En smilende fuckfinger

Citater af Charles Darwin, elektronisk harpemusik, en tidligere klovn og den selvopfundne musikgenre velfærdspunk. Danmark har fået et mærkeligt barn. Mød Harpcore.

»Egentlig ser jeg mig selv som en fuckfinger til alle. Men en meget smilende og kærlig fuckfinger« siger den klassisk uddannede harpenist Sofie Guillois Larsen, der spiller velfærdspunk i bandet Harpcore. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

En tung, græsgrøn jernlåge i jordvolden åbner op til en trappe. Vi går ned under Østerbro og med dukkede nakker til højre ad en gang, hvor hovedbunden er millimeter fra at skrabe mod betonloftet. Med små skridt forbi et opslag på en tavle, der viser, hvordan bunkeren er indrettet.

For enden af gangen endnu en jernlåge og bag den står Sofie Guillois Larsen sammen med et par gode venner. »Den her koster over 300.000 kroner,« fortæller den klassisk uddannede harpenist om den ene af de to harper, der begge troner som smukt svungne statuer – i skarp kontrast til de rå vægge, dunsten af indelukkethed og det veritable rod af instrumenter og ledninger, der er et rock’n’roll band værdigt.

I samme ånd har hun kun sovet tre timer i nat. Et mindre vellykket interview i DR2’s Deadline den foregående aften rumler stadig rundt i kroppen sammen med efterveerne af et par glas rødvin, tankerne omkring salget af sin elskede singlelejlighed som følge af en nyfunden kærlighed – og sommerfuglene i maven på grund af den direkte årsag til vores besøg i dybet: det er dagen for albumdebuten med det i mere end én forstand utraditionelle ensemble Harpcore.

Navnet lyver ikke, for harpen spiller en væsentlig rolle i musikken. Det er ikke det interessante. Det er konteksten, der er bemærkelsesværdig. I Harpcore smelter det store klassiske og svært håndterbare strenge-instrument sammen med electronica, pop, spoken word og house.

»Tchaikovsky møder New Order møder Bjørk møder Air møder Niels Hausgaard,« som primus motor, komponist og forsanger Sofie Guillois Larsen beskriver den legesyge og mangefarvede bastard.

»Du kan også kalde det velfærdspunk,« fortsætter hun og begynder at tale om lusen Harpcore, der har været fanget mellem den klassiske og rytmiske musiks to negle. Og om det oprør, der ligger i ordet punk.

»Egentlig ser jeg mig selv som en fuckfinger til alle. Men en meget smilende og kærlig fuckfinger.«

Som nu den der stritter frem i sangen ’Harpbreaker’, der iklædt P.J. Harvey’ske skrig, lyde fra det ydre rum og løssluppen harpe leger med og kommenterer på popmusikkens klicheer og forudsigelige skabeloner: »I mix you so / ’cause you’re a nut here / I am prying all day / Peace, peace, come and wipe away my teeth.«

Eller ’C. Darwin’, der på en energisk bund af elektroniske beats, med humor, brummen, kælen og stønnen på fransk og engelsk reciterer naturhistorikerens teorier om handyrets trang til at imponere og befrugte hunnerne. Et nummer der næppe ville blive opført til en torsdagskoncert med DR Radiosymfoniorkesteret.

»Jeg har ikke ønsket at være et oprør, men et oprør begynder med, at nogen vil justere noget, og når de så møder lukket land og bliver ignoreret, men fortsætter kampen, bliver det automatisk til et oprør,« fortæller Sofie Guillois Larsen med henvisning til den konformitet og mangel på nytænkning, der ifølge hende er udbredt i den verden, hun selv kommer fra og harpen er født i: den klassiske musiks.

Eksemplificeret ved, at hun for nogle år siden plantede en historie i pressen om klassiske musikeres misbrug af alkohol og betablokkere. I første omgang en happpening for at få en debat om de krav publikum har til klassiske musikeres perfektionisme. I anden række for at lokke folk til Harpcores dengang klassiske koncerter for at se om de optrædendes løsslupne livsstil havde resulteret i, at de »nu også sad med ble på, fordi organerne var røget ud af drift.«

Happeningen, der også indbefattede bandager og patienttøj fra Riget, blev hverken forstået eller accepteret internt i branchen. Et tegn på den manglende nytænkning, mener Sofie Guillois Larsen:

»Det er virkelig en kriseramt branche. Har du nogensinde været til en koncert med nyskrevne værker? Man kan risikere, at der kun kommer komponister, musikere og deres omgangskreds. Der er overhovedet ikke et medlem at den danske befolkning derudover. De (den klassiske verden, red.) forsøger sig med sådan nogle kunstige åndedrætsøvelser og siger at »nu skal vi bare lære af den rytmiske verden og se smarte ud på pladecovers og lave musik til levende billeder, men altså...«.

Hvordan har den klassiske verden så efterfølgende reageret på dig. Oven på dine happenings og nu springet til den rytmiske verden?

»Der bliver ikke talt med en, og man bliver ikke inviteret mere. Det er lukket land. De kan slet ikke se ideen i det.«

Har den elektroniske musiks verden så taget i mod dig med åbne arme?

»Den elektroniske musik har i hvert fald i lang tid været det eneste sted, hvor den klassiske og den rytmiske musik kan mødes – hvor du ikke kan høre forskel på, om det er en, der har gået på konservatoriet i otte år, der spiller, eller om det er en fyr, der har siddet og nørdet ved computeren derhjemme. Og så har jeg fået meget respekt, fordi jeg har fundet lyde, de ikke har fundet... ha ha.«

I sin nuværende form har Harpcore eksisteret siden 2006 som en sekstet med harper, slagtøj, elektronik, vokaler og levende billeder. I udtrykket er der sket alt, siden strengene for første gang fangede Sofie Guillois Larsens fingre.

Fra klassisk harpe til elektrisk, undervisning i at mime, skuespilstimer, optrædener som børneklovn og harpekomiker (!) og et pladeselskab, »der troede at de havde det nye Safri Duo mellem hænderne«, fortæller Sofie Guillois Larsen med henvisning til de to klassisk uddannede percussionister Uffe Savery og Morten Friis, som med stor succes fusionerede deres oprindelige udgangspunkt med mainstreamverdenens dansable beats og popomkvæd.

Sådan er Harpcore ikke, og sådan bliver det heller ikke, forstår man – og hører man på debuten. Den er helt sin egen, skulle du være i tvivl.

Harpcore fejrer udgivelsen af »This Could Be Harpcore« med koncert i aften på Culture Box, Kronprinsessegade 54. Alle er velkommen.