En vittig tragedie

Den danske »Kunsten at græde i kor« er en fejlfri film, som både morer, griber og ryster.

Kunsten at grine i kor fødes helt af sig selv hos publikum til denne danske film, for den er flere steder meget morsom. Hvad der umiddelbart er temmelig underligt, for den fortæller en frygtelig historie og burde teoretisk set chokere mere end more. At latteren alligevel melder sig i ny og næ, vil ikke overraske dem, der har læst Erling Jepsens dybt originale roman »Kunsten at græde i kor« fra 2002. Den beretter jo uden at blinke om tæv, hykleri, tyranni og incest hos en lille familie engang i 1960erne i Sønderjylland - som i denne sammenhæng passende kunne omdøbes til Synderjylland - og dens emotionelle kup består i, at den skildrer de rystende begivenheder set gennem en 11-årig drengs uskyldige øjne, hvis mangel på indsigt i tingenes sammenhæng lægger en slags dulmende slør hen over skændslerne. Peter Schønau Fogs film benytter naturligt nok samme metode, men lad os understrege så kraftigt som muligt, at denne film i allerhøjeste grad er værd at se, uanset om man har læst romanen eller ej. Som filmatisering af en ny dansk roman rummer »Kunsten at græde i kor« den samme afgørende kvalitet som Ole Christian Madsens »Nordkraft«, nemlig at den nok er upåklageligt loyal over for det litterære værk, men ikke nøjes med mekanisk at omplante det til levende billeder. Den forholder sig frit til forlægget og bliver et fuldgyldigt kunstværk i egen ret, ikke en høflig illustration. I stortalentet Peter Schønau Fogs længe ventede debutfilm er den udtryksfulde lille Jannik Lorenzen perfekt som fortælleren Allan, men historiens egentlige hovedperson er Allans far, blændende spillet af Jesper Asholt. Far slår ikke helt så meget i filmen som i bogen, men han er stadig et tyrannisk skvat, som dyrker skinhelligt hykleri og flæbende terroriserer sin familie ved ustandseligt at true med at begå selvmord, indtil man forskrækket griber sig selv i at ønske, at han da for pokker vil gøre alvor af det - den tanke strejfer hen mod slutningen også Allan med filmens mest åndeløst intense øjeblik som konsekvens. Historiens virkelige smertepunkt er imidlertid ikke de hyppige selvmordsforsøg på skrømt, men derimod den ubehagelige kendsgerning, at når Far er ked af det, bliver han glad igen, hvis hans 14-årige datter Sanne lægger sig sammen med ham på sofaen og gør visse ting. Mor flygter fra denne virkelighed ved hjælp af sovepiller, storebror Asger studerer i Sønderborg, og Allan ved sådan set nok, hvad der foregår, men fatter selvfølgelig ikke situationens alvor. Herregud, Far skal da trøstes, når han er bedrøvet. Lille Allan med de årvågne øjne bag brillerne er med andre ord lutter god vilje og grænseløst loyal over for Far, men skønt det altså er hans naive måde at opleve på, der mildner den grumme beretning og gør den tragikomisk, forbliver drengen alligevel ikke ganske uskyldig. Han har arvet lidt af Fars beregnende natur og er ivrig efter at sørge for, at nogen dør, for ved begravelser har Far sine fineste øjeblikke og kan med bevægende mindetaler få det heftigt snøftende ligfølge til at gøre det, der har givet romanen og filmen titel. I deres manuskript til filmen har Peter Schønau Fog og Bo hr. Hansen skåret passager i romanen fra - bl.a. den fatale konkurrence om at optræde som den lille bys julemand - og til gengæld digtet nye scener, f.eks. en glimrende sekvens med en ungdomsfest, hvor Far har sat Allan til at overvåge Sannes opførsel. Den lille spion døjer med splittet loyalitet, men der skal gå lang tid - og den arme Sanne skal indlægges på det psykiatriske hospital Augustenborg - før Allan indser, at Far ikke duer som forbillede. Filmens skarpe satiriske humor udmønter sig især i fantastisk præcise skildringer af akavede og pinlige situationer blandt kejtede, selvoptagede mennesker - Allans faster Didde og hendes enorme hypokondri er et helt show i sig selv - men humoren betyder selvfølgelig ikke, at Peter Schønau Fog (eller Erling Jepsen) tager letfærdigt på det smertelige incest-tema. Tværtimod kan man mene, at selv om Allans barnlige kommentarer umiddelbart virker udglattende med deres pudsige uvidenhed, gør de i sidste ende historien endnu mere uhyggelig, fordi ondskaben får lov til at se så harmløst hverdagsagtig ud. Men man gør børn fortræd i denne film, mens solen skinner kønt over Sønderjylland, og der konverseres med hul høflighed hen over de bugnende kaffeborde. Altså er det en kulsort humor, der får publikum til at grine i kor, men filmen er ikke misantropisk. Den er illusionsløs uden at være kynisk, så man krymper sig og klukker omtrent påén gang, og den er totalt troværdig i sine mundrette sønderjyske replikker, der »oversættes« i danske undertekster. Næppe strengt nødvendigt, men meget betænksomt. Ligesom Jannik Lorenzen og Jesper Asholt yder Julie Kolbeck som Sanne og Hanne Hedelund som Mor fuldstændig lydefri præstationer, og der er ingen tvivl om, at Peter Schønau Fog er en eminent personinstruktør. Eminent er han i det hele taget, for hans første spillefilm er præget af lysende klarhed, stringens og konsekvens - samt udsøgt fotograferet af den mesterlige Harald Gunnar Paalgaard, der også skabte billederne i Per Flys nylige TV-serie »Forestillinger«- og hvis man ser filmen for anden gang og benytter lejligheden til at spejde efter stilstand, gentagelser eller omsvøb, som strengt taget kunne undværes, finder man ikke ét eneste eksempel. Altså en perfekt film? Ja, det ligner »Kunsten at græde i kor« faktisk på sine egne velsignet uprætentiøse præmisser. Man kan ganske enkelt ikke forestille sig, hvordan dette dæmpet vittige, lavmælt gribende og stilfærdigt rystende værk kunne have været lavet bedre.