Enere der løfter i flok

Jesper Beinov, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Grønningen, der fylder 100 år i disse dage, har samlet fem generationer af kunstnere - over 300 er det blevet til. Kunstnersammenslutningen er samtidig på mange måder noget meget dansk: For selvom kunstnerne er udprægede individualister vil de gerne løfte i flok.

Enhver der møder yngre kunstnere bliver slået af deres selvforståelse: Kunstner, javist, men også mindre, selvstændige erhvervsdrivende.

Den identitet tager stadigt flere af de yngre kunstnere på sig. En sund selvstændighedskultur trives. Og netop fordi der dybt i kunstnerens væsen ligger det individuelle udtryk, særpræget, accentueringen giver det særligt mening. I velfærdsstaten er de fleste af os lønmodtagere, hvis ikke ligefrem på offentlig forsørgelse, så derfor kan det føles artsfremmed med disse herlige mennesker, der insisterer på at tale i egen ret.

Et særkende ved dansk billedkunst er tillige, at kunstnerne ikke er bange for at gøre noget fælles, nemlig i form af kunstnersammenslutningerne. I udlandet har kunstnerkolonier og kunstnergrupperinger mere haft midlertidighedens karakter - ikke noget der skal leve i generationer.

Når Grønningen som kunstnersammenslutning åbner lørdag, er det med en stor jubilæumsudstilling, hvor det officielle Danmark med Kronprinsessen og Marianne Jelved blandt gæsterne. Sådan hædrer Danmark heldigvis sine kunstnere. Med opmærksomhed. Nok ved vi, at vi ikke bliver bedre mennesker af at dyrke kunst og kultur, men det giver os perspektiv på tilværelsen, et nyt blik på, hvordan man kan leve. Kunsten minder os om, at vi for at forstå, hvor vi kommer fra, hvem vi er og hvor vi er henne, skal vi have rødder og antenner i orden.

Kunstnersammenslutningerne har vi stadigvæk, men de fylder mindre end førhen. Åbningerne er dog fortsat københavnerbegivenheder, men man får ikke som før et totalbillede af, hvad der sker. Ofte er det kunstneriske udtryk det mere velprøvede, fremfor den radikale avantgarde. I gallerierne ser vi oftere det absolut moderne, mens billedkunstmuseerne veksler mellem nyt og så på at trække de helt lange linjer tilbage i kunst- og kulturhistorien.

Hele denne vekselvirkning er givende. For at forstå det nye, skal man nogle gange skønne på det, der er gået forud. På den måde står kunstnerne på skuldrene af hinanden. Også i kunstnersammenslutningerne hvor etablerede og nytilkommere samles.

Et andet særkende er, at dansk erhvervsliv har rig tradition for at være en slags kunstens fødselshjælper. Kunstnere har tit krøllede hjerner med mindre praktisk sans. For Grønningen, og forøvrigt også Charlottenborg, arbejder den i kunstdanmark så velkendte erhvervsadvokat René Offersen ganske gratis som forretningsfører. Sådan viser den diskrete forbindelse sig mellem kunst og købmandsskab.

Hele Grønningens fascinerende betydning for dansk kultur beskrives i en ny bog af Berlingskes kunstredaktør Torben Weirup.

Tillykke til den 100-årige!