Er de gamle breve i Frelserens bagdel ægte?

Forskere har fundet optegnelser fra 1777 i en spansk kirke. Hvis brevene er ægte, ligner de en helt lille sensation – og et af de foreløbigt ældste eksempler på fænomenet tidskapsel.

Ovenfor ses et udsnit af dokumenterne, der blev fundet i bagenden af jesusfiguren i Iglesia de Santa Águeda-kirken i den spanske by Burgos. Foto: Da Vinci Restauro Fold sammen
Læs mere

Du sidder i januar 2018 og vil fortælle en fjern fremtid om vores liv anno nu.

Vælger du vores udsigt til en brandvarm klode med millioner af druknede og tørstende? Eller vælger du din morgenmad, din besværlige vej til arbejde, dine favoritter inden for sport og underholdning?

Fortællinger af den slags kaldes en tidskapsel. Betegnelsen dækker ikke nødvendigvis en »kapsel« i fysisk forstand: En tidskapsel er slet og ret bevidst indsamlede beskeder til eftertiden og kan være alt fra effekter til billeder og ord.

Og fænomenet har tilsyneladende været populært længe. Man finder tidskapsler fra mange epoker af historien og bliver lige overrasket hver gang.

Senest i Burgos for nogle uger siden. Eksperter fra Madrid var på besøg i en af den nordspanske bys kirker, Iglesia de Santa Águeda. Holdet kastede sig over restaureringen af et krucifiks og fandt to stykker papir i den korsfæstede Jesus’ bagdel.

Papirerne bærer dateringen 1777 og er udformet som breve fra Joaquín Mínguez – en præst i det nærliggende Burgo de Osma. Brevene er skrevet med sirlig hånd på begge sider og fortæller detaljeret om både krucifikset og forskellige forhold i det 18. århundrede.

Den skriveglade præst kommer ind på alt fra egnens afgrøder til de mest frygtede sygdomme og sætter navn på tidens populære sportsgrene og kortspil.

Og nok så interessant: Præsten interesserer sig åbenbart for politik og beretter om både Karl III nede i Madrid og overraskende nok om den spanske inkvisition. Selv om inkvisitionens domme for kætteri førte til henrettelse i omkring én procent af tilfældene og derfor var frygtet af alle, havde dens middelalderlige fremgangsmåder for længst mistet indflydelse på Mínguez’ tid.

William E. Jarvis fra Washington State University skrev i 2002 en bestseller med vigtige afgrænsninger af fænomenet tidskapsel.

Det må især ikke forveksles med tidslommer. Howard Carters fund af Tutankhamons grav i november 1922 åbnede måske nok en hel verdens øjne for det gamle Egyptens vidundere, men folk i 14. århundrede f.Kr. havde ikke nødvendigvis tænkt den gigantiske deponering af gyldne genstande som en gave til eftertiden. Briten brød sådan set bare ind i en død faraos gemmer og gjorde sig måske snarere skyldig i gravrøveri – om end graven endnu i dag fascinerer som tidslomme.

Og dét er en af Jarvis’ helt store pointer: Rigtige tidskapsler skal være skabt med eftertiden for øje. Fænomenet kræver altså en bevidsthed om den mulige forskel på nutid og fremtid. Mennesker i fremtiden lever måske på helt andre måder og kunne dermed være interesserede i vores liv nu.

Egentlige tidskaplser fra en fjern fortid er måske derfor ret sjældne. De kommer først for alvor i gang omkring vores vikingetid og bliver så til gengæld meget almindelige.

Børn har i hvert fald siden Middelalderen efterladt legetøj og småting under forladte boligers gulvbrædder som en slags hilsen til enten de næste beboere eller evigheden. Og indvielsen af Kölns domkirke 14. august 1248 kulminerede med en helt regulær tidskapsel: Man kender et hulrum i kirken med effekter fra tiden, herunder en næsten journalistisk beskrivelse af selve ceremonien - til gavn og glæde for eftertiden.

