En torsdag fuld af traditioner

DRs traditionsrige Torsdagskoncerter fylder 80 år lørdag. Seriens historie er ikke fri for farer og farverige skandaler. Men pilen har både kunstnerisk og i lyttertal kun peget opad de senere år.

I dag for 80 år siden: Statsradiofoniens orkester har ikke opnået fuld størrelse endnu. Men den allerførste Torsdagskoncert har fyldt Stærekassen til sidste plads – og alle sejl er sat til. På podiet Nicolai Malko, en eksileret russer med store planer for de danske symfonikere. Arkivfoto: DR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er 28. september 1933. En almindelig torsdag for nøjagtig otte årtier siden.

Adolf Hitler har lige neglet magten i det tyske rige. Ikke noget, der berører nabostaterne nu og her. Josef Stalins terror i Sovjetunionen vækker til gengæld bekymring og skal snart få konkret indflydelse på dansk musikliv.

For et orkester på hele 56 mand har fyldt Stærekassen på Kongens Nytorv til sidste plads. Og den vidt berømte dirigent hin aften er russisk afhopper: Nicolai Malko og frue har krydset den stålgrå grænse fire år før og skal først vende tilbage en generation senere.

Men en nok så vigtig begivenhed udspiller sig i æterens usynlige verden. Det ganske Danmark sidder klar ved apparaterne samme aften og hører første udgave af Statsradiofoniens nyeste påfund: Torsdagskoncerten.

Udsendelsens titel har sikkert lydt sjovt dengang. En lidt almindelig ugedag kombineret med noget særligt og fornemt. Måske lidt som når vore dages annoncer kalder vinderne i et lotteri for »onsdagsmillionærer«.

Det var langt fra første gang, danskerne kunne høre musik fra det skrattende husalter. Når man i disse dage fejrer Torsdagskoncerternes 80 års jubilæum, undersælger man faktisk sig selv. Kald det et usædvanligt træk fra DRs side.

En gruppe havde allerede fra begyndelsen af 1920erne sendt lettere toner ud i det spritnye radiomedium. Gruppen bestod af tre musikere fra det københavnske natteliv, men voksede hurtigt til 11 medlemmer og havde i 1926 over dobbelt så mange!

Manden bag Statsradiofoniens vokseværk var Emil Holm. En imponerende skikkelse med titel af kammersanger og klodekendt for sit arbejde med komponisten Richard Wagners enke, Cosima.

»Holms vision«

Holm stod som driftsleder af radioen mange år frem og blev i sidste ende fadder til det moderne DR. Uden hans virketrang og ufattelige arbejdsevne ingen stort anlagt jubilæumssæson i dag. Da musikhistorikeren Martin Granau for nogle år siden skrev DR SymfoniOrkestrets annaler, kaldte han kort og godt sin bog for »Holms vision«.

Driftslederen stillede sig helt fra den spæde begyndelse på to ben: Han ville have de størst mulige navne knyttet til rent kunstnerisk. Og han ville have den bedst mulige radio ud af dem – hvorfor han altid selv stod klar i studiet, hersede med musikere og flyttede på mikrofoner.

Launy Grøndahl var navnet over alle i den første tid: Han skulle selv dirigere radiogruppen gennem hele 860 udsendelser! Og man fik fra 1927 komponisten Emil Reesen, der havde sat musik til en masse stumfilm og senere skulle skabe operetten »Farinelli«.

Koncerterne blev først sendt fra ydmyge forhold på Axelborg og jævnligt suppleret med transmissioner fra Det Kongelige Teater eller Odd Fellow Palæets nu nedbrændte vidundersal. Men da Holms visioner så småt havde forvandlet sig til virkelighed, flyttede man i 1931 det faste orkester til Stærekassen. Udsendelser på en fast ugedag kom til to år efter. Torsdagskoncerterne var en realitet.

Tidens største navne fløj til som bier om en sommerblomst. Nicolai Malko selv kunne ikke vende hjem og forblev orkestrets kendte ansigt helt frem til 1956. Den internationale Malko Konkurrence for unge dirigenter er opkaldt efter ham og hører i dag til kronjuvelerne i dansk musiks diadem.

Malko fik allerede i Torsdagskoncerternes anden sæson selskab af en endnu større kunstner: Fritz Busch. Den tyske dirigent var konstant på kant med Hitler og blev mindst én gang skammet ned fra podiet af nazistiske tilråb. Hans flugt og stormende modtagelse i dansk musikliv er beskrevet med megen varme i en selvbiografi.

Og mere ville have mere. Hvis dirigenter interesserer sig for andet end stor kunst og høje honorarer – så er det hvem, der var der før. Stærekassens gæster de følgende årtier hører i dag til klassisk musiks legender: Bruno Walter, Erich Kleiber, den noget oversete Georg Schnéevoigt og mange andre.

