Der er noget forbindende gennem historien i at stå på museet Dublinia med tandpine og nærstudere kæbepartiet fra en viking og få den tanke, at tandsættet kunne tyde på, at han er en fjern, fjern fætter. Gud, eller olde-olde-olde-olde-oldefar!
Fortæller man en irer, at man er dansker, så nævner de som regel, at dem har de haft besøg af før. Man får lyst til at sige undskyld, men på Dublinia gør de meget ud af at nævne, at SÅ voldelige var vikingerne altså heller ikke – flere steder blandede de sig bare med den lokale befolkning, og der tales i det hele taget ikke så meget om voldtægt og plyndringer. Meget venligt over for os danskere. Vikingerne har givet ord som boat (båd) og anchor (anker) til det britiske sprog, men så er der lige den med, at et gammelt irsk-britisk ord som »danartha« ifølge Irish Journal både kan betyde »dansker«, »fremmed« og »ond« ...