En slange gemmer sig i regnearkene

»Tryllefløjten« er genopsat på Operaen og stadig et af byens bedste tilbud - hvad enten man hører til kenderne eller bare vil have en sjov aften.

Foto: Miklos Szabo. David Danholt som prins Tamino og Morten Lassenius Kramp, der alternerer med Johan Reuter, som Sprecher i Mozarts opera »Tryllefløjten« på Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo
Læs mere
Fold sammen

Af Søren Schauser shx@berlingske.dk

Tryllefløjten« er den dejligste af alle Mozarts operaer.

»Tryllefløjten« er så samtidig den ringeste og mest forvirrede af Mozarts operaer:

Folk misforstår hinanden konstant. Gode mennesker kan afsløre sig som onde typer – og onde som gode. Og ingen kan rigtigt forklare fyrsten Sarastros »syvfoldige solkreds« eller prinsen Taminos prøvelser på sin jagt efter kærligheden.

Det Kongelige Teater har med andre ord givet sig selv en næsten uløselig udfordring: »Tryllefløjten« med alle de kendte melodier kan både være noget værre bras og den opbyggeligste af alle fortællinger – så lad os finde en mening i galskaben.

Udfordringen er løst til UG med kryds og farlig slange. Den var faktisk løst allerede for tre år siden med premieren på schweizeren Marco Arturo Marellis opsætning. Men opsætningen har på alle måder haft virkelig godt af de tre års modning frem mod repremieren i Operaens hellige haller.

Scenografien holder for eksempel. Vi får ikke bare Nattens Dronning i festkjole og de tre damer i fantastiske skrud, vi får også et tilpas djøffet tempel med formler på væggene og millimeterpapir som tapet.

Hvad enten du er kunde på udkig efter en festlig aften eller kender med krav om et ordentlig bud på Mozarts forhold til frimurerne, kan du altså roligt tage af sted.

Klodens operahuse moderniserer gerne gamle operaer og får lige så tit kritik for det. Men hvis de ikke gør, forstår nye generationer ude i mørket kun det halve af løjerne. Den aktuelle opsætning af »Tryllefløjten« sætter sig gennemført elegant mellem stolene og gør alle tilfreds.

Og tag så de syvfoldige stjernestunder rent sangligt! Sine Bundgaard er en Pamina i klodeklasse – gylden i sin stemme, velover-vejet i sin formning af melodierne, rørende i sit herligt underspillede kropssprog.

Nattens dronning i skikkelse af tyrkiske Serenad Burcu Uyar måtte også gerne have haft et par numre mere og har i hvert fald højden til sin rolle.

Og dygtige Palle Knudsen er det rene fund til Papagenos parti: Lige i kernen af fuglefængerens stemmeleje og sjov som komikeren Andreas Bo på en god dag.

Herresiden byder også på David Danholt som en tilpas upåfaldende Tamino og svenske Henning von Schulman som en velspillet Sarastro med et par halvt uhørlige toner i den svære dybde. Plus en udmærket Jens Christian Tvilum som den sceniske spradebasse ved navn Monostatos og et skønt kor uden private initiativer. Tak.

Man kan så diskutere dirigenten Joana Mallwitz’ indsats. Hun holder lige sammen på tropperne. Ikke mindre, ikke mere. At en yderst velanskreven træblæser eller to satte forkert ind lørdag aften, sikkert for første gang siden studietiden, skulle hun måske tage på sin kappe.

Forestillingens største øjeblik? Nok da prins Tamino vil have adgang til det hellige regneark og møder selveste Johan Reuter ved skrivebordet. Adjektiver bliver fattige i kollisionen med Reuters kunst. Sangeren skal ses og høres. Tiden står stille ved lyden af den danske stjernes røst og levendegørelse af embedsværkets autoritet.

Og det sjoveste øjeblik? Nok da... Ej, det skal ikke afsløres her. Men det inkluderer noget bashing af et kært broderfolk mod nord og passer til alle de andre misforståelser.

Stadig en skøn forestilling!

 

»Tryllefløjten«. Opera af W.A. Mozart på Det Kongelige Teater. Repremiere i lørdags.