En skibbruden redder sig i land

Katrine Marie Guldager har skrevet en bog om sine ni år i psykoanalyse. Den er samtidig et opgør med 70ernes børneopdragelse, formløshed og afvisning af autoritet. »Mange blev jo slet ikke opdraget og lærte slet ikke noget. Mange voksne var simpelt hen for selvoptagede,« siger forfatteren.

"lysgrænsen" er også en ramsaltet kritik af 68-generationen. "70erne spillede russisk roulette med nogle af de ting, der trods alt holder et samfund sammen: historie for eksempel" siger Katrine Marie Guldager.<br>Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

I det kolde januar sidste år kørte Katrine Marie Guldager i bil gennem det fine københavnske Østerbro sammen med en af sine forfattervenner.

»Jeg pegede på en bygning og fortalte, at deroppe havde jeg gået til psykoanalyse i ni år. Dét, syntes han, var mærkeligt. Han begyndte at spørge, hvorfor jeg havde gjort det, om det skyldtes min fars død og meget andet. Jeg svarede, og så gik det op for mig, at dét, som jeg i årevis kun havde fortalt ganske få, nu var et afsluttet kapitel i mit liv og godt kunne fortælles,« siger Katrine Marie Guldager.

Umiddelbart efter bilturen satte hun sig til tasterne for at skrive en bog om sit liv og sin psykoanalyse, og kun tre måneder senere lå manuskriptet i store træk færdigt.

Den 31. januar udkommer bogen, som har fået titlen »Lysgrænsen«. Den handler om hendes ni år i psykoanalyse. Om hvordan hun fire gange hver eneste uge - kun minus sommer- og juleferier - i 45 minutter lagde sig på briksen foran sin kvindelige psykoanalytiker og lettede sit hjerte.

Men bogen er meget mere end det. Den er også en letløbende beskrivelse af hendes liv med en opvækst i et typisk hippiemiljø med skilsmisser, langhårede lilleskoler og engagement på venstrefløjen, ligesom den er en kærlighedserklæring til Afrika og ikke mindst en karsk kritik af 70ernes og 80ernes børneopdragelse og historieløshed.

En befrielse

»Det har været en stor befrielse at skrive bogen. Det er anstrengende at leve med så mange hemmeligheder, som jeg gjorde, både da jeg var i analyse og senere. Man skulle hele tiden holde rede på, hvem man havde fortalt hvad og ikke tale over sig,« siger Katrine Marie Guldager.

Der er noget både sødt og intellektuelt skarpt ved hende, som indgyder respekt. Hun er humoristisk og imødekommende, men hun er samtidig en person, der udstråler integritet. Selv om hendes bog handler om hendes liv og er tilegnet hendes forældre »Per og Susanne Guldager«, så værner hun om det private. Bogen overskrider aldrig grænsen til privatsfæren, så det bliver ubehageligt og klæbrigt.

Katrine Marie Guldager voksede op i en familie, der er tidstypisk for den del af den danske middelkasse, der aktivt deltog i 70ernes ungdomsoprør. Familien boede i en periode i Afrika, hvor forældrene var udsendt for DANIDA. Hjemme igen i Hillerød voksede hun op i et kollektiv. Hun gik i lilleskole og deltog i politisk arbejde i DKU på den yderste venstrefløj. Bl.a. besøgte hun guerilla-bevægelsen i El Salvador og var udsendt som medlem af en kaffeplukker-brigade i Nicaragua. Hendes forældre praktiserede fri kærlighed og blev skilt, og hun boede i en periode alene sammen med sin far.

Skelsættende

To sindsoprivende begivenheder i 1988 blev skelsættende for Katrine Marie Guldagers liv. Inden for et par uger døde først hendes nære veninde Anne, der blev dræbt under et røveri i Nicaragua, og få dage senere blev hendes far dræbt ved den store togulykke i Sorø.

»Min venindes og min fars død inden for ganske kort tid var helt klart medvirkende til, at jeg valgte at gå i psykoanalyse. Men helt grundlæggende gør man det, fordi ens psyke ikke er stærk nok. Årsagen er ikke en enkelt begivenhed: Et dødsfald, en ulykkelig kærlighed eller en begivenhed i barndommen. Det er en hel masse ting, som gør, at man ikke er stærk nok til at leve på en tilfredsstillende måde,« siger Katrine Marie Guldager.

Det var perioder med stor usikkerhed over for næsten alt, der gjorde, at hun valgte psykoanalysen. Hun var angst for at opholde sig i store forsamlinger, angst for nære relationer, bange for at miste et familiemedlem, bange for at skrive, og hun led frygteligt af skyldfølelse over alt muligt.

»Når man har det sådan, er man - i stedet for at have tillid til verden - hele tiden bange for, at tingene går galt. Man kan ikke slappe af og tro på, at det nok skal gå. Psykoanalysen reducerer angsten ved at sætte ord på angstforestillingerne. Så snart man taler om dem, så skrumper de,« siger Katrine Marie Guldager.

I bogen beskriver hun alle besværlighederne med at være i analyse - nogle gange hadede hun det, andre gange oplevede hun fremskridt. Det er ikke, skriver hun, noget man skal gå i gang med, »hvis man bare er lidt utilfreds og ikke ved, om farven på ens kjole skal være blå eller rød.« Det kræver en næsten militær disciplin at gennemføre, for hvis man ikke møder op hver gang, så er det spildt arbejde. Vejen til the end of the road er lang og tung, men til gengæld besværet værd - sådan har det i hvert fald været i hendes tilfælde.

»Jeg tror nok, at jeg i dag er den samme, som jeg var før analysen. Men jeg har fået mere mod til at være mig selv. Man får sit fundament børstet af, så man føler, at man står på lidt mere sikker grund. Jeg har lært nogle redskaber at kende, som jeg bruger til at finde frem til min egen sandhed. Det kan f.eks. handle om, hvorfor jeg bliver bange for et eller andet, eller hvorfor jeg hidser mig op over noget. Når jeg så finder ud af dét, så generer det mig ikke mere,« siger Katrine Marie Guldager.

På rejse gennem livet

Bogen er ikke kun en rejse gennem analysens mange faser, som med hendes egne ord resulterede i, at hun som »en skibbruden« redder sig op på en planke. Den er også en beskrivelse af hendes liv på venstrefløjen, kærester og turen rundt på den københavnske dødsrute. Alt sammen tilsat litterære referencer, særligt »Dantes Guddommelige Komedie« med dens beskrivelse af den menneskelige natur og de syv dødssynder: liderlighed, frådseri, gerrighed, dovenskab, vrede, misundelse og hovmod. Bogen er også en kærlighedserklæring til Afrika. Et afsnit om hendes rejse tilbage til den by i Zambia, hvor hun i nogle år gik i skole, er med sine beskrivelser af de afrikanske lyde og lugte og kontinentets langsomme puls rent ud sagt betagende.

»Afrika åbner nogle bevidsthedslag i mig. Måske fordi det er så forskelligt fra vores egen verden. Det er så kontrapunktisk i forhold til den vestlige selvforståelse. Dernede har man ikke kontrol over noget. Man må tage til takke med, hvad Afrika har besluttet, der skal ske. Vi har det selvfølgelig materielt meget bedre, men vores liv handler så meget om magt og kontrol. Det med at sidde og vente i tre dage, fordi en bus er brudt sammen, kan en europæer kun klare, hvis der er musik, TV, mobiltelefoner eller andre distraktioner. Noget af det værste, man kan udsætte en europæer for, er at sidde alene og se på en solnedgang. Det er til gengæld noget en afrikaner kan.«

Hård kritik

»Lysgrænsen« er også en ramsaltet kritik af de revolutionære tendenser i 68-generationen.

»70erne spillede russisk roulette med nogle af de ting, der trods alt holder et samfund sammen: Vores historie for eksempel. Desuden forekommer det mig, at hadet mod ethvert hierarki og enhver elite på længere sigt har åbnet for nogle populistiske kræfter, som vi godt kunne have undværet,« skriver hippiebarnet Katrine Marie Guldager, som i bogen går til emnet med en heftighed, som viser, at her virkelig er noget, der ligger hende på sinde.

»Det værste ved 70erne var, at familierne gik i opløsning. Det, at man voksede op i en familie, hvor både ens far og mor var utro, og hvor selve det at være en familie var lidt fy-agtigt, var slemt. Børnene fik ikke den plads, de skulle have til at være børn. Der var byttet rundt på så mange værdier. »Jamen børnene ved jo alt selv, og de kan jo bedst selv finde ud af, hvornår de skal gå i seng,« lød det fra de voksne. Børnene blev inddraget i de voksnes verden på en ubehagelig måde, hvor de skulle kunne regne alting ud selv. Man ville slet ikke opstille nogen regler og rammer,« siger Katrine Marie Guldager, som i bogen skriver, at børnene kom til at leve i et »struktur- og autoritetsløst helvede«.

Hun kritiserer også 70ernes formløshed, hvor man var imod sociale regler. Det var ødelæggende både kunstnerisk, privat og socialt, mener hun.

»Man må have nogle former, som sikrer sammenhæng i tingene, så det ikke er den enkeltes humør og følelser, der styrer. Det er meget almindeligt i familier, at der er nogen, som ikke kan lide hinanden, og nogen som ikke kan sidde ved siden af hinanden. Noget af det, der kan gøre, at sådan en familie trods alt holder sammen, er former. At man ses hvert år til jul, og at man gør det på en bestemt måde. Hvis man ikke har en ramme, går familien i opløsning,« siger Katrine Marie Guldager.

I hendes barndomshjem i kollektivet var det, siger hun, fy at læse bibelen og litterære klassikere - Dostojevskij var dog acceptabel. Selv om hun kalder det for naturligt, at en revolutionær tid forkaster historien, fordi man ønsker at starte forfra, så er hun yderst kritisk over for 70ernes historieløshed.

»Det farlige ved historieløsheden er, at man begår de samme fejl, som dem, der levede før en selv. Når verden har eksisteret i tusinder af år, er det utrolig arrogant, at der kommer en generation og siger, at det, der var før dem, er lige meget. Det grænser til det megalomane og er farligt,« siger Katrine Marie Guldager.

Hun kritiserer stærkt, 70erne og 80ernes nedbrydning af hierarkier. Lærere er nødt til at påtage sig en lærerautoritet, hvis eleverne skal lære noget. Forfattere må påtage sig at være forfatterautoriteter, hvis de skal give læserne noget, siger hun. Men nedbrydningen af hierarkier åbnede også for en farlig populisme - en tendens, som hun med henvisning til statsminister Anders Fogh Rasmussens afstandtagen fra »smagsdommere« også ser i dagens samfund.

»Der er et farligt had mod eliten og eksperterne. Det er, som om man siger, at vi alle kan drive politik, at alle ved lige meget, og at man ikke behøver at kvalificere sit synspunkt. At alle er lige gode, og at ingen ved mere end andre. Men hvis man nivellerer alt ud, sååbner man for populistiske kræfter. Eksperterne er ikke Gud, men der er altså nogle ting, de er gode til, og det skal vi lytte til. Det er ikke nok at føle noget. Man skal kunne kvalificere sine synspunkter. Journalisterne spørger tit ministre, hvad de føler, men hvad rager det egentlig os?«

Selv om det er flere år siden, at hun afsluttede sin psykoanalyse, føler hun, at hun med »Lysgrænsen« har lukket et kapitel i sit liv og taget hul på et nyt. Som hun skriver i bogens sidste afsnit:

»Uanset hvor gådefuld analysen må forekomme mig i dag, så er der ingen tvivl om, at den har virket. Jeg er ikke længere bange for at skrive, jeg er ikke længere bange for, hvad jeg mon rummer. I hvert fald kun i tålelig grad.«