En slagmark på ti kvadratmeter

I en ny serie følger Berlingske Tidende fortællingens lange vej fra den spæde idés fødsel hos forfatteren til den færdige bog i læserens reol. Vi begynder i skriveværkstedet hos forfatteren Astrid Saalbach, der i over to år kæmpede en indædt kamp med romanen »Fingeren i flammen«.

Astrid Saalbachs skriveværksted på ti kvadratmeter i en baggård i København er barberet ned til et absolut minimum for ikke at distrahere unødigt i arbejdet med at omskabe en spæd idé til et færdigt manuskript. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hele kredsløbet starter med en idé i en forfatters hoved. Ingen idé, intet manuskript at redigere, ingen tekst at trykke, ingen roman at sælge, købe, læse, kassere eller lade sig begejstre af.

Et af de mere idé-stærke forfatterhoveder i Danmark sidder på Astrid Saalbach, der i efteråret udgav romanen »Fingeren i flammen«. En historie om den smukke unge musikkonservatorieelev Claire, der sætter en hel institution og en række menneskers liv på den anden ende, da hun beskylder en lærer for sexchikane. Ideen der udstikker enhver bogs livsbane, blev i dette tilfælde undfanget mellem en stak gamle avisartikler, som Saalbach har for vane at samle på, hver gang et aktuelt emne ikke ville slippe hende.

»Jeg har læst bunker af artikler om sexchikane. Det der fascinerer mig ved emnet er, at det berører nogle typiske tendenser i tiden. Vi har som samfund så meget overskud, at vi forsøger at justere helt ned i finmekanikken i menneskers samspil. Vi fælder gerne dom, når vi mener, nogen går over stregen, men samtidig har vi så svært ved at sige nøjagtig hvad det er, man ikke må. Jeg synes, det siger meget om vores forventninger til livet, at vi prøver at civilisere kønslivet på den måde. Det er et udtryk for manglende selvindsigt. Vi bilder os ind, at vi kan regulere og forbyde sexchikane og mobning og tror, at vi er finere væsener, end vi egentlig er. Det skal ikke forstås som om jeg ikke synes, vi skal forbedre »produktet« hele tiden, men der er alligevel noget naivt over det.«

Samtalen foregår på tredje sal i en baggård til Nørre Søgade i det indre København. Her har forfatteren indvilliget i at åbne døren til hendes ti kvadratmeter store arbejdsværelse, der foruden et stort skrivebord, kontorstol og en lille reol indeholder en seng, der næsten aldrig tages i brug. Værelsets dør bliver altid kun åbnet af hende selv - de andre på etagen, der arbejder lige bag den tynde væg, kommer aldrig brasende ind og forstyrrer Saalbach i arbejdstiden. Her opholder hun sig helt isoleret fem til seks dage om ugen for at få den nødvendige ro til at skrive:

»Jeg forsøger at gøre arbejdsdagene så monotone og hverdagsagtige som muligt. I en rigtig kedelig ramme kan man bedre udfolde sig. Så jeg møder til kontortid, 9-16 mandag til fredag, og har så en dårlig vane med også at skrive om søndagen. Jeg hører til de langsomt arbejdende. Ikke fordi jeg er doven, men jeg er lang tid om at hoste op med noget. Det har taget to år og ca. tre-fire måneder at skrive »Fingeren i flammen««.

Morale følger
Næste led i processen fra ideen til den færdige roman er for Saalbach en kortfattet synopsis, inden hun begynder at skrive på selve fortællingen:

»Først laver jeg en meget grov skitse. Med »Fingeren i flammen« havde jeg det, der svarer til en A-4 side med hovedfigurerne og historien skitseret, men jeg vidste overhovedet ikke, hvordan den skulle ende. Jeg vidste faktisk ikke i et halvt år, om Claire skulle ende med at få det rigtig godt eller rigtig skidt til sidst. Det var først, da jeg rigtig fik fat om moralen, at jeg vidste, hvad der skulle ske.«

Hvad er moralen så?

»Moralen er, at hun måske gifter sig med en mand, der har gjort noget, der er meget værre end den mand hun har anklaget, og hvis liv hun har ødelagt.«

Men før du sætter det sidste punktum, må der være mange tråde i fortællingen der skal bindes sammen, er det ikke svært at holde overblikket over fortællingen i så lang en periode?