Folk har til gengæld ikke altid sat udløbsdato på kapslerne. Den første kapsel til åbning på et bestemt tidspunkt stammer fra 1876:

Anna Deihm er krigsenke og ligger inde med minder fra fejringen af hundredåret for den amerikanske uafhængighed. Ingen gider bare høre om hendes ragelse. Ældre damer samler så meget sammen.

Krigsenken fylder så et kæmpestort pengeskab med det hele og kontakter Kongressen med henblik på formel overdragelse og festligheder – hun har forseglet skabet med henblik på åbning et århundred senere. Kongressen er bare ikke interesseret. Heller ikke Senatet orker det næsten to meter høje monstrum af et pengeskab. Men man finder da plads i først en søjlehal på Capitol og siden i et decideret pulterkammer og glemmer så ellers alt om både damen og hendes sag.

I hvert fald indtil næste jubilæum – 200-året for nationens fødsel – står for døren. Præsidenten hedder nu Gerald Ford og hører om den glemte gigant med gamle americana. Han siger formelt tak til efterkommerne med tre generationers forsinkelse og får USAs svar på Egon Olsen hentet ind i sidste øjeblik.

Den højt specialiserede låsesmed åbner skabet 4. juli 1976 til lyde af skåltaler og knipsende kameraer pengeskabet – og afslører alt andet end ragelse.

Skabet rummer for eksempel en enestående og lidt gådefuld fortegnelse over ikke færre end 80.000 tjenestemænd i den amerikanske forvaltning anno 1876. Man finder også en beretning om takt og tone på krigsenkens tid, et brev fra præsident Rutherford B. Hayes og signerede fotos med portrætter af periodens kendisser. Og man finder diverse penne og blækhuse fra berømte forfatteres arbejdsborde. En af forfatterne er H.W. Longfellow med langdigtet »The Song of Hiawatha« som hovedværk og altså indirekte manden bag figuren Lille Hiawatha i Disneys tegneserier.

Da indspilning af lyd blev mulig, var kloge mennesker også klar med musikalske kapsler. En gruppe mænd mødtes juleaften 1907 under Pariseroperaen og efterlod både grammofoner og 24 plader med musik i forseglede dåser. Herrerne ville vise mennesket 100 år senere den avancerede teknologi i deres »talende maskiner« og give eksempler på tidens største stemmer.

Pladerne blev hentet frem i 2007 under stor bevågenhed og lagt uhørte tilbage igen. Man ville ikke ødelægge dem for evigt med afspilning. Ikke alle var i øvrigt enige i den disposition.

Nye kapsler er vidt udbredte i dag. Man har endda sendt en del ud i rummet: Da satellitterne Voyager 1 og 2 blev sendt op sidst i 1970erne, var den berømte Voyager Golden Record med. Voyager 2 befinder sig i øjeblikket godt 17 milliarder kilometer fra Jorden og møder måske en dag fremmede med interesse for god musik.

 

Når man kreerer sådan en kapsel, får man også tænkt en ekstra gang over sin egen tid. De færreste tror vel på åbning af kapsler om sekler fra nu og festlige reportager i Berlingske fra begivenhederne. Vi tør jo kun lige debattere verden om et halvt århundrede og knap nok håbe på eksistensen af intelligent liv om et halvt årtusind.

Så tidskapsler er i høj grad blevet en anledning til debat om vores egen epoke. Hvad synes vigtigst i dit liv af i dag? De dystre udsigter for kloden eller vejret i morgen? Og svaret viser sig forbløffende nok ofte som: Begge dele.

Verden venter endnu på hele historien om fundene i den spanske kirke. Er brevene ægte? Er de snarere et smart trick med henblik på turisme? Hvis historikere udefra får adgang og siger god for dem, ligner de en helt lille sensation. Kirken har foreløbigt sendt dem videre til Burgos’ ærkebiskop og lagt tro kopier på deres plads i den nedre del af Frelserens ryg.