En Seebach-sangs anatomi

Rasmus Seebachs sange går rent ind hos rigtige mange danskere. Men hvad er hemmeligheden bag succesen? Vi har bedt en række kloge hoveder dissekere popstjernens seneste hit »Uanset«.

Rasmus Seebach er et hit. Det skyldes både tekster, musik og personen Seebach. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Der er mange ting, der skal spille, hvis man skal have succes som popsanger. Og særligt hvis man skal holde sige på toppen gennem mange år. Rasmus Seebach har for længst opnået det første og er godt på vej til også at kunne sætte kryds ved det andet.

Siden han solodebuterede i 2009 har han været landets uden sammenligning mest populære mandlige popsanger. Og at dømme ud fra modtagelsen af »Uanset«, singleforløberen til hans fjerde album, »Verden Ka’ Vente«, der udkommer i dag, kommer han ikke til at melde sig på bistandskontoret lige foreløbig.

Men hvad er det egentlig han kan? Det kan synes så åbenlyst, at det ikke engang er værd at spekulere over: Han skriver simple og iørefaldende popsange, som alle kan være med på. Men er det virkelig hele nøglen til hans succes? Det kan ikke være så simpelt. Jeg vil gå mere videnskabeligt til værks.

Jeg starter med at ringe til Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl for at finde ud af, om Seebachs tekstunivers på »Uanset« rummer nogle skjulte litterære kvaliteter.

»For mig at se tilhører »Uanset« en særlig dansk genre, som jeg vil kalde bondeanger-sangen,« forklarer Bukdahl.

»Genrens to hovedværker er vel Gasolin’s »Kvinde Min« og Thomas Helmigs »Det Er Mig Der Står Herude Og Banker På«. Det er sange, hvor sangeren forsøger at overbevise sin kæreste om, at hun ikke skal gå så meget op i de rygter, hun hører om ham. For der er altså kun hende.«

»Af de tre sange er Rasmus Seebachs nok den, der smooth talker mest i forhold til overhovedet at indrømme at have gjort noget som helst. Hele sangen er jo ét langt tale-nussende forsøg på at få hende gjort umistænksom.«

Gentagelser skaber genkendelse

Så vi kommer i virkeligheden ikke særlig tæt på her?

»Nej, vi kommer slet ingen steder hen. »Om jeg er med dig eller ude med drengene, det er kun os to,« synger han. Det er hele tiden sådan noget underlig dobbeltsnak, hvor han casanova-mumler sig igennem teksten uden rigtig at indrømme noget.«

Udover et par enkelte fikse sammentrækninger og rim i første vers, er Bukdahl ikke er synderligt imponeret over det litterære niveau. Alligevel kan han godt få øje på sangens appel.

»Selvom det ikke er så kunstnerisk forløst, så rammer teksten måske meget præcist noget af det, der ville komme ud af munden på de fleste af os, hvis vi skulle dæmpe en måske berettiget jalousi hos en partner. Det har da en bred appel, tænker jeg. Ligesom de to andre sange. Det er bondeangeren forklædt som aggressiv kærlighedsbesyngelse. Der er noget alment i det. Man får lidt dårlig smag over det performative i det, men jeg kan godt forstå appellen.«

Så langt så godt. Vi nærmer os noget her, men jeg føler stadig ikke, at vi helt har fået indkapslet Seebachs brede appel. Og teksten står jo som bekendt ikke alene. Hvad med musikken? Er der noget i den måde Seebach sammensætter sine akkorder, harmonier og melodier på, som har et særligt hjernemasserende potentiale?

Jeg beslutter mig for at sætte Peter Vuust på sagen. Han er musiker, hjerneforsker og professor ved Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet og ved en masse om både musikteori og musikkens indvirkning på hjernen.

»Det er jo et rigtig popnummer!« udbryder han som det første.

»Det har en helt klassisk popform med et a-, b- og c-stykke, hvor fokus selvfølgelig er på omkvædet, der gentages en masse gange til sidst. Og så består sangen faktisk kun af to meget korte akkordsekvenser. Resten er bare gentagelser – og det er typisk for popmusik – for gentagelser skaber genkendelse, og det gør det umiddelbart mere appellerende for os.«

Personen Seebach

Selvom der på overfladen måske ikke er så mange udfordrende ting i nummeret, så er der alligevel lagt nok små overraskelser ind til, at vores forventninger bliver brudt, forklarer han. I hvert fald på et ubevidst plan.

»Når det forventede mønster bliver brudt, så studser hjernen over det. Først er den måske skeptisk, men så indser den, at det måske faktisk var ret lækkert. Og så frigives der signalstoffer som dopamin i hjernen. Det sker f.eks. når man efter c-stykket tror, at der vil komme et omkvæd med fuld knald på, og han så i stedet holder tilbage. Eller når han i et c-stykke genbruger akkorderne fra verset men lægger en ny melodi på.«

De her brud er ikke specifikke for Seebach, understreger Peter Vuust. Men det er noget, han er god til at lægge ind i sin sangskrivning. Og det er med til at få den til at virke så appellerende på et biologisk plan.

Men en popstjerne er jo ikke kun sanger. Til den samlede pakke knytter der sig også en historie og nogle værdier. Og de ting spiller i høj grad også en rolle i tilfældet Rasmus Seebach, fortæller journalist og forfatter Danni Travn, der underviser musikere i historiefortælling.

»Jeg synes, at Seebach lykkes med at formidle en persona, som man dybest set gerne vil hænge ud med. Og det tror jeg gælder ret bredt. Selvom man ikke er interesseret i hans musik, så er han god til – med et godt gammelt dansk udtryk – at gå ind i folk med træsko på. Og det kan danskere godt lide.«

»Vi ser os selv som de her Klods Hans-figurer, som er joviale og som overvinder noget modstand på en sympatisk og ikke-krigerisk måde. Det er en stor del af den danske selvforståelse. Og den rammer Rasmus Seebach klokkerent,« siger Danni Travn.

Hvor vigtig er vores opfattelse af personen Seebach for vores nydelse af hans musik?

»Den spiller en afgørende rolle, fordi man har en klar opfattelse af, at han mener det, han siger, og har levet de historier, han fortæller. Hvis han agerede mere distanceret, ville det miste noget autenticitet. Følelsen af, at man godt kan lide ham gør også, at man gerne vil lytte til hans historier. På den måde er han rigtig god til at bygge en bro mellem sin person og sin musik.«