En tid til at filme

Richard Linklaters biografaktuelle fiktionsfilm »Boyhood« er optaget over tolv år og giver et unikt billede af overgangen fra barne- til voksenlivet. »Det er en risikabel metode,« siger den danske instruktør Nils Malmros, der har brugt årelange produktionsplaner i to af sine film.

»Boyhood« har premiere på torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er dyrt at lave film, men allerdyrest er det, når først kameraerne ruller, og de store filmhold skal have løn. Derfor handler det ofte om at få scenerne i kassen så hurtigt som muligt, uden at det skader kvaliteten. Omvendt er der instruktører, som bevidst optager deres film over usædvanligt lange perioder, heriblandt amerikanske Richard Linklater, hvis biografaktuelle spillefilm »Boyhood« er blevet optaget over en periode på tolv år.

Richard Linklater må være en af filmhistoriens mest stædige og tålmodige. Hans trilogi af fiktionsfilm, »Before Sunrise« (1995), »Before Sunset« (2004) og »Before Midnight« (2013) har imponeret mange, idet de tre film handler om de samme to karakterer spillet af de samme to skuespillere, der i løbet af handlingen i de tre film ældes med 18 år. Ikke bare i filmen, men også i virkeligheden.

Få var dog vidende om, at Linklater efter færdiggørelsen af den første »Before«-film begyndte at planlægge »Boyhood«, der er endnu mere vidtgående i sin leg med tidens gang.

Fra 2002 begyndte han at optage scener med et hold af skuespillere, heriblandt den syv-årige Ellar Coltrane, der har hovedrollen som drengen Mason. Richard Linklaters egen datter Lorelei spiller Ellars storesøster Samantha, og andre skuespillere spiller Ellars fraskilte forældre og venner. Hvert år er holdet mødtes og lavet nye scener, og sidste år, da Ellar Coltrane var fyldt 18 år, sluttede optagelserne på filmen, der har dansk biografpremiere på torsdag.

Den færdige film skildrer Masons udviklingshistorie fra barndom til voksenalderen, og er et usædvanligt studium i livets umærkelige og ustoppelige fremadskriden, understøttet af Ellar Coltranes og Lorelei Linklaters fysiske transformation.

Den usædvanlige filmproduktion bød på usædvanlige udfordringer. Der kunne ikke skrives kontrakter med skuespillerne, da amerikansk lovgivning ikke tillader arbejdskontrakter med en længere varighed end syv år. Sammenlagt 500 filmfolk, statister og teknikere har været engageret i filmen i kortere eller længere perioder.

Men det hele stod og faldt med at finde de rigtige skuespillere til hovedrollerne. Linklater måtte forsøge at forudse, i hvilken grad de syv-otte-årige drenge, der kom til casting, ville udvikle sig til at blive gode skuespillere som voksne.

Ellar Coltrane levede op til forventningen, og har haft roller i en række andre film. Til gengæld havde instruktøren ikke forudset, at hans egen datter seks år inde i forløbet helt mistede interessen for at medvirke, og ønskede at blive skrevet ud af filmen. I sidste ende lykkedes det dog Linklater at overtale sin datter til at fuldføre filmen.

    »På en måde er filmen et samarbejde med tiden selv, og tiden kan være en god samarbejdspartner, selvom den kan være meget uforudsigelig,« skriver Richard Linklater i filmens pressemateriale.

Selvom »Boyhood«s tilblivelsesproces er usædvanlig, er der dog flere fortilfælde i filmhistorien (Se eksemplerne her på siden). I Danmark har Nils Malmros på to film udstrakt optagetiden over flere år. I hans forrige film »Kærestesorger« (2009) fulgte den danske instruktør en gruppe gymnasieelever i tre år, men en mere markant fysisk forandring hos de medvirkende ser man i hans 

»Kundskabens Træ« (1981), der er optaget over to år. »»Kundskabens Træ« handler om det »syndefald«, der sker, når puberteten indtræder. Derfor var det vigtigt at få det markante skift i de unges udseende med. Der er faktisk ikke så mange anmeldere og publikummer, der har hæftet sig ved den lange optageperiode, men jeg mener selv, at metoden er helt afgørende for at kunne fortælle den historie, jeg ville fortælle. Det var aldrig på tale bare at gøre skuespillerne ældre ved hjælp af sminke eller frisurer,« siger Nils Malmros.

Hans oprindelige plan var at optage filmen over fire år, men det tillod filmens budget ikke. Nils Malmros mener dog, at de to år fuldt ud tilfører filmen den ønskede følelse af tidens passage. Faktisk kunne en længere produktionstid have undergravet filmens troværdighed hos publikum, mener han, når de samme børn skulle udvikle sig fra »rollinger til næsten-voksne«.

»Det indebar en vis risiko, at 17 børn skulle medvirke til en filmoptagelse over så lang tid, og her tænker jeg først og fremmest på, at børn hurtigt kan miste interessen for et bestemt projekt, når de kommer i puberteten,« siger Nils Malmros.

Selvom de unge i »Kundskabens træ« bliver synligt ældre, er det ikke filmens hovedærinde, men er blot et ekstra lag af autenticitet i filmens virkelighedsnære skildring af 1960ernes Århus. I »Boyhood« er forandringen til gengæld så markant, at man som publikum dårligt kan undgå at gøre sine overvejelser om skuespillernes virkelige liv. Samtidig får man en slags fornyet respekt for »almindelige« films evne til at illudere tidens årelange passage.

Jacob Neiiendam, direktør for filmfestivalen CPH PIX, er opmærksom på dette paradoks: »Bortset fra, at denne type filmeksperimenter er intellektuelt stimulerende, er det langtfra sikkert, at de samtidig forøger publikums følelser for karaktererne, eller at de opfattes som mere autentiske blot fordi de ældes naturligt,« siger han.

Faktisk kan det nærmest virke distraherende at sidde med overvejelser om de virkelige personer, der er »inde« i karaktererne. Hvordan har det været for drengen i »Boyhood« at være skuespiller i den samme film i tolv år? Hvordan kunne filminstruktøren være sikker på, at den otte-årige dreng ville vokse sig til at blive en god skuespiller? Hvordan har man sikret sig en tilstrækkelig kontinuitet i filmen, når den indspilles over så lang tid? Dette er tanker, man ikke normalt sidder og gør sig, når man se ren fiktionsfilm. Tværtimod er fiktionsfilm så drevne til at illudere tidens uophørlige passage, at det kun sjældent føles som et problem, at den samme skuespiller spiller den samme karakter i forskellige livsfaser.

»Når man ser Ang Lees »Brokeback Mountain«, forstyrrer det ikke filmoplevelsen at vide, at de to skuespillere ikke er blevet flere år ældre i virkeligheden, ligeså lidt som det forstyrrer at vide, at de to skuespillere ikke er homoseksuelle i virkeligheden,« siger Jacob Neiiendam.

Eksperimenterne er spændende, men ofte er de mere interessante for instruktøren og skuespillerne end for publikum der ser slutresultatet, siger Jacob Neiiendam.

»Der er ofte kommet interessante film ud af, at en instruktør har pålagt sig bestemte regler eller rammer, men for publikum er det først og fremmest det, der kommer op på lærredet, som er interessant,« siger Jacob Neiiendam.

»Boyhood« har premiere på torsdag.