En sprogkunstner uden mæcen

Canetti, Rilke, Musil er blot et par af de verdensnavne, oversætter Karsten Sand Iversen har udødeliggjort på dansk. Dygtige oversættere er et overset, men afgørende led i litteraturens kredsløb.

»Man skal turde bruge sproget, man skal ikke krybe i ly og kravle op på det sikre, det er en skødesynd, når man oversætter ¿ man må aldrig gøre et skarpt blad sløvt,« siger den mangeårige oversætter Karsten Sand Iversen. Foto: Bjarke Ørsted Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Utak er som bekendt verdens løn, men sådan kunne Karsten Sand Iversen aldrig drømme om at betragte sit erhverv. Men tanken må da have strejfet ham og andre oversættere af udenlandsk litteratur. Deres navn optræder aldrig på bogens omslag men er henvist til titelbladet, og det er nok de færreste læsere, der overhovedet skænker deres enorme arbejdsindsats en tanke. På trods af denne utaknemmelige birolle-placering ved enhver bogelsker, som bare én gang har haft en dårlig oversættelse i hånden, hvor stor betydning en god fordanskning har, hvis en bog overhovedet skal have en chance for at blive pustet til live i en læsers bevidsthed.

At oversætte kræver selvfølgelig sprogøre, men den vigtigste egenskab hos en oversætter er ifølge Sand Iversen at have et levende og kreativt dansk. Måske en anelse overraskende understreger han også, at et stort kendskab til dansk litteratur er en nødvendig forudsætning:

»Man kan i den danske litteratur finde modeller for, hvad man som oversætter kan tillade sig at gøre med sproget,« siger han og taler sig varm på erindringen om, hvordan han kom til litteraturen og derigennem rollen som oversætter:

»Min tidlige læsning i puberteten har hjulpet mig meget. De oplevelser jeg havde på mit værelse som helt ung skoleelev lærte mig, at der ingen grænser er for, hvad man kan med sit sprog. Jeg læste Heretica-forfatterne, men især tressermodernisme som Jess Ørnsbo og Klaus Rifbjerg. Her lærte jeg, at man skal turde bruge sproget, man skal ikke krybe i ly og kravle op på det sikre, det er en skødesynd, når man oversætter - man må aldrig gøre et skarpt blad sløvt. De steder, hvor det virkelig brænder på for en digter, skal man op på de samme volt og helst være lige så strømførende.«

Vi sidder på første sal i toplansvillaen i Næstved og nyder en god flaske bourgogne, som forlaget Athene har betænkt ham med. Karsten Sand Iversen har boet to år i Næstved sammen med litteraten Karin Bang. Forud er gået mere end 30 år i frivilligt eksil i Sydwales, med hans daværende engelske kone. Et par år efter han blev enkemand, fik han kontakt til Karin i forbindelse med udgivelsen af en bog, og de bestemte sig for at købe hus i Næstved, fordi priserne her stadig er så lave, at man kan erhverve sig en bolig, der har plads nok til de over 20.000 bøger, parret har tilsammen.

Debut på Arena
Som professionel oversætter debuterede Karsten Sand Iversen i starten af 1970erne på Forlaget Arena:

»Jeg opfatter mig som Arena-forfatter. Jeg fik hurtigt lejlighed til at påvirke, hvad der skulle udgives, hvilket er det største privilegium ved min profession.«

Især den jødiske forfatter og nobelpristager Elias Canettis plads i det danske bibliotek må i høj grad tilskrives oversætterens flittige arbejdsindsats. Men det er ikke uden konsekvenser, at man som Sand Iversen altid sætter de litterære kvaliteter højere end kommercielle hensyn. Canetti fangede slet ikke de danske bogkøbere, da Arena i 1980 udgav Canettis eneste roman »Forblindelsen«. Det sænkede forlaget økonomisk, så Gyldendal måtte træde til og redde stumperne.

På samme tid udkom Sand Iversens oversættelse af den svenske litterat Olof Lagercrantz' berømte Strindberg-biografi, og de to oversættelser blev hans gennembrud som oversætter.