»Jeg finder da ofte huller, hvor jeg synes, der mangler noget, som jeg så skriver ind. Eller jeg lægger manuskriptet ud på gulvet, så jeg bedre kan overskue det og flytter rundt på afsnit i fortællingen for at få det til at fungere optimalt. På et tidspunkt med den her roman kunne jeg simpelthen ikke overskue, hvad der skulle ske. Så er det, redaktøren kommer ind i billedet. Man er lidt som en blind, der skal føres rundt i sin egen labyrint. Man skal huske på, at jeg ikke har beskæftiget mig med andet i to år, så for at holde dynamikken, har man nogle gange brug for en saltvandsindsprøjtning.«

Midt på skrivebordet foran os ligger en stak blanke papirer og en kuglepen, mens den bærbare computer står på den ene side af skrivebordet.

»Jeg skriver i hånden, og så overfører jeg dagens høst til computer. Så skriver jeg igennem i hånden oven på computerudskriftet, og så skriver jeg det igen ind på computer - og så begynder processen forfra. Der er noget monotont over det; det kan ligne et langt bønnemøde. Jeg kører det igennem igen og igen med små rettelser. Jeg ved faktisk ikke, hvor mange gange jeg var igennem »Fingeren i flammen«. Til sidst opfattede jeg det som Sisyfos-arbejde og troede aldrig, jeg ville blive færdig. Det var også tæt på denne gang: Jeg var først færdig tre uger før udgivelsen. Til det sidste sad jeg og rettede som en vanvittig i korrekturen, indtil min redaktør til sidst sagde stop,« fortæller Astrid Saalbach.

Befriende tidspres
Romanen var annonceret som månedens bog i »Alt for damerne« uden mulighed for at udskyde deadline. Det medførte i den sidste fase et stort pres som til gengæld ifølge forfatteren selv var nødvendigt for overhovedet at blive færdig:

»Hvis jeg ikke var blevet presset, så havde jeg siddet med den bog stadigvæk, og den var ikke blevet bedre. Til sidst bliver det en besættelse. Til gengæld er jeg grænseløst taknemmelig, når jeg giver manuskriptet fra mig. Og tillidsprøven mellem forlag og forfatteren er, at de nok skal sige til, hvis der er noget, der er galt.«

Men hvorfor har du så svært ved at slippe bogen?

»Det er trangen til at lave det helt store, endelige værk. Man får faktisk storhedsvanvid til sidst. Det er en blanding af, at man synes, at siderne kun er fyldt med tilfældigt løse bogstaver uden mening, som så veksler med en følelse af, at man kun behøver én gennemskrivning til, så er det værket over alle værker. Det er en meget opslidende tilstand, men samtidig er det vigtigt med de lange seje træk, hvor det hele er surt og lige ved at bryde helt sammen, inden det så løfter sig. Det er faktisk en fuldstændig logisk proces, som jeg er fortrolig med. Jeg udmatter mig selv så meget, at mit enorme panser af kontrol og beredskab forsvinder, og så kommer der noget op helt frivilligt... men jeg er helt nede på ti linjer på seks timer på de rigtig dårlige dage.«

En anden vigtig fast rutine for forfatteren er omvejen på cykel fra hjemmet på Østerbro til arbejdsværelset ved Søerne. Hun runder Christmas Møllers Plads på Amager før vejen forbi Rådhuspladsen fører hende til målet: kontorstolen, som hun meget nødigt rejser sig fra i løbet af arbejdsdagen:

»Cykelturen giver mig fornemmelsen af at være en del af livet, og samtidig giver den ekstra køretur styrken til at kunne holde ud at sidde stille så længe. Skriveprocessen handler i høj grad om, at jeg bider mig fast - det bliver en styrkeprøve mellem mig og bogen,« siger Astrid Saalbach.

Det må kræve en kraftig selvdisciplin?

»Ja, eller en kraftig neurose,« siger hun og griner.

»Det at skrive er alvor for mig, mit liv står og falder med, om der kommer noget ud. Det kan måske lyde frygtelig selvpinerisk, men jeg føler mig samtidig ekstremt privilegeret, at jeg får lov til at sidde i det her rum og gøre det, jeg i mit stædige indre har fundet ud af, at jeg allerhelst vil beskæftige mig med.«