En søn på samvittigheden

Arthur Miller står som en af det 20. århundredes største dramatikere. Hans teaterstykker, hans ægteskab med Marilyn Monroe og hans politiske og sociale engagementer bragte ham frem i rampelyset som kun få andre kunstnere. Men der er én person, der altid har manglet i historierne om hans liv, nemlig sønnen Daniel, der lider af Downs syndrom.

Forfærdelsen over sønnens tilstand fik afgørende indflydelse på Arthur Millers liv og forfatterskab. Det lykkedes ham nemlig aldrig at fortrænge sønnen Daniel, og Miller kom ikke siden til at skrive noget, hvis litterære kvalitet var på højde med hans tidligere mesterværker. Foto fra omslaget til Martin Gottfrieds biografi »Arthur Miller : A Life« Fold sammen
Læs mere

Der findes ikke noget fotografi af Daniel Miller. Han er ikke nævnt i nogen af sin far Arthur Millers skriverier, og var ikke til stede, da Arthur Miller blev begravet i 2005. Alligevel er denne fraværende søn muligvis grunden til, at Miller aldrig skrev noget rigtigt godt og nåede fordums litterære højder efter Daniels fødsel.

Daniel lever endnu og er 41 år, og hans historie berettes i det seneste nummer af det amerikanske tidsskrift Vanity Fair af journalist Suzanna Andrews. Han blev født i 1966. På det tidspunkt var Arthur Miller blevet skilt fra Marilyn Monroe og havde giftet sig med den østrigske fotograf Inge Morath, der har taget nogle af de bedste fotografier af den skrøbelige Monroe i den sidste fase af hendes liv. Morath blev en verdenskendt fotograf og har taget mange af de billeder fra Vietnam-krigens dage, der i dag har ikon-karakter, bl.a. det grufulde foto af grædende børn, der flygter fra amerikanernes napalmbomber.

Arthur Miller og Inge Morath fik datteren Rebecca i 1962. Rebecca blev selv en talentfuld filminstruktør og er i dag gift med skuespilleren Daniel Day-Lewis.

Fire år efter Rebeccas fødsel blev Daniel født, og det viste sig hurtigt, at han havde Downs syndrom, der er en alvorlig genetisk lidelse, der medfører nedsat intelligens og visse karakteristiske ansigtstræk.

Ifølge en ven var Arthur Miller sønderknust, og på trods af protest fra sin hustru besluttede han at sætte Daniel på institutionen Southbury Training School.

Det var ganske almindelig praksis i de år, og det var en undtagelse, at børn med den slags lidelser blev i hjemmet. Ganske vist havde Arthur Millers onkel en søn med Downs syndrom, som var hjemmeboende og i sin erindringsbog »Tidens krumning« omtaler Miller denne fætter Carl, som »en hjælpeløs mongolid«, hvis mor »gjorde nar med hans tågede tale« og »i raseri gik løs på ham«.

Kilder siger imidlertid til Vanity Fair, at beskrivelsen er vildledende. Carl var i virkeligheden en elskelig dreng, der var fuldstændig integreret i familien, og som hans to søstre elskede og ikke kunne undvære.

Måske har Millers erindring om fætteren afskrækket ham, eller måske var det hensynet til datteren Rebecca, der fik Arthur Miller til at tage beslutningen om Daniels bortsendelse.

På institution
Daniel kom i hvert fald på en af tidens værste anstalter, som siden blev dømt for vanrøgt og i 1994 lukket af de amerikanske myndigheder. Her havde han ingen personlige ejendele bortset fra en lille transistorradio. Han delte rum med 20 andre patienter og fik ikke den undervisning, der gør, at børn med Downs syndrom kan fungere relativt godt i samfundet og klare sig selv. En besøgende, der havde sin gang på institutionen dengang, fortæller til Vanity Fair:

»Daniel var ivrig, glad, udadvendt. Jeg husker tydeligt, at han forsøgte at vise glæde, men det var svært, fordi der intet var at vise frem. Han havde faktisk intet. Hans eneste besiddelse var en lille transistorradio med høretelefoner. Af den slags man kan købe for småpenge. Og han var stolt af at have den. Man kunne ikke lade være med at tænke: Er dette Arthur Millers søn?«

Daniels mor, Inge Morath, besøgte sønnen med jævne mellemrum, men Arthur Miller så ham kun undtagelsevist. I begyndelsen af 1980erne, da han var 17 år gammel, kom Daniel væk fra Southbury. Et møde med forældrene var påkrævet, og Arthur Miller og Inge Morath mødte både socialarbejdere og Daniel. Mødet gik godt, og Daniel fik lov til at bo med andre handicappede i en lejlighed. Først nu skulle han lære de daglige ting og at udtrykke sig mundtligt hvilket Southbury ikke havde lært ham.

