Endnu en superhelt klar med serie på Netflix

Luke Cage er navnet på den usårlige hovedperson i ny Netflix-serie, der netop har udsendt traileren

Det kan godt være, at New York i dag bryster sig af at være en fredelig by langt fra fordums vold og kriminalitet.

Men det er altså ikke det billede, der tegner sig på Netflix - især ikke af bydelen Hell's Kitchen, hvor det bare vrimler med superhelte i kamp med den ene skumle type efter den anden.

Efter »Daredevil« og »Jessica Jones« er sidste skud på stammen »Luke Cage« - en stor, sort tidligere straffet mand med superkræfter og uigennembrydelig hud, der fra 30. september får sin egen serie på Netflix - og vist nok mest giver den gas i Harlem.

Et bud på, hvordan det kommer til at spænde af, kan man få i traileren her, som Netflix netop har sendt ud.

Luke Cage, der spilles af Mike Colter, er ligesom de to andre hovedpersoner et produkt af Marvel-tegneserierne. Han dukkede første gang op i serien Jessica Jones, hvor han havde et forhold til hovedpersonen her, men får altså fra næste måned sin egen serie på internet-kanalen.

Mens Daredevil har haft to sæsoner på Netflix følger anden sæson af Jessica Jones ifølge planen til januar. Men her stopper det ikke med New Yorker-heltene. En fjerde Marvel-figur, »Iron Fist«, om MMA-kæmperen Danny Rand, er på vej til at få premiere en gang i løbet af 2017, med hovedrollen spillet af  Finn Jones - bedst kendt som bøsse-ridderen Ser Loras Tyrell i »Game of Thrones«.

Og til sidst forlyder det, at de alle fire skal spille sammen i en af den slags superhelte-ensemble film, som især Marvel har haft succes med med »Avengers«-filmene. Så kan det være de får fred i New York.