Ena Spottag: Jeg vil have et menneske, som kan forstå mig og som elsker mig. Selv om jeg er for tyk

Ena Spottag fik hele Danmarks opmærksomhed, da hun i 2015 vandt Vild med dans – selv om bookmakerne oprindeligt havde spået, at hun ville ryge ud som nummer et. Ena Spottag har også altid selv følt sig som lidt af en outsider. Bortset fra på teaterscenen. Nu er hun aktuel i teaterforestillingen "Kunsten at være lykkelig", der handler om alle de ting, der gør det svært at være tilfreds.

Lad være med at gå så meget op i, hvad andre tænker. Ingen af os er perfekte. Det budskab prøver Ena Spottag selv at efterleve. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man tror hende gerne, når Ena Spottag fortæller, at hun som barn drømte om at være Robin Hood. Eller Ronja Røverdatter. Med det korte, blå hår og en lidt distræt umiddelbarhed, er det som om barnet stadig er til stede i den voksne kvinde. I begejstringen for de små ting. Evnen til at undres. Ønsket om at få lov til bare at lege lidt i fred.

Måske derfor identificerede hun sig stærkt med sin Reumert-nominerede rolle som en lille, ekstremt nørdet dreng, der bare gerne ville være astronaut i »Drengen der ville være vægtløs« på Aalborg Teater forrige år.

»Det var selvfølgelig dybt urealistisk, men det gav ham ild i raketten.«

De urealistiske drømme er også i centrum i »Kunsten at være lykkelig« på Betty Nansen Teatrets Edison-scene, baseret på tekster af den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788- 1860).  50 små nedfældede råd om, hvordan man bliver om ikke lykkelig så i hvert fald mindre deprimeret. Schopenhauer havde som bekendt ikke et lyst sind:

»For enden af enhver nydelse venter tomheden«

»Erkend, at summen af bekymringer er konstant«

»Husk, at det kan blive meget værre, end det er lige nu«

Næsten Natalie Portman

Noget af det, der slog Ena Spottag ved Schopenhauers skriblerier var, at han kæmpede med præcis de samme problemer og bekymringer, som vi gør i dag.

Nu er det bare billeder på Instagram, der får os til at føle os som omvandrende fiaskoer. Men lykken er lige svær at (be)gribe.

»Ifølge Schopenhauer er lykke i virkeligheden ikke noget, man på noget tidspunkt kan opnå. Man kan have små glimt, men hvis man begynder at tænke over dem, forsvinder de. Og man skal kende sine begrænsninger og kun drømme om det, man kan opnå,« opremser Ena Spottag. Og medgiver, at det måske ikke er helt forkert.

»Jeg kommer nok aldrig nogensinde til at være med i en Star Wars-film, men jeg kan da godt gå og drømme om det, fordi det er fucking fedt! Hvorfor er jeg ikke Natalie Portman? Jamen, det er jeg ikke! Til gengæld har jeg fået lov til at prøve at lave et podcast, hvor jeg var en fra Star Wars. Så man må komme så tæt på, som man kan.«

Ena Spottag elsker Star Wars og tegneserier og gyserfilm fra 70erne. Hun tænker med egne ord »alt for meget«, og har altid brugt fantasien som et tilflugtssted. Da hun var lille, gravede hun dybe huller, på jagt efter Robin Hoods ting, så hun kunne blive hans arvtager. Da de ikke dukkede op, besluttede hun sig i stedet for at grave ind til jordens indre for at finde en ilddrage, der kunne flyve hende til New York.

Sådan er hendes tilgang til skuespil også.

»Det er sådan et arkæologisk arbejde, hvor man leder efter noget, og så finder man nogle gange noget helt andet. Og jeg synes, det er ret dejligt, at man ikke ved, hvad det er, der ligger der.  'Er det et fossil? Er det et sværd? Solvognen! Okay, hvad foregår der?'  Det er som at kunne rejse i tid og udforske menneskets psyke, men også forskellige aspekter af vores liv. Jeg elsker det med også at få lov til at være ond, undersøge ondskab, og bagefter få lov til at være en drømmer. Det er ligesom at spille på et instrument, hvor der er virkelig langt fra de dybe til de lyse toner.«

»"Jeg kommer nok aldrig nogensinde til at være med i en Star Wars-film, men jeg kan da godt gå og drømme om det, fordi det er fucking fedt! Hvorfor er jeg ikke Natalie Portman? Jamen, det er jeg ikke! Til gengæld har jeg fået lov til at prøve at lave et podcats, hvor jeg var en fra Star Wars. Så man må komme så tæt på, som man kan."«


Vi har selv et valg

I vores moderne verden sættes der ofte lighedstegn mellem lykke og succes. Og det er et problem, mener Ena Spottag. Fordi det som regel er en version af succes, de færreste kan spejle sig i. Derfor har hun lært sig selv at sortere. Blandt andet i, hvem hun følger på Instagram.

