En sur spions tragedie

Chris Cooper yder en stærk præstation i den bedrøvelige »Bedrag« om spionen Robert Hanssen.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

»Baseret på en sand historie«.

Det er egentlig underligt, at man i Hollywood stadig bruger den sætning som en stolt anbefaling, for hvad i alverden kan få nogen til at tro, at en historie bliver bedre, fordi den er sket i virkeligheden? Tværtimod er bemeldte virkelighed som regel dramaturgisk mindre behændigt skruet sammen end den rene fiktion, og samtidig har autentisk funderede film jo den ulempe, at man ofte kender slutningen på forhånd.

Det er også tilfældet med »Bedrag«, som fortæller den sørgeligt sandfærdige historie om FBI-agenten Robert Hanssen, der i 22 år fungerede som spion for Sovjetunionen, indtil han blev afsløret i 2001. Det er ingen hemmelighed, så der er strengt taget ingen overraskelser i denne film, og i stedet må man nøjes med den tungsindige og ret trælse beretning om, hvordan den ambitiøse unge FBI-lærling Eric ONeill bliver sat til at arbejde som assistent for Robert Hanssen udelukkende med det formål hemmeligt at overvåge ham, rapportere om ham og om muligt afsløre ham på fersk gerning.

Rollen som Eric ONeill giver den nydelige Ryan Philippe endnu en lejlighed til at demonstrere, at han er mere end bare et kønt ansigt, men filmens væsentligste kvalitet er Chris Coopers på overfladen uforsonlige portræt af Robert Hanssen udadtil helt normal familiefar og stærkt troende katolik, indadtil forbitret over professionelle forbigåelser i en ikke særlig gloriøs karriere, og altså inderst inde kynisk kalkulerende landsforræder.

Med sit hærgede ansigt og sin mugne udstråling bliver Chris Cooper aldrig nogen konkurrent til George Clooney, men siden sin debut i John Sayles alt for lidt kendte »Matewan« fra 1986 har han gang på gang bevist, at han er en fuldstændig ukrukket skuespiller med usædvanlig solid substans. Især var han eminent som sheriffen i John Sayles fremragende »Lone Star« og som den homofobiske (samt homoseksuelle!) nabo i Sam Mendes»American Beauty«, og i Spike Jonzes genistreg »Orkidé-tyven« beviste den sædvanligvis sammenbidte skuespiller, at han kan være overrumplende morsom og modtog en velfortjent Oscar-statuette for det.

I »Bedrag« er han igen sammenbidt og sågar en af de sureste hovedpersoner nogensinde set på film, men gennem ganske små sprækker i figurens benhårde facade lader Chris Cooper os skimte en ømskindet sjæl skrammet af skuffelser og frustrationer. Det leverer naturligvis ingen undskyldning for Robert Hanssens lukrative landsforræderi, men det giver den generelt ubehagelige mand et lille anstrøg af en omhyggeligt skjult blød sårbarhed.

Instruktøren Billy Ray har tidligere skildret autentiske begivenheder i »Shattered Glass« om en stræbsom ung journalist med en alt for livlig fantasi, og ligesom den film er beretningen om den pligtopfyldende Eric ONeills tvetydige forhold til forræderen, som han på sin vis er sat til selv at forråde, et stykke sobert og gedigent arbejde. Men der er tale om et dunkelt, dystert og ret deprimerende emne, og »Bedrag« er en på sin vis glimrende film, som man ikke rigtig har glæde af at se. Hvor meget den end er baseret på en sand historie.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse