Engelsk teater slukker cigaren

Den nye strenge rygelov i Storbritannien har fået et teater i Devon til at ændre sin nye variete-forestilling.

The Palace Theatre i byen Paignton har skåret en kort, komisk scene, hvor der bliver røget cigar, ud af stykket, fordi man har modtaget en klage over den, skriver BBC News. »Bureaukratiet er blevet vanvittigt,« siger teatrets PR-firma. En medarbejder på teatret beklager beslutningen og siger, at cigaren er et vigtigt element i den pågældende scene, og at der i loven findes undtagelsesbetemmelser for teaterstykker. Men teatrets ledelse fastholder beslutningen i et forsøg på at undgå offentlig ballade. Sidste år truede skuespilleren Mel Smith med at bryde rygeforbuddet på en teaterfestival i Edinburgh, men det blev ved truslen. Hans cigar forblev utændt, da han var på scenen.