En tur langs med havnen

De danske havne er blevet tømt for deres hidtidige funktioner og åbner dermed enestående muligheder for byerne. København var først ude og begik nogle af de eklatante brølere – så belært af erfaringen er hovedstaden og en række andre kommuner landet over begyndt at overveje, hvordan de skaber levende miljøer, hvor mennesker har lyst til at komme.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På den ene side af hovedstadens havneløb ligger Islands Brygge og på den anden Kalvebod Brygge – og hvis man sammenholder de to strækninger, får man et illustrativt billede af, hvordan forandringer af havne kan være henholdsvis lykkelige og ulykkelige.

Islands Brygge er et levende og attraktivt mødested. Kalvebod Brygge er gold og mennesketom. Hvorfor? Det vender vi tilbage til.

Som det er tilfældet i en lang række andre byer, København med større eller mindre ret kan sammenligne sig med, har havnen altid vendt ryggen til sin by. Havnen har haft sit eget travle liv. Dele af den har ligefrem været afspærret. Det har været en betydelig arbejdsplads. Skibe er blevet losset og lastet. Her har store gamle virksomheder ligget. Værfter, pakhuse, værksteder, forskellige former for følgeindustri. Fart og tempo og hårdt fysisk arbejde. Det har ikke været et sted, man i al almindelighed kom, ud over på en stille fyraftenstur langs med havnen som i Osvald Helmuths indfølende fortolkning af den lille mands drøm.

Men som det er tilfældet i andre byer i den postindustrielle del af verden, er Københavns Havn – og de fleste af landets andre havne – blevet tømt for mange af sine oprindelige funktioner. Skibe anløber stadig i stort tal havnen, godsomsætningen er stabil eller stigende, men de lægger til andre steder. Der er kommet et – arkitektonisk meget vellykket – skuespilhus, hvor der tidligere var kajplads for færger. Med andre ord var der pludselig en masse plads i Københavns havn og – igen – mange andre af landets havne.

Selvtilstrækkelig arkitektur
Med til historien hører, at Københavns kommune på et tidspunkt havde en meget dårlig økonomi, og det blev i begyndelsen af 1990erne besluttet at sælge blandt andet Kalvebod Brygge, der lynhurtigt blev bebygget med en række firmadomiciler, som få vel kan mene, højner dansk arkitekturs anseelse.

Det behøver ikke betyde, at de ikke kan være velfungerende erhvervsbyggerier og måske endda gode arbejdspladser. Undersøgelser af arbejdsmiljø peger tværtimod på, at mange af de mennesker, der arbejder i de nye bygninger ved havnen, er glade for at være der.

De synes, at det dejligt med moderne omgivelser, og de kan lide, at deres arbejdsplads har udsigt over havneløbet. Kantinen er lys og imødekommende, og der er måske fitnesscenter i kælderen og andre former for moderne medarbejderpleje.

Men. Det betyder på den anden side, at bygningerne også lukker sig om sig selv. Det er i mere end én forstand en selvtilstrækkelig arkitektur, der er skabt ved Kalvebod Brygge. Når parkeringspladsen efter fyraften er tømt, ligger området øde hen. Stort set. Der er faktisk en lille café, der ligger på vandet. Men ellers er det blot en nydelig havnepromenade; den er faktisk meget velfriseret, men her er også goldt. Her er ikke noget at komme efter.

Det er der på den anden side af vandet. Her er opstået et miljø inden for de senere år. Det er et sted, mange mennesker mødes og bader i havnen og i solen. Nogle sidder ude med deres engangsgrill eller med medbragt mad. Der ligger også et velbesøgt medborgerhus, nogle cafeer og restauranter – og dem kommer der givetvis flere af i fremtiden. I baglandet er der værtshuse, kiosker, pizzeriaer og andre forsyningscentraler, der imødekommer forskellige fornødenheder.

Kommunen har lavet en genistreg med havnebadet, men ellers er miljøet mere eller mindre blevet levende af sig selv. En række af hovedstadens bedste gallerier har til huse i området, og i nærheden ligger universitet i øvrigt. Her er noget at komme efter.

Ret skal være ret. Islands Brygge ligger på solsiden. Det er der, solen falder om eftermiddagen og ud på aftenen. Det giver unægtelig dén side af havnen nogle fordele. Men her er også ældre ejendomme i en lavere skala, og vi forbinder gerne gamle bygninger med noget rart. Specielt når man ser på kontrasten; altså den modsatte side hvor arkitekturen er gold og afvisende.

Det er også nemmere at finde læ på Islands Brygge – men generelt er blæst i et land som Danmark selvfølgelig en omstændighed, man må tage i betragtning. Ikke mindst ved havneløb og store pladser. Pladsen ved siden af Det Kongelige Bibliotek er et illustrativt eksempel på dét. Man kunne lige så godt udnytte den til noget fornuftigt.

Det hippe byliv
Længere ude i Sydhavnen – ud for Fisketorvet – er der kommet en gang- og cykelbro over havneløbet – og dét er en storartet ting. Før og efter arbejdstid er det en travl fordelingscentral mellem dele af byen. Men bortset fra dét ligger området øde hen. Det kan være fint, hvis man godt kan lide at gå en tur alene, men ellers forekommer det at være spild af plads. Nu var muligheden for at få en dejlig strækning forærende der, og så lykkedes det ikke. Ikke i første omgang. Det sker måske i anden omgang.

