»En rodebutik uden betydning«

Kulturministeren har indbudt befolkningen til at komme med forslag til en ny Danmarks­kanon, der skal udpege de kulturelle og kunstneriske elementer, der har haft størst betydning. Forfatter og journalist Adam Holm er bekymret for, at det let kan få en for national og patetisk tilgang.

Adam Holm mener, at fokuseringen på det opbyggelige og positive gør, at vi glemmer, hvad Danmark også har stået for – f.eks kolonierne i Afrika og det ukritiske samarbejde med USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad synes du om kulturminister Bertel Haarders (V) Danmarkskanon?

»Jeg er ikke nogen varm tilhænger af en national kanon. Ikke fordi jeg har noget imod, at man finder ud af, hvilke nationale værdier vi bygger landet på, men jeg har svært ved at se, hvordan dette projekt, hvor alle kan byde ind, kan betyde noget positivt. Jeg tror, at det i stedet bliver en stor rodebutik uden betydning.«

Har du selv budt ind med nogen værdier?

»Nej, men jeg kunne da byde ind med en række universelle værdier. Frihedsværdier, demokrati og parlamentarisme, men det er jo ikke specielt danske værdier. Som samfundsborger kan jeg godt forstå bekymringen over truslen, som vi står over for i skikkelse af åndsformørkede personer, der ikke vil os og Danmark det bedste. De er tilhængere af en totalitær ideologi, og det skal selvfølgelig imødegås juridisk, efterretningsmæssigt og kulturelt, så jeg har intet imod en national oprustning. Det er helt fint, men jeg synes, det giver en indsnævring, at man gør det til et nationalt projekt, netop fordi de basale værdier jo er universelle.«

Forenklet og rørstrømsk

Er der noget galt i, at vi puster os lidt op ligesom svenskerne, der kalder sig en humanistisk supermagt?

»Det afhænger af, hvordan vi tolker det. Når den forrige svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, betegnede Sverige som en humanitær stormagt, så handlede det om en særlig svensk forståelse af landets rolle i verden. Haarders nationale kanonprojekt handler ikke om nogen international rolle, men mere om vores indre værdier. Den svenske virkelighedsopfattelse bygger på en særlig svensk historie, og den kan vi grine ad, fordi den er langt ude, mens Haarders mål er at styrke vores værdier. Det finder jeg sympatisk, men jeg er bekymret for, at det let kan få en for national og patetisk tilgang. Jeg er bange for, at historien og dens tilblivelse bliver forenklet og rørstrømsk.«

Hvad mener du?

»Jo, vi kan ikke se bort fra, at vi er blevet et multietnisk samfund med en masse importerede værdier og forestillinger. Danmarkskanonen, synes jeg, ser mere bagud mod en tidligere national tilstand og ikke fremad hen imod en mere kompliceret og sammensat virkelighed.«

Er du også kritisk, fordi det bliver for positivt og ikke er en realistisk liste over både positive og negative sider af den danske nation?

»Jeg forstår godt motivet bag at styrke de positive værdier og dermed sammenholdet og tale den nationale kultur op. Fint nok, men fokuseringen på det opbyggelige og positive gør, at vi glemmer alt det, som Danmark også har stået for, og som også er en del af vores identitet nu. Hvad med kolonierne i Afrika og slavehandlen? Hvad med samarbejdet med nazisterne? Hvad med den elendige behandling af grønlænderne? Hvad med det ukritiske samarbejde med USA, hvor vi uden betænkning gik ind i Irak? Man kan pege på mange mørke sider af dansk historie og identitet.«

Rødgrød med fløde og folkedanserdragter

Så du er bange for, at det bliver national­romantik, som i de gode gamle dage før 1968?

»Ja, jeg er bange for, at det bliver rødgrød med fløde, folkedanserdragter, flæskesvær og så en hel masse snak om ytringsfrihed og tolerance, som vi jo ikke står ved, når det så gælder. Alene historien omkring Muhammedkrisen var jo ikke blot fortællingen om at stå sammen om frihedsværdierne, men tværtimod temmelig meget andet, for store dele af samfundet og medierne svigtede, da det gjaldt, og endnu værre: Det svigter den dag i dag, fordi selvcensuren og frygten allerede har indskrænket ytringsfriheden. Den side af historien vil ikke komme med i Bertel Haarders Danmarkskanon.«

Kan den være direkte skadelig?

»National selvgratulering er vi ikke tjent med, særlig ikke, fordi integrationsproblemerne hober sig op, og jeg er bange for, at mange immigranter og flygtninge ikke vil godtage et ensidigt og fortegnet nationalt selvportræt. Det vil blot skabe afstandstagen til den selvglæde, der også oser ud af projektet, og jeg tror ikke et øjeblik, at det vil være et effektivt våben mod jihadister og islamister. Vor nationale historie er ikke blot en hyggehistorie om det godes kamp og sejren over det onde og heller ikke om, at dette land hviler på ædle og gode værdier. At fortælle dem hele historien, vil da være meget mere ærligt og overbevisende og vise hele sandheden frem – også over for nye tilkomne.«