»Siden er det gået slag i slag,« som han selv beskedent formulerer det.

Men de fleste kritikere som anmelder bøger, der har været gennem Sand Iversens fornemmelse for sprog, bemærker altid, hvor imponerende opgaven løses. Det er derfor naturligt, at han gennem tiden har fået det ansvarsfulde hverv at oversætte bl.a. Robert Musils »Manden uden egenskaber«, Williams Faulkners »Absalom, Absalom!«, eller senest Rainer Maria Rilkes mildt sagt kringlede tyske i romanen »Malte Laurids Brigges optegnelser«. Sand Iversen er, selv om han helst ikke vil tale om det, en af det lille kongeriges absolut bedste oversættere.

Mindst tre bøger ad gangen
Hans foretrukne arbejdssprog er tysk, men han mestrer også svensk, engelsk, norsk og en smule fransk.

»Jeg er en urolig sjæl, så jeg er nødt til at jonglere. Jeg kører som minimum tre bøger ad gangen, nogle gange helt op til fem bøger, og ofte på to til tre forskellige sprog.«

Syv timer om dagen er han fordybet i reelle oversættelser, hertil kommer alle de sproglige finurligheder, der kræver en omfattende research:

»En af de sværeste opgaver jeg har haft, var da jeg skulle oversætte den svenske forfatter Sara Lidmans romaner. Hun skrev på et næsten selvopfundet svensk, stærkt påvirket af fromhedsbevægelserne i Nordsverige plus en masse lokale dialekter. Hvis man som oversætter skal forsøge at yde hendes sprog bare nogenlunde retfærdighed, bliver man nødt til at indføre et kunstgreb. I det her tilfælde omplantede jeg de nordlandske bønder til Jylland. Jeg er selv jyde og har derfor en naturlig fornemmelse for jysk. Desuden findes der også en dansk hjemstavnslitteratur som i hovedsagen er jysk, så der var en slags fælles temperament mellem de to områder. Så begyndte jeg at læse Johannes V. Jensens »Himmerlandsfortællinger«, Albert Dam og Hans Kirks »Fiskerne«, og noterede lange lister med specielle ord.«

Hvordan lever man af at være oversætter?

»Det gør man ikke! Det er nødvendigt at have en samlever, der tjener en rimelig fast løn. Jeg var så heldig at komme på finansloven for ca. ti år siden, derfor modtager jeg et lille beløb månedligt, men der er kun fire pladser, og vi nægter alle at dø. Alle oversættere herhjemme er freelancere, og det betyder, at vi hverken modtager feriepenge, pensioner eller noget andet. Hele miseren hænger sammen med, at vi er et meget lille sprogområde, derfor vil det altid være begrænset, hvor mange bøger et forlag kan sælge. Vores løn beregnes ikke på forbrug af evner og flid, men på grundlag af, hvad bogen kan bære økonomisk. Og hvis man regner med, at de fleste oversatte romaner ikke har været en hel fiasko, hvis der sælges 300-400, så kan man selv regne lønnen ud.«

I tørre tal får Sand Iversen et sted mellem 2.000-2.200 pr. 16-sidet ark. Det svarer til, at når han oversætter en roman på 200-230 sider, så modtager han et honorar, der ligger under 30.000 kroner for ca. to-tre måneders fuldtidsarbejde.

»En del af problemet hænger sammen med, at vi ikke er beskyttet af nogen fagforening. Vi har Dansk Oversætterforbund med et par hundrede medlemmer, men vi er reelt magtesløse - der sker ingenting, hvis vi bestemmer os for at strejke, forlagene finder bare nogle andre til arbejdet, der er rigeligt med folk, der gerne vil prøve at oversætte.«

Fristes man aldrig til at gå på kompromis med kvaliteten?

»Nej. Men der er sikkert mennesker, der arbejder hurtigere end mig, men det er begrænset, hvor hurtigt arbejdet kan gøres, hvis det også skal være ordentligt.«