En sabotør krydser sit spor

Det var i Istedgades Stjerne Radio, at modstandsgruppen Holger Danske blev dannet. Fredag besøgte frihedskæmperen Jørgen Kieler for første gang den genopståede radiobutik.

Frihedskæmperen Jørgen Kieler, nu 96 år. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Istedgade 31 i København genopstod Stjerne Radio sidste år. Lokaliteten er blevet til en slags besættelseshistorisk udstillingslokale og er en tro gengivelse af den berømte forretning, hvor frihedskæmpere holdt til på selvsamme adresse. Det var her, at modstandsgruppen Holger Danskes første gruppe blev dannet, og hvor modstandsmanden Josef »Tom« Sønder­gaard og hans venner planlagde de første aktioner.

Frihedskæmperen Jørgen Kieler, nu 96 år, var for dårlig til at deltage i åbningen 29. august, men han har fået det bedre og mødte fredag op for at se nærmere på Stjerne Radio. Kieler var tidligt med i Holger Danske og deltog i flere store sabotageaktioner. Han blev taget af nazisterne, skudt gennem halsen, dødsdømt, men sendt i KZ-lejr.

Jørgen Kieler kom hjem afkræftet, men skabte sig en karriere som kræftforsker og blev formand for Frihedsfondet. Folkene bag Stjerne Radio overrakte i går Jørgen Kieler et fotografi fra krigens tid, hvor facaden tydeligvis ligner den nuværende. I sin takketale talte Jørgen Kieler om frihedskæmpere fra den tidlige fase, som han havde kendt, og om betydningen af Stjerne Radio-folkene:

»Jeg er dybt rørt over, at facaden er bevaret som et minde over disse menneskers indsats,« sagde Kieler.

Provokationer på stribe

Starten i 1942 i Stjerne Radio var forsigtig. Man provokerede ved at spille den britiske »It’s A Long Way To Tipperary«, når tyske soldater var i Istedgade, og man fremstillede det illegale blad Den Frie Danske. Flere af de modstandsfolk, der var med til at stifte Holger Danske I, havde kontaktsted i forretningen.

Værnemagten havde flere gange anmodet politiet om at gribe ind, fordi man via kraftige højttalere gengav BBCs danske radioudsendelser. Snart kom man i gang med større sabotageaktioner, og det var i Stjerne Radio, at man planlagde den opsigtsvækkende aktion mod den tyske kaserne i Forum på Frederiksberg i august 1943. Få dage senere brød samarbejdspolitikken sammen, og tyskerne indførte undtagelsestilstand i Danmark.

Hovedmanden bag Stjerne Radio, Josef »Tom« Søndergaard, åbnede i 1941 radioforretningen i Istedgade sammen med Carl Munck. Her fik Josef Søndergaard samarbejde med modstandsfolk som Bent Faur­schou Hviid, kendt som »Flammen«, Jørgen Haagen Schmith, kendt som »Citronen«, og flere andre. Det var Søndergaard, der var leder af den første Holger Danske-gruppe.

Under aktionen mod Forum blev Søndergaard svært såret og flygtede til Sverige. Søndergaard døde i 1946 kun 39 år gammel og er begravet på Vestre Kirkegaard.

Jørgen Kieler var sammen med sine søskende tidligt aktiv i det illegale arbejde. De fremstillede illegale aviser og hjalp flygtende jøder. Kieler kom i oktober 1943 ind i aktiv modstandskamp, da han var medstifter af sabotagegruppen Holger Danske II sammen med den noget ældre Svend Otto Nielsen – med dæknavnet »John – som leder. Der er nu skiftende udstillinger i Stjerne Radio, der viser flere sider af modstandsbevægelsens arbejde.