Endnu en film om en stor (hvid) mand, der var en dygtig opdager

Norsk storfilm fanger næsten manden bag myten: »Amundsen« er en sviende smuk skildring af en skæbne, der gik sine egne vegne. Og når det nu åbenbart vrimler med mandige, norske helte i sneen og folk, der kan fortælle deres skæbner, så lad os glæde os over dem.

Norsk historie vrimler åbenbart med mandige helte, der tager på tur i sneen. Her er det Amundsen, der blev den første person, der nåede begge poler Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Film

Fra første scene mærker man sneen i ansigtet og de tårnhøje ambitioner for »Amundsen«, dette norske pragtværk om polarforskeren Roald Amundsen, der hele livet igennem var besat af polerne og var den første, der nåede dem begge.

Et lille, åbent fly rasler og ryster højt over et landskab, der kun består af isflager på et sort hav, så langt øjet rækker. Ufortrødent bumler flyets mandskab mod stormen i det fjerne, for langt væk fra noget andet til at vende om. Fra det øjeblik, hvor en finger peger mod den truende front, til iskrystaller danner sig på flyet, går der kun få, åndeløse sekunder. Publikum er med, næsten på samme måde som vi var i krigsfilmen »Dunkirk«, men »Amundsen« åbner også op for de store vidder.

Musikken af Johan Söderqvist er i særklasse, der er kælet for de lydlige detaljer, og billederne er svimlende smukke. Pål Sverre Hagen spiller med en intens simren og fører sin figur gennem årtier med udforskning, hvor intet menneske før havde sat sin fod. Amundsens egensindighed og kompromisløshed fører ham i mål, men ikke nærmere sig selv.

Den store, hvide helt
Tænker man nu »du godeste, skal vi endnu engang have historien om en lidt afstumpet (hvid) mand, der til gengæld var en stor opdager?« og »var det ikke samme instruktør og hovedrolleindehaver i »Kon-Tiki«, så er svarene ja og jo.

Ja, det skal vi, og jo, det var det.

Men når det nu åbenbart vrimler med mandlige, norske helte i sneen og folk, der kan fortælle deres skæbner, så lad dem dog. Dels er Amundsen en interessant og sammensat karakter, og dels vender »Amundsen«, altså filmen, det velkendte tema om manden mod naturen på en anden måde.

»Selv i et bedsteborgerligt hjem langt fra elementernes rasen kan en mands natur være ubøjelig og ufremkommelig.«


Meget af historien fortælles fra lænestolen, hvor storebror Leon Amundsen (Christian Rubeck ) og Amundsens kække, canadiske kæreste (Katherine Waterston) venter på nyt fra Roald, der har været forsvundet i noget tid. Nænsomt og tilknappet foldes historien om de to brødre ud, fra de som små purke så Fridtjof Nansens triumferende hjemkomst til Oslo, til de som voksne mænd »låner« selvsamme Nansens båd for at nå Sydpolen i 1911 og frem.

Til tider lidt leksikalt, men filmen veksler fermt mellem tæt kammerspil og store, ubarmhjertige landskaber, hvor enhver er i naturens vold.

Men selv i et bedsteborgerligt hjem, langt fra elementernes rasen, kan en mands natur være lige så ubøjelig og ufremkommelig, viser det sig. De to brødre, fantasten og pragmatikeren, var i virkelighedens verden ikke på talefod i årevis, men filmens nænsomme håndtering af konflikten mellem de to mænd trækker i hjertestrengene.

Den tykke og sarte hud
Den relativt unge skuespiller Pål Sverre Hagen løfter et lidt utaknemmeligt arbejde med at gestalte en dybest set ubehagelig mand gennem så mange år. Amundsen ønskede netop ikke at behage, hverken mandskab, familie eller elite. Kommer vi ikke så dybt under huden på manden, så skyldes det blandt andet, at selvsamme hud var både sart og tyk. I »Amundsen« er de åbne, ensomme vidder lige så meget inde i manden selv, trods sprækker af kærlighed.

Christian Rubeck tillader sig større fortolkninger af storebroderen, der trofast og omhyggeligt skabte rammerne for, at den skallesmækkende, sarte polarmimose af en lillebror kunne tage afsted. Man mærker skuffelserne og kærligheden i en subtil og underspillet mand.

»I »Amundsen« plantes flaget, så ingen freudianer vil være i tvivl om, at Antarktis blev erobret af en mand, der var kold som is.«


Hvad med kvinderne? Katherine Waterston får forbløffende meget ud af rollen som Bess, der i princippet består af vældig lidt, og som snildt kunne være en kliché, nemlig den unge, kække kvinde, der venter på sin ældre elskede. Hvad hun ser i den aldrende og knarvorne Amundsen, ses kun i glimt, men det tjener Waterston til ære, at man ikke tvivler på følelserne. Man fornemmer, at der er langt mere at fortælle om hende, men her holder filmen igen.

De kvindelige opdagelsesrejsende er færre, men bør netop derfor ikke glemmes. Tag Jeanne Baret, den franske husbestyrerinde og botaniker, der forklædt som mand i 1766 blev den første kvinde, der sejlede Jorden rundt. Eller Mary Kingsley, Isabella Bird og Marianne North, der hver især udfordrede Victoria-tidens England med videnskabelige rejser og banebrydende forskning fra fjerne egne. Ingen af dem har fået deres store, dramatiske film. Endnu.

I »Amundsen« plantes flaget, så ingen freudianer vil være i tvivl om, at Antarktis blev erobret af en mand, der var kold som is.

»Amundsen«, 2 t. 15 minutter. Instruktion: Espen Sandberg. Med: Pål Sverre Hagen, Katherine Waterston, Christian Rubeck m.fl.