Men Daniel blev fortrængt fra Arthur Millers virkelighed. Forfatteren, der var ivrig deltager i humanistiske aktiviteter og i en periode formand for den internationale forfatterforening, PEN, lod aldrig Daniel slippe ind i sin verden. En ven af familien siger: »Hvordan kunne Miller, der netop var verdenskendt for at engagere sig i moralske sager og kæmpe for retfærdighed, gøre den slags mod sin egen søn?«

Afvisningsmaskine
Vanity Fairs artikel er dog ikke en moralsk fordømmelse af Arthur Miller, men et forsøg på at forstå, hvordan forfærdelsen over sønnens tilstand fik afgørende indflydelse på Millers liv og forfatterskab. Det lykkedes ham nemlig aldrig at fortrænge Daniel. Arthur Miller havde, da Daniel blev født, vundet verdensberømmelse for sit stykke »En sælgers død«, som han fik Pulitzer-prisen for i 1949. Han havde afsluttet »Heksejagt«, som blev en af hans mest roste stykker. I 1960erne skrev han stykket »Efter syndefaldet«, som var et mere eller mindre åbenlyst stykke om hans forhold til Marilyn Monroe. Stykket fik premiere i 1964, to år efter Marilyn Monroes selvmord. Det fik ikke stor succes og Miller blev kritiseret for at ville profitere på sit forhold til skuespillerinden.

Med andre ord kom Miller ikke siden til at skrive noget, hvis litterære kvalitet var på højde med de gamle mesterværker. Det kan naturligvis skyldes tilfældigheder, men Vanity Fair-journalisten Suzanna Andrews sandsynliggør, at Daniel spillede en betragtelig rolle i historien om Millers litterære vanskeligheder.

I sin selvbiografi beskriver Arthur Miller sin egen fars ensomhed, da han i sin tid blev forladt af sine forældre med ordene:

»Den bundløse ensomhed som ingen med forældre kan forstå«. Og han vender igen og igen i bogen tilbage til den slags familiære afvisninger og skriver et sted: »Mennesket er, hvad mennesket er; naturens afvisningsmaskine«.

Men Miller var jo ikke uden skyld. Til Vanity Fair siger en anden nær ven af familien: »Millers stykker drejede sig ofte om det komplicerede psykologiske spil mellem far og søn, den ødelæggende effekt af skyld og frygt og prisen for selvbedrag men i sit eget liv kunne han være chokerende ufølsom.«

Arven
I hvert fald rejser historien om Miller og hans »uønskede« søn en række komplicerede spørgsmål om forholdet mellem Millers liv og værk. Som Suzanna Andrews skriver i Vanity Fair:

»En forfatter er vant til at have kontrol over sine for­tællinger. Miller fortrængte en central person, som ikke passede ind i det liv, som han ønskede det konstrueret. Uanset om Miller var motiveret af skam, egoisme eller frygt eller sandsynligvis alle tre så var hans manglende evne til at klare sandheden et sort hul i hans livs fortælling. Hvad det kostede ham som forfatter er svært at sige nu, men han nærmede sig aldrig storhed efter Daniels fødsel. Man kan spekulere over, om hans forhold til Daniel var det uskrevne mesterværk, som han rugede over.«

I foråret 2004 begyndte Millers helbred at vakle. Hustruen, Inge Morath, var død i 2002. Miller var da 88 år og levede sammen med en 33-årig kunstner ved navn Agnes Barley. Kort før sin død skrev han et testamente, hvori han efterlod sin formue til datteren Rebecca samt to børn af sit første ægteskab. Men derudover underskrev han en tilføjelse til testamentet, som ikke er offentligt tilgængeligt, og i dette giver han alt, hvad der er tilbage efter skat og andet til sine fire børn: »Dette omfatter også Danny (Daniel, red.), hvis andel ikke er forskellig fra mine andre børns«.

Trods alt lykkedes det Daniel at lære at klare sig, og i dag har han et arbejde og bor sammen med et ældre ægtepar. Rebecca Miller har et godt forhold til Daniel, men har ikke ønsket at deltage i artiklens tilblivelse. I Millers selvbiografi, »Tidens Krumning«, er Daniel ikke nævnt med et ord, men et sted skriver han dog: »Et menneske er defineret ved de udfordringer, som han ikke kan undvige. Og af dem som han har undveget og som er årsag til anger«.

Noget kunne tyde på, at Daniel var denne udfordring, som han undveg.