H.C. Andersen kom ikke sovende til sin succes og måtte gå så gruelig meget igennem. Danske litteraturkritikere var nemlig i 1835 rørende enige om, at nationaldigteren ikke skulle spilde sin tid på at skrive eventyr. Aldrig havde man set ringere tekster end »Fyrtøjet«, »Lille Claus og Store Claus«, »Prinsessen påærten« og »Den lille Idas blomster«.

Portræt af H.C. Andersen taget i København omkring 1846-47. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det må være det sorteste kapitel i dansk litteraturkritik. Disse tolv måneder efter maj 1835, hvor H.C. Andersens første eventyrhæfte udkom, og danske kritikere i aviser og tidsskrifter rakkede hans fire første eventyr ned. Aldrig havde man set noget så ringe. Aldrig havde en digter udvist så lidt forståelse for, hvad der er godt og nødvendigt for et barn.

Andersen havde det nok på fornemmelsen. Allerede i 1830 havde han listet sit allerførste eventyrforsøg, »Rejsekammeraten«, ind i en digtsamling og i et ganske snedigt forord ladet læserne vide, at hvis de godt kunne lide den slags prosatekster fra Andersens hånd, ja så kunne det da sagtens være, at der ville komme mere af den slags i fremtiden.

Det var der et par læsere, som absolut ikke kunne. Den ene var kritikeren Christian Molbech, der i »Månedsskrift for Litteratur« i 1830 mente, at Andersen havde som han skrev »forfejlet den episke tone, hvori sådanne eventyr må fortælles«. Ligesom at Andersen smykkede sig med »utidig elegans«.

Ak ja. Det er aldrig nemt, når en kunstner er for moderne i stilen og forud for sin tid i et moralsk-etisk perspektiv. Det så man for alvor fem år senere, da Andersens »Eventyr, fortalte for børn« udkom. Det var alt for avanceret, mente en samlet kritikerstand, og skudt vildt over målet i forhold til, hvad der var sundt og rigtigt i forhold til børn og deres syn på sig selv i forhold til en voksen omverden. I 1830erne tog man endnu ikke børn alvorligt, og kun få radikale voksne havde respekt for barnets egne, genuine natur, og for hele det følelses- og fantasiliv, Andersen f.eks. lader blomstre i eventyret om »Den lille Idas blomster«.

Men Andersen var jo avantgardist, og krigerisk rede til denne kamp. Tænk bare på de allerførste ord i det allerførste eventyrhæfte i 1835. En væbning af sprog: »Der kom en soldat marcherende henad landevejen: En, to! En, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden.«

Jo, eventyrdigteren var bevæbnet og klar til kamp mod kritikken. Også i de tre øvrige tekster i eventyrdebuten i 1835. Man aner ham i rollen som kække, kreative Lille Claus, som hyperfølsom og forfængelige prinsesse, og som ung, grænsesprængende fortæller med sprog og saks i »Den lille Idas blomster«, hvor Andersen og hans måde at fortælle eventyr på ligefrem bliver tema, da alverdens alt for voksne litteraturkritikere i skikkelse af »Den kjedelige kancelliråd« råber vagt i gevær, da studenten bliver mere og mere løssluppen i sin historie:

»Er det noget at bilde barnet ind! Det er den dumme fantasi!«

Det var lige hvad det var. Andersen rejste nemlig et kunstnerisk og kulturelt oprør med disse eventyr i 1835, og det var det rene anarki, hvis man skal tro kritikerne, da de skulle tage stilling til »Eventyr, fortalte for børn«, og på skift rullede indvendinger ud i en lang række dogmer.

Det første dogme handlede om, at Andersen skrev ligesom folk taler på gaden. Føj for den lede! Det brød man sig ikke om i 1830erne, hvor et ophøjet, forfinet skriftsprog var god tone på parnasset. Det andet dogme handlede om Andersens avancerede syn på barndommen og barnet som et frit, selvstændigt væsen. Den gik ikke! Eventyr skulle jo ikke sætte griller i hovedet på børn og give dem falske forestillinger om deres egen magt, men tværtimod være et led i børneopdragelsen. Som »Dansk Litteratur-Tidende«s kritiker skrev:

»Børn må som sagt ikke gives anledning til i deres forestillinger at sætte sig på den høje hest, eller blive kritiske. Hvad der leveres dem bør altid stå over dem, og det er også sådanne ting, som de helst ønsker at høre.«

Det tredje dogme, Andersen udfordrede, var forestillingen om, at der altid skal være en morale og et synligt budskab. I tidsskriftet »Dannora« meddelte kritikeren, at han for sin part ikke kunne stå inde for disse eventyr, og derfor rådede forældre til at overveje, om deres børns læsning bare skulle være for sjov:

»Den, der vil give børn noget at læse, bør dog vel, i det mindste lønligen, have et højere formål dermed, end blot at more dem.«

Og samme kritiker fastslog, at Andersens eventyr var moralsk uforsvarlige i og med at et eventyr som »Prinsessen påærten« ikke kun var »udelikat«, men også gav børn falske forestillinger om, »at så høj en dame altid må være forskrækkeligt ømskindet«.

Heldigvis var der også andre læsere end forstokkede litteraturkritikere i 1835. En af dem hed H.C. Ørsted. Efter at have læst de to bøger, H.C. Andersen udgav i foråret 1835, skrev fysikeren et begejstret brev til digteren og fastslog, at romanen »Improvisatoren« ville gøre ham berømt, »men eventyrene vil gøre Dem udødelig!«

Godt set af Ørsted, der altså ikke kun opdagede elektromagnetismen, men også H.C. Andersens eventyr.