Er der et liv efter Second Life?

Second Life var udråbt til at være den næste store revolution på nettet, men interessen er ved at forsvinde.

Omtalen af det virtuelle univers Second Life har været overvældende de seneste ni måneder. Men har ikke kunnet holde liv i dette 3D univers på nettet, hvor man kan leve, bevæge sig rundt og bruge penge præcis som i den rigtige verden.

Stedet voksede ellers eksplosivt i løbet af efteråret, og store innovative virksomheder som MTV, Disney og Nike blev alle etablerede navne derinde. Det fik også danske reklame- og kommunikationsfolk op af stolene, og det varede ikke længe før TV 2, Grundfos, og Dansk Røde Kors også meldte deres ankomst. Og for hver gang en ny virksomhed trådte til, var der gratis omtale i aviser og blade.

Men noget tyder på, at Second Life er gået i tomgang.

Den amerikanske avis Los Angeles Times konstaterede for få dage siden i en kritisk artikel, at mange virksomheder er skuffede over den virtuelle verden og derfor har forladt den.

På en rundtur i Second Life viste det sig, at virksomheder som American Apparel, Best Buy, Sun Microsystems og Dell alle har mistet interessen.

Også i Danmark har virksomheder mistet pusten. Dansk Røde Kors har meldt ud, at tilstedeværelsen ikke har været en succes, og går man ind på siden secondlife.tv2.dk, så vil man opleve, at den ikke er blevet opdateret siden marts.

»Der har været en stor nysgerrighed efter det, fordi det var nyt, men Second Life er slet ikke anvendelig på et praktisk niveau for virksomhederne. Der er ikke nogen rimelig balance mellem tilstedeværelsen og det, de får ud af det. Der skal jo være bemanding i døgndrift. Det er dyrt, og svarer slet ikke til de besøgstal, der har været,« fortæller Niels Ole Finnemann, Professor ved Århus Universitet og leder af Center for Internetforskning.

Heller ikke brugerne har været helt så interesserede som forudset, for selvom Second Life skilter med at have over otte mio. registrerede brugere, så er der højest 30-40.000 online på samme tid, viser IT-analysefirmaet Forrester Researchs undersøgelser. Samtidig har der kun været 1,7 mio. brugere online de seneste to måneder.

»Der har altid været store totale tal for, hvor mange der har været derinde, men de fleste går kun derind en eller to gange. Samtidig har mange af dem, der er aktive derinde flere avatarer. Man optræder som Mickey Mouse den ene dag, eventyrfigur den næste og som sig selv en gang imellem,« fortæller Niels Ole Finnemann.