En smuk drøm

Hun var muse, model og maler. Marie Krøyer kunne selv, men interessen koncentrerer sig om en håndfuld af hendes værker, som nu kan ses på Øregaard Museums udstilling.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Marie Krøyer kom verden i møde med sin skønhed. Men hun kom også til at fange sig selv i den.

På særudstillingen Marie Krøyer Alfvén, som nu kan ses på Øregaard Museum, har man mulighed for at se sporene af hendes og P.S.Krøyers drøm om skønhed og balance.

De fleste kender Marie Krøyer som den hvidklædte skønhed i hendes mand P.S.Krøyers drømmende malerier. Men hun kunne også selv. Særlig ét maleri på udstillingen bekræfter dette, nemlig selvportrættet fra 1889. Det følsomme portræt, hvor den ene ansigtshalvdel ligger i skygge, viser den melankolske og søgende kvindelige kunstner og er bemærkelsesværdigt malet det år, hun som 22-årig giftede sig med den kunstnerisk dominerende Krøyer. Det er som om, hun har lagt en selvbeskyttende hinde over selvportrættet. Men hun var også omgivet af undersøgende og interesserede blikke.

For et par år siden viste det sig, at Marie Krøyer havde skabt flere værker, end man hidtil havde troet. Værkerne blev udstillet i Kunstforeningen på Gl.Strand. Men opfattelsen af Marie Krøyers maleriske udtryksmåde og talent blev der ved den lejlighed ikke ændret nævneværdigt ved. Hun havde talent, men få værker viser dette til fulde. Det gælder selvportrættet, nogle modeltegninger, blomstermalerier og bl.a. det lille lysfyldte maleri Klostergang i Ravello.

Det er ikke alt på udstillingen på Øregaard Museum, der er lige spændende, og ophængningen og præsentationen af hendes møbeldesign er ikke sindsoprivende. Det er en håndfuld værker som ovennævnte påkalder sig interesse. Overfor disse tænker man, at det er synd, at hun ikke fik mulighed for eller tog sig tid til at koncentrere sig mere om billedkunsten.

Tiden var for dekoration og ornamenter i kunsten, arkitekturen og interiørerne, og udstillingen markerer sig da også ved at præsentere andre grene af Marie Krøyers kreativitet end den rent billedkunstneriske. Vi har chancen for at se hendes malerier og tegninger i sammenhæng med hendes møbeldesign. Med til billedet af Marie Krøyer hører, at hovedhuset til hendes og Hugo Alfvéns hjem, Alfvéngården i Dalarna blev til efter hendes tegninger og idéer.

Også det indvendige design med træpaneler, døre og alkover i svensk bondestil, stod Marie for. Med fokus på dette understreger udstillingen udmærket hendes interesse for æstetisk helhed - hjemmets poesi.

Marie Krøyers egne værker er suppleret med værker af P.S.Krøyer, lige som man noterer sig, at det lille dobbeltportræt, hvor Marie og P.S. gensidigt har malet hinanden, er med på udstillingen. Her fremgår det, at hun er mere moderne, mere eksperimenterende i sin malemåde.

Man fornemmer, at P.S.Krøyer ikke blot har iagttaget hendes skønhed og fastholdt den i sine værker. Men, at han også har udviklet sig som kunstner med afsæt i dette motiv.

Krøyers private fotografier går tæt på Maries tiltagende fjerne og deprimerede fremtoning, og dette afspejler sig efterhånden også i hans portræter af hende. At hun har skullet skabe et repræsentativt hjem, være mor og værtinde, har formentlig forstærket hendes perfektionistiske livsindstilling og kunstneriske selvkritik. Drømmen om skønhed kan også virke kvælende.

Katalog med tekster af Lise Svanholm, Iben Overgaard Laursen, Mette Bøgh Jensen og Martin Olin (red.).