Ensomme teenagere

Den australske film »2:37« vil gerne være en realistisk og benhård skildring af desperate teenagere, men intensiteten forsvinder i formen.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

En elev bliver fundet med pulsåren skåret over på et af skolens toiletter, og uden at vise hvem det er, skruer filmen tiden tilbage til samme morgen. Herfra følger den seks elever, der alle er ulykkelige eller bærer på hemmeligheder, de ikke er interesserede i at delagtiggøre andre i.

Der er præstationsfikserede Marcus, der ikke kan bære at få karakterer under gennemsnittet, for så kan han ikke leve op til sin fars forventninger. Der er Marcus' lillsøster Melody, der bliver seksuelt misbrugt af sin bror og på den pågældende dag får et positivt resultat af sin graviditetstest. Der er skolens sportshelt Luke, der på trods af sin alfa-han-attitude tænder på mænd, og Sean, der mobbes af de andre, er sprunget ud af skabet, men til gengæld er ulykkeligt forelsket i Luke. Og så er der den populære og pæne Sara, der også er forelsket i Luke og bare drømmer om at blive gift, mens hendes spiseforstyrreler får hende til at kaste maden op og ikke mindst den største outsider af dem alle, den haltende og skævryggede Steven, der har problemer med sit urinrør og derfor tisser i bukserne med jævne mellemrum.

Hvem af disse er det, der har fået nok af det hele, nogle få timer senere? Det er filmens fremdrift, mens den i flashbacks fortæller episoder fra den enkeltes liv. Filmen er den australske instruktør Murali K. Thalluris debut. Han har selv skrevet manuskriptet, og den vandt ungdomsjuryens pris på børnefilmfestivalen Buster Film Festival sidste år.

Med sin stilfærdige fortællestil og måden hvorpå en scene beskrives fra forskellige personers synsvinkel, minder den om Gus van Sants »Elephant«, der også foregik på en highschool, inden to drenge begyndte at skyde løs på deres skolekammerater. Men til forskel for »Elephant« giver gentagelserne »2:37« en monoton tone, som den ikke rigtig kan ryste af sig.

Filmen benytter sig også af »dokumentariske« interviews med hver af de seks personer. Et efterhånden ret brugt trick i fiktionsfilm, der kan være med til at give historien et autentisk præg, men som også kan virke som en idéfattig nødløsning. Som om den persontegning, der opstår af et interview, ikke har kunnet integreres i handlingen og vises med scener. Og præcis den følelse får man desværre her. Så på trods af sin tilsigtede, velmente realisme om desperate unges lukkede verdener, ender »2:37« med at forsvinde i sin form og skabe distance til både sig selv og til publikum.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse