Er der billeder vi bør lukke øjnene for?

Washington Post sidder på»dusinvis« af grumme billeder fra den amerikanske massakre i Haditha, men avisen har besluttet ikke at offentliggøre dem. Redaktørerne er nu under pres i en sag, som stiller spørgsmålet: Har offentligheden ret til at få sandheden og hele sandheden i en krig?

Et af de få billeder, der er offentliggjort fra episoden 19. november 2005 i Haditha. Billedet viser kroppe der er bragt til byens lighus. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

Har et fotografi nogensinde afgjort en krig?

Sikkert ikke. Og sikkert. Selvfølgelig er det ikke fotograferne, der bryder gennem fjendens linjer og planter flaget på den anden side, det er ikke fotograferne, der afgør udfaldet af et slag, men omvendt er de bedste fotografier med til at forme vores opfattelse af en krig - og dermed også indirekte med til at afgøre krigen.

Det fremmeste eksempel er Vietnam, som også er den mest gennemfotograferede af alle krige. Selv mennesker, der ikke var født i krigsårene, kender formentlig to af billederne fra krigen - den lille nøgne pige, som løber grædende fra et amerikansk napalmangreb; terroristen, som pååben gade bliver henrettet med skud i tindingen. Måske kender de også et tredje billede - de vietnamesiske lig, som efter My Lai massakren ligger stakket i mudder.

Billederne var alle med til at overbevise amerikanerne om, at omkostningerne var blevet for store. Realiteterne overtrumfede dermed realpolitikken.

Men hvis nu redaktørerne dengang havde nægtet at offentliggøre billederne - hvad så? Hvis de havde siddet med billederne af den lille nøgne pige eller med billederne fra My Lai og sagt: Det har offentligheden ikke mave til. Billederne tjener ikke noget formål. Hvad så?

Det er præcis den diskussion, som nu udspiller sig i amerikanske pressekredse, og baggrunden er, at Washington Post er i besiddelse af billeder, som kan blive for den nuværende krig i Irak, hvad My Lai billederne var for Vietnam.

Men foreløbigt har Washington Post nægtet at offentliggøre dem, fordi - har redaktørerne besluttet - de er for kvalmende.

Billederne viser ofrene for den værste amerikanske massakre under krigen - massakren i Haditha. Ifølge en officiel rapport, som kom ud i sidste uge, myrdede amerikanske marineinfanterister med koldt blod 24 sagesløse irakere. Blandt andet stoppede de en taxi og beordrede fire passagerer og chaufføren ud, og uden omsvøb henrettede de mændene på stedet. De angreb også to private huse, hvor de myrdede kvinder og børn. Nogle af billederne er taget umiddelbart efter massakren, andre er taget den følgende dag, og ifølge Washington Post er der tale om »dusinvis af billeder« - eksempelvis er der lig-billeder af en lille dreng, som ligger krøllet sammen i en pyjamas, der er dekoreret med billeder af helikoptere. Hans ansigt er smurt ind i blod. Der er billeder af en mor, som ligger i en seng med sine tre små børn, som hun tydeligvis har forsøgt at skærme, og der er billeder af en mor og hendes søn, som selv i døden holder hænderne beskyttende op foran deres ansigter.

Washington Post er kommet under voldsom beskydning for at holde billederne tilbage og ikke mindst for at gøre det på et afgørende tidspunkt, hvor præsident Bush har besluttet at sende yderligere 21.500 soldater til Irak og fastholde det amerikanske engagement på ubestemt tid. Avisen har på sin webside offentliggjort 24 læser-reaktioner, der alle som en kritiserer tilbageholdelsen, og flere læsere mistror Washington Post for at have politiske motiver. Avisen har været ganske venlig over for Bushs krig, og som en læser skriver: »I afslørede ikke løgnene inden krigen, og nu vil I også tilbageholde beviserne for krigens galskab.«

En fremtrædende website har taget initiativ til en kampagne mod Washington Post, og avisens ombudsmand er gået ind i sagen og har krævet at få billederne at se, og hun vil snarest muligt komme med sin vurdering, lover hun.

Redaktørerne har i debatten forsvaret sig med, at billederne ikke er »ikoniske«, de er ikke som andre krigsbilleder af en vis - om end grum - æstetisk kvalitet, de 40 billeder er »for det meste lig-billeder«, siger de, men kritikerne køber ikke det det argument. Billederne fra My Lai var heller ikke ikoniske, de viste udelukkende lig, og alligevel tjente de offentligheden.

Billeder skriver historien - og manglen på billeder skriver også historien, anfører en af kritikerne, kommentatoren Richard Blair. Han fortsætter:

»Tænk hvis redaktørerne havde nægtet at trykke billederne fra jødeudryddelsen - og tænk hvis de stadig gjorde det. Så ville benægtelsen være meget større og meget værre end den er. Redaktørerne på Washington Post er ikke bedre end de KZ-benægtere, som for nyligt mødtes i Teheran,« siger han.

Washington Post er angiveligt det eneste medie, som har billederne.

Hvis avisen ender med at offentliggøre billederne, vil det uden tvivl have en dramatisk effekt på opinionen i både USA og omverdenen.

Eksperter vurderer, at mishandlingerne i Abu Ghraib og ikke mindst billederne fra Abu Ghraib var et vendepunkt for opfattelsen af krigen, men fangevogterne i Abu Ghraib myrdede ingen af de indsatte - det gjorde marineinfanteristerne i Haditha, vurderer anklagemyndigheden, og de gjorde det i en afsindig blodrus.

Militæret har tiltalt fire af dem for overlagt massemord. Fire officerer er endvidere blevet tiltalt for at tilbageholde informationen.

Massakren fandt sted 19. november 2005, og umiddelbart troede de amerikanske myndigheder ikke på de irakiske vidner og deres påstand om, at marineinfanteristerne havde myrdet 24 mennesker, og sagen blev henlagt. Fire måneder senere afdækkede magasinet Time så begivenhederne, og efterforskningen tog fart. 60 militære efterforskere blev sendt kloden rundt for at finde beviser, og bl.a. fandt de hos en soldat 44 billeder, og de gendannede andre billeder, som en soldat havde forsøgt at slette fra sin Sony Playstation. En tredje soldat havde oprettet en webside, hvor han havde sat musik til en række af ligbillederne.

Soldaterne har hævdet, at de blot handlede i selvforsvar, efter en bilbombe dræbte en af deres kammerater, og at de mente, at de var under angreb og handlede under en forholdsordre om »at skyde først og spørge bagefter«. Men myndighedernes rapport støtter ikke den udlægning. Der var tale om overlagt mord, hedder det.

Hvis sådan et overgreb - og sådan en bestialisering af soldater, der indtil krigen var ustraffede - bliver illustreret af billeder, vil det få samme effekt, som det hed i reklamen for Paris Match i 1940erne:

»Vægten af ord. Chokket fra billeder.«

Og krigen vil aldrig blive den samme.