»Internettet fylder meget, og vi identificerer os meget med det. Men vi har faktisk et meget stort valg i forhold til, hvad vi vælger og vælger fra. Hvis man følger nogen, der er plus size, virkeligt lange eller har en anden hudfarve og alder, så bliver ens verden mere nuanceret, end hvis man altid vælger den der 'succesfuld kvinde, midt i trediverne, med børn og familie, der stadig kan have karriere og lave yoga hele tiden',« siger Ena Spottag og tilføjer: »Jeg ser også virkelig mange kattevideoer. Fordi det gør mig glad.«

Men det er svært helt at undgå de lidt for snærende konventioner, der hurtigt kan få en til at føle sig helt forkert. Alt for meget. Eller alt for lidt.

Ena Spottag fik for eksempel stor opmærksomhed, da hun deltog i – og vandt – Vild med dans i 2015. Men undervejs blev hun også overrasket over, hvor mange der fokuserede på hendes vægt og hvor meget, hun mon forventede at tabe sig. Hvorfor hun var single? Og så videre.

»Jeg havde det sådan ’hey, det er slet ikke det, der er fokus for mig. Jeg er her for at opleve noget nyt, som jeg ikke har prøvet før, og som ligger meget langt fra det, jeg er vant til.«

Det irriterer hende.

Rodehoved men ikke doven

»Der er nogle gange en forventning om, at ’du er tyk, så er du på en bestemt måde’. Men jeg identificerer mig på ingen måde med, at jeg er tyk. Det er noget, jeg er blevet, fordi jeg godt kan lide at spise is og drikke øl og nogle gange spiser noget, der er helt forkert, fordi jeg er et rodehoved. Men det er ikke fordi, jeg er doven. Jeg er nok et af de mindst dovne mennesker, jeg kender. Men folk har de her forventninger om, at hvis man er tyk, skal man tabe sig og hvis man er single, skal man have en kæreste,« siger Ena Spottag. Der har taget sig selv i at sidde og spille med. Fordi hun følte, at det blev forventet af hende.

»Jeg har hørt mig selv sidde og sige i interviews, at ’jeg vil da gerne have sådan en rigtig håndværker’, fordi jeg følte at der var en forventning om at ’sådan en stærk kvinde som dig skal da have en rigtig mand, der kan sætte dig på plads’. Men det vil jeg ikke. Jeg vil have et menneske, som kan forstå mig og som elsker mig.  Som har lyst til at sidde og se nogle åndssvage 70er gyserfilm med mig og synes, jeg er dejlig, selvom jeg også – ifølge nogle sociale konstruktioner – er for tyk og har for mange tanker. Men også er skidesjov.«

Og det går også den anden vej.

»En jeg kan have det sjovt med og elske for hans eller hendes alt for tynde krop. Eller alt for lange krop. Eller noget helt andet. For meget smasken. Svamp. Kom med det. Vi har det alle sammen. Jeg synes, vi skal udfordre os selv nogle gange og se, om vi ikke bliver lidt snydt af nogen, der tjener penge på at sælge os en drøm. For jeg har ikke en drøm om at gå ned ad et kirkegulv og se min stærke, men bløde mand stå og fælde en tåre, fordi jeg er så vidunderligt smuk. Og heldigvis fik tabt mig de ti kilo inden brylluppet, fordi jeg ikke spiste noget i et halvt år.«

Hvis Ena Spottag skal komme med sit eget bedste bud på hvordan man, i Schopenhauers ånd, får det mest tålelige liv, er hun ikke i tvivl:

»Man skal lære at lytte til, hvad man selv synes, og ikke, hvad andre synes, man skal synes«.

»Og så skal man sætte sit ego lidt til side, for det er jo også det, der står i vejen. Ens ego har brug for, at man passer ind i de der konventioner. Det er det, man får ros for. Men mit ego har ikke brug for ros. Slet ikke. Jeg har brug for, at det er sjovt, det jeg laver.«

»Kunsten at være lykkelig«

Premiere 9.2. på Edison, Frederiksberg