Endless Pride vil vække unge med musik om et racerent Europa

Bandmedlemmerne er erklærede nationalsocialister og har udgivet seks album, hvor et racerent Europa, kampen mod demokrati og hyldest til den svenske nazist Göran Assar Oredsson er centrale emner.

Endless Pride har holdt sammen i 12 år og udgivet seks plader. Foto: PR
Læs mere
Fold sammen

Deres musikalske stil er ikke ligefrem gangbar i radioen. Svenske Endless Pride spiller nådesløst hårdt, højt og kompromisløst. Og sådan er deres holdninger også.

Bandet fandt sammen i 2002. Forsanger Daniel Bergman var efter eget udsagn blevet »vækket« ved at lytte til andre højrenationalistiske bands og ønskede nu selv at hjælpe andre unge til samme åbenbaring gennem musikken.

Sammen med sin daværende trommeslager begyndte han at producere musik. En bassist kom også til, og denne trio har holdt ved til i dag, 12 år og seks album senere.

Stilen er blevet en smule mere melodisk med årene, men indholdet i sangteksterne hos Endless Pride er det samme.

De befinder sig i den hårde ende af den nationalistiske musikscene, og sangtitler som »The Final Racewar«, »Fuck The Media Lies«, »Sions Lögner« og »Act Now!« vidner om, at bandet politisk placerer sig på den yderste højrefløj.

»Vores stil er ret anderledes end andre nationalistiske bands i dag. Vi begyndte som mange andre bands inden for genren med en typisk oi/rac-lyd (rac står for »rock against communism« og er en afart af den bristiske oi-genre som udspringer fra ska-musikken, red.), selv om der var et par enkelte sange, hvor du kan høre inspirationen fra metal. Efter en årrække havde vi skabt vores egen lyd, og i dag er den nok mere metal end nogensinde før,« fortæller forsanger Daniel Bergman fra Sverige og fortsætter:

»Som band har vi altid været åbne omkring, at vi er et nationalsocialistisk band, og det er også vores politiske standpunkt i dag.«

Hvorfor bruger I streamingtjenester som WIMP og Spotify? Er det for at nå ud til så mange som muligt med jeres budskaber?

»Ja, selvfølgelig. Det er hovedårsagen. Som alle ved, er salget af CDer ved at dø. Spotify og for eksempel YouTube er nemmere og hurtigere at bruge for folk, der vil lytte til det, de ønsker. Hvis jeg ønsker at høre et nummer fra et album, som jeg ikke har, kan jeg med sikkerhed finde det på YouTube. Jeg elsker CDer, men vi må bare acceptere, at folk ikke køber dem mere.«

Har I fået nogle reaktioner fra eksempelvis Spotify-brugere, der har hørt jeres musik og ønsker at få mere at vide omkring jeres politiske standpunkt?»

Ja. Faktisk mest positive reaktioner. Men jeg tror også, at de, der lytter til vores musik, støtter vores sag og deler vores politiske overbevisning.«

Streamingtjenester fjerner musikken

Har I haft nogle problemer med Spotify, YouTube eller lignende tjenester? Har de fjernet noget af jeres musik fra tjenesterne, og har de givet nogen forklaring?

»Ja. I lang tid var alle vores album tilgængelige på Spotify. Så slettede de et par af dem, og nu har vi kun ét album tilbage på Spotify. Vi fik en e-mail fra Spotify, og jeg husker ikke nøjagtig, hvad de skrev, men det var noget med, at vi brød deres regelsæt. Vi skrev tilbage til dem, at intet af vores musik er ulovlig med undtagelse af én sang, der er forbudt i Tyskland, men det svarede de aldrig på. YouTube har også fjernet et par sange over årene, men folk bliver ved med at poste vores sange på tjenesten.«

Er der en tæt forbindelse mellem højregrupperinger i Sverige og i Danmark?

»Jeg kan ikke udtale mig på hele bevægelsens vegne i Sverige, men det er jeg ret sikker på, at der er. Blandt andet er Danskernes Parti tæt forbundet med Svenskernes Parti. Og ligesom for ti år siden, hvor vi var medlemmer af Blood & Honour, har vi god kontakt til danske venner. Vi møder også tit danske sympatisører i forbindelse med svenske koncerter og fester og den slags.«

Hvordan ser fremtiden ud for nationalistisk musik i de nordiske lande?

»Jeg synes, det ser lovende ud, men vi mangler i den grad flere bands i Skandinavien. I 1990erne havde vi en masse bands, men nu er der kun en håndfuld tilbage. Finland har et par virkelig gode bands, det samme i Sverige, men jeg ved ikke, om der er nogle gode nationalistiske bands i Norge eller i Danmark. Stilmæssigt er det stadig hardcore, der er det mest udbredte. Det vokser og bliver stadig mere populært specielt i Tyskland, som har nogle af de bedste hardcorebands. Men vi breder os og har de fleste stilarter i bevægelsen. Også popmusik.«