En nyslået student meldte sig i 1950erne ind i Hillerøds akvarieforening for at gøre kur til en udvalgt ung pige blandt foreningens medlemmer.

Det var sådan, det hele begyndte. Med teenage-romantik i provinsen, såmænd.

50 år efter ligger han, Frede Møller-Kristensen, begravet under en anonym gravsten på en kirkegård i Espergærde. Mens hun, Eva, sidder tilbage i sit hjem i Espergærde. Kendt for at være »bogtyvens enke«. Dømt for at have hjulpet sin mand med at sælge ud af de kostelige sjældenheder, som han i 1960erne og 1970erne stilfærdigt luskede med sig hjem i sin lædermappe efter fyraften på sin arbejdsplads, Det Kongelige Bibliotek.

I den anden ende af røret griner hun sin hjertelige latter, da hun skal forholde sig til den lidet flatterende titulatur. Så tøver hun lidt.

»Ja, der er mange måder at blive kendt på. Men det er ikke den smarteste titel.«

Eva Møller-Kristensen er i dag 70 år, hun har siddet i alt 19 måneder i fængsel og håber på at blive benådet, så hun ikke skal i spjældet resten af de tre år, som dommen i landsretten lød på sidste år ved juletid. Men selv om hun undgår fængsel, undgår hun ikke det gevaldige erstatningskrav, som Det Kongelige Bibliotek og Kammeradvokaten krævede af hende i går: 17,9 millioner kroner. At betale.

»Jeg bliver jo nødt til at sælge mit hus. Og hvor pokker flytter man hen, ikke? Vi har jo boet her i 40 år!« siger hun.

Stolede på ham
Mens Eva Møller-Kristensen har siddet i fængsel, har hun skrevet et bogmanuskript om sit liv og ægteskab med bogtyven. Om den »ener« han var, og om, hvordan hun stolede på ham. Hun fastholder i dag - modsat rettens konklusioner - at hun ikke havde den fjerneste idé om, at han stuvede ca. 1.800 bøger for millioner af kroner væk i reolerne. At hans fatale hemmelighed først krakelerede for øjnene af hende, da hun begyndte at rydde op i hjemmet efter hans død.

»Ville du gå i din mands eller din fars taske, når han kom hjem? Jeg kastede mig ikke over ham og sagde: »Hvad har du i tasken i dag?« Det ville jeg aldrig nogen sinde drømme om,« siger Eva Møller-Kristensen og fortsætter:

»Jeg gik jo heller ikke i hans lommer, hans breve. Han gik heller ikke i min taske. Der var gensidig respekt, for syv pokker! Jeg ville aldrig drømme om at snage i hans ting, og det blev jo ustandseligt bebrejdet mig (under retssagen, red.): »Så du ikke, hvad han havde i sin taske?« Nej, gu' gjorde jeg ej!«

Hvad ville du sige til ham, hvis han levede i dag?

»Så ville jeg gerne have at vide, hvorfor han gjorde det. For det fatter jeg ikke. Vi har selvfølgelig snakket om det i familien. Men der er ikke nogen, der kan give et svar.«

Du har heller ikke fundet et svar i hans mange efterladte papirer?

»Jeg forventede faktisk at finde ud af det. Han skrev jo sedler på alt, så jeg tænkte, der må og skal være en forklaring her. Jeg var 100 procent overbevist om, at der måtte være en fornuftig forklaring. Men jeg har ikke fundet den,« siger hun.

Så er der telefon-stille et kort øjeblik.

Hvad drømmer man egentlig om om natten, når man sidder i fængsel?

»Ikke præcis det her. Ikke om retssager. Men jeg drømmer da noget underligt noget,« siger hun så.

»Der står jo nok noget og roder derinde et sted i underbevidstheden.«