I mellemtiden har den økonomiske situation ændret sig. København er ikke længere ved at gå fallit. Det er blevet hipt at bo i byen, byen har fået nye (skatte)borgere, som på en helt anden måde kræver noget til gengæld for de mange penge, de lægger i kommunekassen. Der er mennesker, der har råd til at købe lejligheder ved havnen, allerede inden de er blevet bygget, og kommunen er begyndt at stille krav til de nye boliger, der opføres.

Nogle af dem kunne være at få bilerne ned under jorden, og at der indrettes butikker i stueetagerne. Der skal være noget at komme efter. Det er ikke længere nok at gå en tur på Langelinie og få en is som belønning. Det er derfor, eksempelvis nogle lystbådehavne er så rare at være i. Her sker noget. Der er nogle, der arbejder. Der kommer så mange, at der måske er underlag for at drive en restauration af en slags. Vi kan godt lide, at stederne er levende.

Det at gå ud i dag er for mange mennesker forbundet med konsum. Også, i hvert fald. Vi vil gerne sætte hinanden stævne over en kop kaffe, shopping har en betydning, man absolut ikke skal undervurdere, og man vil gerne have, at der er noget at komme efter, hvad enten det drejer sig om kultur- og underholdningstilbud eller sport og idræt, der er vigtige elementer i det moderne liv.

Blandt de tåbeligheder, 1970ernes marxistiske byplanlæggere gjorde sig skyldige i, var at adskille funktionerne. Arbejde, bolig, indkøb osv. Ikke således at forstå at man skal bo og arbejde samme sted, men vi fik lært at henlægge vores indkøb til storcentre, og det betød selvfølgelig, at bykernerne med de mange forskellige butikker døde. Prøv blot at gå en tur gennem en dansk provinsby en lørdag efter klokken 13 eller 14.

Nej til skræmmeeksempler
Det skulle ellers være enkelt nok. At man blander funktionerne. Kvarterer fungerer bedst, når der er boliger og vel at mærke forskellige boligtyper – samt erhverv og institutioner af forskellige art som børnehaver eller biblioteker. Der skal være noget at komme efter, og det kommer kun, hvis der kommer nogle mennesker.

De velhavere, der kommer til at bo på Havneholmen, altså området ved siden af Fisketorvet, kan reelt kun vælge mellem en McDonalds, en Kentucky Fried Chicken og luksusrestauranten i det nye hotel, hvis de om aftenen havde lyst til at gå ud og spise i deres nærområde og kigge ud på vandet. Men hvis ingen går ud af deres firmadomicil for at gå hen på en café i frokostpausen eller efter arbejdstid, og hvis alle blot tager bilen eller de offentlige transportmidler og køber ind i et butikscenter på vejen, så kommer der ingen cafeer eller forretninger, og så er de der så heller ikke om aftenen og i weekender.

Det vil nok ændre sig i fremtiden. Rundt om i landet har arkitekter, byplanlæggere og selv politikere lært af skræmmeeksemplet fra hovedstaden – og både i København og i andre byer bliver der nu stillet krav til bygherrerne. Flere biler skal ned under jorden, der skal etableres lokaler til forretninger i stueetagerne, og der skal opfyldes nogle kvalitetskrav hvad angår æstetik og materialer.

Kigger man udover København, kan man konstatere, at der foregår mange særdeles interessante forandringsprocesser i landets havne. I Aalborg er man begyndt at placere funktioner og tilbud ved havnen, som må forventes at kunne generere liv. For nylig åbnede Utzon-centret, på et tidspunkt får byen et nyt musikhus, og der skal bygges kollegier og skabes andre kulturtilbud. De første cafeer og restauranter er allerede åbnet.

Blæsten går frisk over Limfjordens vande, som det hedder på de kanter, hvor man har en sproglig forkærlighed for underdrivelser, og vejret kan selv byplanlæggere ikke gøre meget ved. Men man kan forsøge at skabe steder, hvor der er læ og lidt grønt, og hvor mennesker derfor har lyst til at komme. I Aarhus møbleres der helt rundt på havnen.

Containerhavnen er flyttet, og der skal skabes et nyt boligkvarter, ligesom der placeres kulturtilbud ved havnen. Var byens nye kunstmuseum blevet bygget nogle år senere, var det givetvis blevet opført ved havnen. I Odense Havn forsøger man dels at forbinde havnen med byen – Odense er skåret igennem af en jernbanelinje og af Thomas B. Thriges Gade – og dels at sikre liv i havnen, der er ved at blive udbygget med forskellige boligformer, erhverv og kultur.

Meget af det er stadig kun på tegnebrættet, andet er ved at tage form. Nogle havne ligner byggepladser, andre ligger fortsat øde hen, men der er faktisk en mulighed for, at de danske havne om en ti-tyve år kan blive attraktive steder, mennesker har lyst til at komme og mødes og have det rart.