England leverer krigsbytte tilbage

Efter 200 år leverer England et krigsbytte fra 1807 tilbage. Det er klokken fra linjeskibet »Christian VII«, der nu gives tilbage til den danske flåde.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

For første gang nogensinde bliver der leveret krigsbytte tilbage til Danmark. Englænderne tog Danmarks flåde i 1807, og blandt skibene var linjeskibet »Christian VII«. Englænderne valgte at lade skibet beholde sit kongenavn, og »Christian VII« indgik derefter i den engelske flåde.

Selve skibet blev ophugget i 1838, men nu leverer England skibets klokke tilbage til Danmark i forbindelse med markeringen af 200-året for Københavns bombardement i denne weekend.

Da skibet blev ophugget, blev klokken ført til marinehospitalet Haslar ved Portsmouth. Hospitalet er i dag Storbritanniens eneste militærhospital og vil blive lukket i 2009. I den anledning henvendte hospitalet sig til den lokale biskop Kenneth Stevenson for at spørge, hvad man skulle stille op med klokken. Stevenson var i sin ungdom på højskoleophold i Danmark, og han var ikke i tvivl om, at klokken skulle tilbage til Danmark.

Efter et positivt svar fra det britiske forsvarsministerium var vejen banet for, at klokken efter 200 år kan vende tilbage. I morgen vil den formelt blive overdraget fra den britiske flåde til den danske flåde, og frem til december 2008 vil den kunne ses i Orlogsmuseets særudstilling om Københavns Bombardement og flådens bortførelse.

Klokken blev støbt i 1790 af støber H.C. Gamst i København. Den vejer mere end 100 kilo og er næsten en meter høj.

Linjeskibet »Christian VII« blev søsat i 1803 og havde en bemanding på 849 mand. Det var altså et stort skib, englænderne slæbte af med, og brugbart i det fortsatte opgør med franskmændene. Det var da også i aktiv tjeneste og deltog i flere operationer, hvor franskmændene blev angrebet.

Skibet var et moderne krigsskib med 90 kanoner, der var bygget med indsnævret agterspejl, hvilket reducerede den »blinde vinkel«, så der kunne skydes med flere kanoner. Denne konstruktion var så vellykket, at den blev et forbillede for bygningen af nye britiske linjeskibe. Efter en kort overgang som flagskib for en engelsk admiral blev skibet i 1814 udfaset fra aktiv tjeneste og en tid brugt som hospitalsskib.

Af den danske flådes mange skibe, der så forsmædeligt blev bugseret forbi Helsingør og videre til Portsmouth, var det kun fire skibe, der kunne anvendes til aktiv krigstjeneste. De andre var for gamle eller umoderne.