En succes var i hus. »Torsdag-Koncerterne er Festaftener, som alle med Lyst og sikker Forventning stiller ind til,« skrev Berlingskes kritiker i første sæson.

Kun ét problem stod tilbage. Man havde slet ikke musikere nok. Emil Holm gik fra første færd efter 92 fastansatte – dengang standard for et ordentligt symfoniorkester, i dag kun en våd drøm mange steder.

Det faste fundament

Både orkestrene i Tivoli og på Det Kongelige Teater havde fuld størrelse. Statsradiofonien måttes nøjes med sølle 28 på kontrakt og supplere op med freelancere. Hvilket også her i spalterne gjorde torsdagstonerne til en fest med modifikationer sommetider.

For nok om kostbare kendisser på podiet. Den helt store udskrivning har altid været folkene på fast løn. Som trods alt er dem, der spiller og forbliver fundamentet under det hele. Radioorkestret nåede først op på 92 musikere i 1948 og har ligget der siden.

Andre udfordringer skulle til gengæld stille sig i kø.

Emil Holm blev pensioneret i 1937 og var et tab fra dag ét. Substitutter kom og gik de følgende år, men fik aldrig hans gennemslagskraft. Og hvad førnævnte Martin Granau har fundet ud af: Kammersangeren blandede sig stadig og var med i fortrolige forhandlinger helt frem til udvidelsen i 1948.

Selve orkestret lignede en succes. Det kunne i 1945 flytte til den meget smukke Radiohusets Koncertsal. Og det optrådte i udlandet, for eksempel som stjerne ved Edinburgh Festspillene i 1950 – stadig under Fritz Buschs ledelse.

Men hvad man vandt udad, kunne hurtigt tabes indad.

Nye toner i bogstavelig forstand truede de mere traditionelle på livet. Da man midt i 1960erne ansatte Mogens Andersen som musikchef, skulle der avantgarde på programmet. En upopulær beslutning hos såvel musikere som lyttere og årsag til farverige optrin og talløse protester.

Og hvad med Torsdagskoncerternes plads i radioen?

DR måtte i 1963 tage kampen op mod kommercielle stationer og gjorde det med Musikradioen – en forløber for vore dages P3. Bølgerne blandt Radiorådets politisk valgte medlemmer gik højt i de dage. Folk kaldte hinanden de værste ting.

Anden musiksmag

Nogle mente, man også i almindelighed skulle lytte mere til mennesker med en anden musiksmag. Andre medlemmer følte sig omvendt godt trætte af den tiltagende popularisering på nationens nye TV og kunne slet ikke få torsdagskoncert nok. Den vægtigste stemme kom fra komponisten Knudåge Riisager – direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i årene 1956 til 1967. Et medlem af Folketinget havde allerede i 1958 foreslået, man simpelthen skulle boykotte licensen!

Hvad der egentlig gjorde udslaget, er vel aldrig klarlagt. Men tre ud fire programchefer ønskede et helt tredje program til gengæld for den nye kanal. Hvilket direkte eller indirekte førte til, at ingen rigtig turde røre det gamle guld.

Serien har også overlevet overflytningen til DR Koncerthuset i 2009 og institutionens nye fokus på DAB og står i dag som et af DRs mest populære programmer. Torsdagens transmission plus den traditionelle genudsendelse søndag middag samler omkring 80.000 lyttere. Lidt over ti procent af danskere med radioen tændt i de timer stiller ind på Torsdagskoncerten.

Og fremtiden? Den gamle serie har slået bro over generationskløften og fået de unge med.

Ulrik Skat er 27 år, studerende ved Københavns Universitet og arrangør af en række foredrag med introduktion til kommende Torsdagskoncerter. »Jeg blev opmærksom på koncerterne gennem min far,« siger Ulrik Skat til Berlingske.

»Han har gennem mange år haft abonnement til Torsdagskoncerterne. Så der lå jævnligt små lyseblå billetter fremme derhjemme – de så jo lidt spændende ud.«

Hører du dem også i radio?

»Jeg lytter sjældent til liveradio. Podcast er klart min foretrukne lytteform. Jeg podcaster jævnligt klassiske programmer fra P2, men sjældent længere koncerter. Det skal helst være programmer, man kan gå lidt til og fra.«

Liveradio og podcast. Nye tider, nye skikke, nye tekniske ord. De omkring 24 koncerter pr. sæson har overlevet den slags før og gør det jo nok igen.

Eller som koncerthuschef Leif Lønsmann udtrykker det:

»For de gamle, der faldt, var der ny overalt.«