En skinger tone

Bogbjerget Hen under jul sneg en skinger tone sig ind i den ellers ret stilfærdige debat om danske forfattere, der i disse år tilsyneladende hverken har lyst til at ytre sig om eller skrive på grundlag af vor tids største politiske og kulturelle udfordring - islamismen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Anledningen var, at vi her i Magasin i december har forsøgt at nærme os problematikken i to større artikler og et interview (15/12, 22/12 og 29/12), bl.a. ved at fortælle om toneangivende europæiske forfattere, der i kølvandet af Muhammed-krisen i 2006 har taget bladet for munden.

F.eks. den franske filosof Bernard Henri-Levý, der forrige lørdag her på siderne gentog sin opfordring fra det manifest, han i 2006 skrev sammen med bl.a. Salman Rushdie og Ayaan Hirsi Ali, En opfordring, der handler om at sige klart fra overfor »ekstremistisk islamisme« i stedet for i tolerancens navn at forholde sig tavs og passiv.

Næppe var der sat punktum for den indledende artikel, før Politikens opinions- og kritikredaktør, Anita Bay Bundegaard, 22/12 under den skingre overskrift »Forfatterne bliver gjort til gidsler i højrefløjens islamforskrækkelse« forsøgte at latterliggøre Berlingske Tidendes undren over berøringsangsten blandt danske forfattere.

Bay Bundegaard påstod, at vi her i spalterne forsøger »at kaste skam over danske forfattere, som ikke tager et opgør med islamismen«.

Mage til »højrefløjsforskrækket« vrøvl skal man lede længe efter. Ingen med bare en lille smule indsigt i kunstens og kunstneres væsen kan selvfølgelig mene, at det er en dansk forfatters pligt at stå til rådighed døgnet rundt med nye meninger og friske tilkendegivelser om f.eks. islamisme. Heller ikke Berlingske Tidende.

Til gengæld synes vi, det er vigtigt, at danske forfattere er med til at skabe rum for de nødvendige samtaler om såvel danskhed som islamisme.

Vi savner den form for intellektuel samtale, som Lasse Ellegaard i sin nye bog »Med Gud i hælene« kalder for »et vigtigt princip i det mellemøstlige verdensbillede«.

Hans bog er i sig selv én stor samtale, der foregår både i og udenfor forfatteren, og afspejler at »den nødvendige samtale mellem islamister og os« ikke leder til noget afgørende gennembrud, når samtalen konstant føres på fordomme om øst og vest, højre og venstre, dem og os. Der må og skal nye og andre ord til. Og samtaler.

Af samme grund forstår man heller ikke Anita Bay Bundegaards forargelse over, at Berlingske Tidende undrer sig over at førende forfattere i dagens Danmark bruger så mange ord på hjemstavnsromaner og fortidsskildringer, og helst ikke forholder sig til den udfordrende multikulturelle virkelighed, vi lever i.

Svært at forstå er det også, at Carsten Jensen og Hanne Vibeke-Holst absolut ikke ønskede at deltage i den debat om danske forfatteres tilsyneladende ulyst til at debattere islamisme, som vi rejste her i Magasin 22/12. Hvorfor var det nu så frygtelig farligt at kommentere?

Derfor var det endnu en gang romanforfatteren og dramatikeren Stig Dalager, der måtte bryde sine kollegaers larmende tavshed og forsøge at forklare parnassets uvilje til at debattere islamisme. Noget Dalager tydeligvis har det sværere og sværere med:

»Man kan da have lov til at savne nogle flere tilkendegivelser fra andre forfattere. Jeg savner generelt at flere deltager i en levende offentlig debat, ikke kun om asylansøgere, men også når det gælder udfordringen fra islamismen. Man kan især fra venstrefløjen savne nogen der tør stå frem og deltage i debatten, i stedet for bare at krybe i skjul. Når man står overfor en totalitær størrelse, burde der kunne etableres en fælles holdning, uanset politisk tilhørsforhold.«

Er det ikke på tide at få sat ord på den angst, der tilsyneladende hersker blandt flertallet af danske forfattere for at debattere islam og islamisme? Som Bernard-Henri Levý sagde her i avisen for en uge siden:

»At kritisere en tro er ikke at være racist.«