»Er der ikke noget softice-racistisk i at fastholde troen på, at den eneste vej ud af ghettoen går gennem gangstarap?«

DR3s »Ghettostjerner« viser endnu engang, at dokumentar er et stærkt medie. Men havde det ikke haft mere kant, hvis man turde gå mere kritisk til sine unge medvirkende, der i stedet fastholdes i en mental ghetto?

Rapperen Marwan skildres som en slags hip hoppens Godfather for de unge rappere i »Ghettostjerner« på DR3. Men dokumentaren er alt for bange for at gå tæt på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown

DR3 har længe markeret sig med kontroversielle dokumentarer til unge; senest med »Fie«, der stillede skarpt på Danmarks måske mest omtalte influencer – dog uden at stille kritiske spørgsmål til Fie Laursen selv, der længe har solgt sine beskidte underbukser og sit lige så kulørte privatliv på Instagram, hvor hun især følges af helt unge piger.

Nu er DR3 igen på banen med en dokumentar, der viser en række unge mænd fra ghettoerne, der bliver bekræftet i, at det er super fedt at rappe om kriminalitet, samtidig med at man forsøger at komme ud af den. På intet tidspunkt bliver der for alvor spurgt, om man kunne gøre noget andet end at hylde livet på kanten. Der er noget ved den logik, der får alt til at ramle.

Kort om programmet. Rapperen Marwan, der debuterede i 2007 og nu betegnes som en Godfather i hip hop-miljøet, har taget et par unge lømler under sine meget brede skuldre. Han synes, at de er »pissedygtige til at rappe« og ser en lysere fremtid for dem, hvis de knokler for en karriere inden for musikken.

Blandt dem er Baloosh, der rocker en lækker vokal – og et bredt smil foruden sin rap. Da vi først møder ham, henter han sin bror E fra fængslet, hvor han har afsonet mere end to år for noget med våben. Senere kommer han selv ind og sidde. Et andet hold er »Shooter Gang«, tre drenge fra Trillegården i Aarhus, der direkte adspurgt svarer, at de lever af at »hustle«.

Deres musikvideo viser unge mænd med skydevåben. »Verden som den er,« som gutterne mumler bag deres hovedbeklædning. I næste scene forklarer Marwan, at mange har fordomme mod drengene. Ja, gad vide, hvor de fordomme kommer fra?

Den mentale ghetto findes stadig

Der er virkelig intet galt med at bruge kulturen, om det er rap, litteratur eller et andet talent, som løftestang ud af ghettoen. Det handler om viljen til at række ud efter stjernerne og selv blive en af dem. Hollywood har længe spundet guld på at fortælle om den drøm og de voksne, der ligesom Marwan forsøger at hjælpe unge med at opnå den.

Problemet er bare, at selvom drengene i »Ghettostjerner« måske kan komme ud af den fysiske ghetto, så fastholdes de stadig i en mental ghetto. Deres »dybe tekster« handler med få undtagelser om at »lave penge på balladen« eller om at »de yngre er klar, de har mask' på/Pakker pludselig' magasiner ligesom Rambo«.

Det er forgyldte ghettohistorier, som de velmenende pladeselskabsfolk nikker i takt til fra deres matgrå kontorlokaler i indre by. Ingen stiller spørgsmål ved, om vejen ud af kriminalitet er at besynge den i sine raptekster.

Marwan selv har en klædelig tvivl om, hvorvidt han er den rette rollemodel for fyrene, som han samtidig viser en enorm opmærksomhed og ømhed. Det er ham, der holder styr på, at der ikke ryges indenfor, og hvordan man siger pænt goddag. Han kunne bære en hel dokumentar i sig selv.

Til gengæld bliver flere af de unge ladt i stikken, når dokumentaren fastholder, at alternativet til kriminalitet er kunst. Speedy, en af de unge rappere, siger, at han har valgt musikken over hashsalget, og selvom det er glorværdigt nok, er det alligevel mærkeligt, at han ikke tydeligere forholder sig til andre alternativer. I en scene griner han og en flok somaliske drenge af, at den ældre generation ønsker, at de får sig en uddannelse. Ingen spørger, om forældrene har ret.

Ved ikke at gå mere ind i, hvordan de unge vælger, ender dokumentaren som en slags softice-racisme, hvor man – fuld af gode intentioner – fastholder, at unge brune mænd nemmest kommer ud af slummen gennem gangstarap.

Brug for nuanceret syn

Jeg siger ikke, at de unge skal skrive tekster om at være i skolepraktik eller gå til studentereksamen. Jeg er med på, at hip hop som udgangspunkt også handler om at besynge, at man er den største løve på savannen, men det undrer mig, at DR3 ikke har lyst til at udfordre drengene og deres trang til at dyrke et andet tekstmateriale end det, der handler om at skyde og snyde.

Det er måske et kedeligt synspunkt, men Danmark har heller ikke brug for tusinde hip hoppere, men for et nuanceret syn på, hvordan vi får unge mænd til at finde sammenhold i andet at håne »fucking politiet«.

DR3 forsvarede deres »Fie«-dokumentar med, at man gerne vil tæt på og vise tingene, som de er, uden at skabe afstand med en klassisk og kritisk journalistisk tilgang. »De unge seere, som vi henvender os til, kan sagtens selv se, hvad der foregår«, sagde Trine Skovgaard, programdirektør på DR3, i »Presselogen« på TV 2 News.

Sandt nok, men så skal man vel også tænke over, hvad man viser seerne. »Ghettostjerners« mest rørende øjeblik er således gemt helt indtil tredje afsnit, hvor Shariffo får hue på. »Nu kan jeg gå ned og sige til min lillesøster, at hun også skal have den på,« siger han stolt til kameraet.

Sådan ser et forbillede ser ud. Også selvom »Ghettostjerner« langt hen af vejen har mere travlt med at vise dem, der tager ladegreb på deres egen fremtid ved at gå med våben og sælge stoffer.

»Ghettostjerner«. Dokumentar. Samtlige fire afsnit er tilgængelige på DR TV. Denne kommentar bygger på de første tre afsnit.