»Jeg synes da, det er flot af Odense Teater, at de spiller det,« siger skuespilleren Kristian Halken med et karakteristisk grin om teatrets opsætning af Brechts ungdomsstykke »I byernes jungle«, hvor han har en hovedrolle.

»Da jeg læste det første gang, kom jeg kun til side 8, så smed jeg det væk. Og hver gang jeg forsøgte igen, kom jeg stadig kun til side 8. Jeg forstod simpelthen ingenting. Men jeg blev nysgerrig på grund af sproget: »Det her skal fandeme laves«. Nu er jeg kommet hen til at forstå det,« siger skuespilleren, der tidligere har spillet med i Brechts stykke om soldaten Svejk.

»Men det er noget helt andet. Det er lige før, det er sentimentalt. Der er en klar historie og en klar morale, det er meget enkelt. »I Byernes jungle« er skrevet af en ung rasende mand med et kæmpetalent. Man kan godt se, hvad han vil, der er ikke direkte verfremdungsteknik endnu, men der er nogle publikumskommentarer.«

Verfremdungsteknikken er Bertolt Brechts epokegørende anderledes måde at skabe teater på. Metoden skulle tjene til, at publikum ikke blev for grebet af historien og levede sig ind i den, når de var lige ved at nå dertil, rev dramatikeren dem ud af illusionen - med en sang, ved at henvende sig direkte til dem eller med andre tricks.

Boet var strikse

Brecht er en stor dramatiker, og hans teaterteorier er banebrydende i teaterhistorien. Han har været »monumental« som teaterteoretiker, mener instruktøren Staffan V.Holm, der debuterer som Brecht-instruktør i november med en iscenesættelse af »Puntila« på Det Kongelige Teater.

»Men som alle andre fik jeg for meget af ham i 1970erne, hvor man egentlig spillede det efter »Das Kapital« og blandt publikum sad ingen, som var uenige i det, Brecht mente.«

Ikke desto mindre fastfrøs forvalterne af Brechts bo, anført af enken Helene Weigel, nærmest måden, man måtte opføre Brecht på efter hans død i 1956. Paradoksalt, mener Staffan V. Holm, for Brecht selv arbejdede helt modsat. Han havde en meget fri arbejdsmetode og blev ved med at ændre på sine tekster og flytte rundt på replikker og skrive om.

»Det har lukket meget, at boet var så strikse. Efter hans død i 1956, skulle man spille stykkerne, som de var. Det er ikke længe siden end maj, at man stoppede den tyske stjerneinstruktør Frank Castorfs iscenesættelse af »Baal« efter kun to spillegange, fordi den var for fri,« fortæller Holm. Frank Castorf havde - typisk for sin stil - indført citater fra andre forfattere og brugte dermed en »ikke autoriseret bearbejdelse af stykket«, som lukningen blev begrundet med.

En sprogmester

Men at Brecht trods sine store kunstneriske kvaliteter kan have et dårligt ry, handler ikke kun om boets forvaltning af stykkerne, men også om ringe opførelser, mener Satffan V. Holm:

»Der er ingen tvivl om at han har været vigtig. Men Brecht er også blevet taget til indtægt for noget, der simpelthen var dårligt teater. Selvfølgelig er det let at bryde en illusion, der ikke er etableret. Nutidens ironiske teater bygger ikke på, at man bryder illusionen, for at vi skal forstå noget, som hos Brecht, men for at betone den teatrale akt, det at du er i teatret. Men det er i forvejen så svært at skabe nogen form for illusion i teatret, at det nærmest ikke kan betale sig at bryde den.«

Brecht er anderledes at spille som skuespiller, siger Kristian Halken. Især fordi danske skuespillere er oplært og i høj grad spiller i den naturalistiske tradition, hvor man lever sig ind i rollen, i psykologien. Det er helt modsat Brechts teaterstil.

»Nu har jeg arbejdet med tyskere før (instruktøren Michael Thalmeier, red.) så jeg ved, hvordan det er. Han sagde også, at det der naturalisme - dét gider jeg ikke se på. Det er sindssyg interessant at prøve at spille den slags teater. At prøve af få stramhed og præcision i spillet og at prøve at stå bagved ordene i stedet for at stå foran dem.«

Og det er især sproget og ordene, der har tændt Halken i arbejdet med Brecht.

»Der er en tyngde og en potens i hans sprog. Det er lige før, teksten er et partitur. Med »I byernes jungle« har jeg virkelig opdaget, hvor dygtig en sprogmester, han er. Replikkerne er utroligt ekspressive og samtidig er det også et sindssyg sjovt stykke.«

Frit og morsomt

Både Kristian Halken og Staffan V. Holm betoner, at »I byernes jungle« og »Puntila« er anderledes stykker i Brechts produktion.

»I byernes jungle« er et ungdomsstykke skrevet mellem 1921 og 1924 af en endnu ikke færdigudviklet dramatiker.

»Det er ikke typisk Brecht. Der er for eksempel ikke den store kapitalkritik i »I byernes jungle«, det er mere en nihilisme, han er ude i. Udgangspunktet er, at en mand kommer ind i en boghandel og gerne vil købe boghandlerens mening om en bog, så det handler også om materie mod ånd. Og om en mand, der vil mærke livet. Han er på toppen af verden, og alligevel bliver han ikke regnet for noget,« fortæller Kristian Halken.

»Puntila« skriver Bertolt Brecht på baggrund af en række historier af forfatteren Hella Wuolijoki, som huser ham og familien under deres ophold i Finland.

»Det er midt under krigen, da han kommer til Finland med konen, elskerinden, børnene og 26 kufferter. Man kan næsten ikke forstå, at han kan skrive et stykke, der er så frit og morsomt som »Puntila« i den situation,« siger Staffan V. Holm, der ser en lige linje fra Chaplins »Byens lys« og dens beskrivelse af forholdet mellem millionæren og vagabonden, til Brechts historie om »Herr Puntila und sein Knecht Matti«, som stykket oprindeligt hedder på tysk.

»I byernes jungle« har premiere på Odense Teaters Sukkerkogeriet den 5. september.

»Puntila« har premiere på Det Kongelige Teater den 28. november.