Endnu en kæk gris

»Charlottes Tryllespind« er en sød og flink film for hele familien. Især de yngste.

Visse film skal man enten se sammen med forventningsfulde børn eller slet ikke.

»Charlottes Tryllespind« er i høj grad sådan en film, så den ikke-børneledsagede anmelder havde en nagende følelse af at være gået forkert, mens han adspredt fulgte med i beretningen om en sød talende gris på en hyggelig gård ude på landet og var hel paf over, hvor meget filmen minder om George Millers genistreg »Babe - den kække gris«.

Her hedder grisen Wilbur og er også kæk. Ligesom Babe er den omgivet af komisk-gemytlige væsener som bøvede får, tungsindige køer, et par skægge gæs og en rapkæftet rotte, mens det særlige ved »Charlottes Tryllespind« er, at titelpersonen er en klog og hjælpsom edderkop. Hun ved, at Wilbur skal slagtes til jul, så hun lægger en plan for at sikre grisens overlevelse - edderkoppens strategi går ud på at skabe ord med sit spind, og de gør bondegården til en slags krydsning mellem en turistattraktion og et valfartssted. Ganske bizart, men vil det redde Wilbur?

Det røber vi selvklart ikke, men fortæller i stedet, at denne amerikanske film ligesom »Babe« er indspillet i Australien som realfilm med diskret assistance af computeranimation, og at Wilburs tobenede veninde fremstilles af den allerede erfarne Dakota Fanning, der kan spille numsen ud af bleen på enhver anden barnestjerne og næppe selv aner, at hun i denne udgave af filmen taler dansk.

Selv om den er baseret på et eventyr af den nu afdøde amerikaner E. B. White - som også var ophavsmand til den talende mus Stuart Little - ligner »Charlottes Tryllespind« i betænkelig grad et »Babe«-plagiat, men er i øvrigt sød og sjov og flink og rar og nuttet og varm og hyggelig og pædagogisk. Især mindre børn vil formentlig være glade for Wilbur, men det ved anmelderen strengt taget intet om, så han nøjes med gryntende at give filmen tre barnlige stjerner.