En rastløs digters sidste håb om fred

I vore dage er HOLGER DRACHMANN mest kendt for »Midsommervisen«. Engang var han Nordens laurbærkransede digterkoryfæ. Til trods for sit fredfyldte navn blev sommeridyllen Villa Pax på Skagen alt andet end et sidste hvilested for den aldrende skjald, der var på evig kollisionskurs

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad har han dog gjort, Holger Drachmann? Tanken kan ikke undgå at strejfe den besøgende, der bevæger sig hele vejen til spidsen af Danmark. Til det overbelagte Skagen, hvor turisterne i sommermånederne trækker i stimer op mellem de gulmalede fiskerhuse. Hvor brølene fra en evig strøm af biler og motorcykler for længst har overdøvet havet. Og hvor de ellers så yppigt blomstrende hybenrosers engang så rødmende duft er forsvundet i en dunst af udstødning og friture.

Det var digteren Drachmann, der i år døde for nøjagtig 100 år siden, som i 1872 fik øje på Skagen. Den rastløst omflakkende digter, som netop var ved at slå igennem som Nordens glødende, lyrisk-romantiske forfatterbegavelse, var stærkt betaget af stedets rustikke kvaliteter:

»På Skagen – denne vort fødelands ørken – findes ingen skove, ingen marker, ingen enge. Her findes knap i flere miles omkreds et hus, der kunne tyde hen på menneskelig virksomhed og lønnen for menneskelig stræben. Her er sand, atter sand, intet uden sand. Og så er her himlen med de store drivende skyer og endelig havet, Kattegats blinkende bråd på den ene side og Vesterhavets fjerne brøl på den anden side, tværs over de fygende sandmiler,« skrev han i »Sømandshistorier« i 1896.

Fred
Drachmann vendte tilbage mange gange gennem årene, og i hans kølvand fulgte hele den kunstnerkoloni, der siden har medvirket stærkt til at gøre Skagen til ferieidyl for masserne. Helt frem til denne julidag 2008, hvor kun en brøkdel af feriegæsterne dog finder vej til »Drachmanns Hus« – boligen, som forfatteren købte af en lokal bagermester i 1902, og som stadig står fuldt møbleret. Dengang lå huset i udkanten af byen ved Plantagen. Nu er det klemt inde mellem tæt bebyggelse og tung ferietrafik. Men når først man er trådt ind på den anden side af de rødmalede havelåger, som lokker videre ind i den tilvoksede have, sænker freden sig. Syrener og egetræer fletter grene. Det lange græs kæmper med smørblomsterne om at slikke op ad husets bindingsværksfacade. Ikke så underligt, at Drachmann kaldte huset for Villa Pax – fredens villa. Villa og villa er nu så meget sagt. Det aflange, lave hus med det røde tegltag og de karakteristiske grønne vinduer og døre, er vel knap det. Og fred kan man næppe sige, at den evigt urolige og efterhånden aldersstegne digter fandt i sin sommerbolig.

Skandaler
Huset var egentlig slet ikke Drachmanns. Det var hans tredje og sidste kone, den norskfødte Sofie Drewsen, kaldet Soffi, der overtalte ham til at købe det til hende. Den kvindekære og skandaleombruste Drachmann, hvis bohemeagtige og katastrofeprægede privatliv med skilsmisser og elskerinder gang på gang fik borgerskabet til at rynke på næsen, giftede sig med den 27 år yngre skønhed på Skagen Rådhus i 1903, men parret havde lært hinanden at kende allerede i 1897. Dengang var en økonomisk lænset Drachmann på en mislykket foredragsturné til Amerika, ledsaget af Soffis mindst lige så smukke søster, den lutspillende cabaretsangerinde Bokken Lassen, som forfatteren også havde et forhold til.

Soffi, der struntede i konventioner og moral, fuldendte forargelsen ved at lade sig skille fra sin ingeniørmand. Men allerede samme år, som parret erhvervede Villa Pax, fik Drachmann et nervesammenbrud og blev indlagt på hospital i Middelfart, hvor Soffi samtidig befandt sig til afvænning for opiummisbrug.

Kunne Holger overhovedet holde hverdagen ud? Eller var han for skadet af sin private uro og sin rolle som den berømte digter til at holde fast i et samliv? Jævnligt flygtede han ind på Skagen Hotel, når Soffi havde sine »anfald«. Hun på sin side var nemlig humørsyg, stridbar og kunne, efter sigende, være direkte ubehagelig. Før bekendtskabet med Drachmann havde hun forsøgt at tage sit eget liv ved at skyde sig i maven. Onde tunger påstod, at det var fordi den vanskelige Soffi, som digterens venner havde advaret ham imod, »ikke kunne finde hjertet«. Hun led stadig under stærke smerter forbundet med sit selvmordsforsøg. Men hun var mindst lige så forpint af sygelig jalousi over sin berømte digtermands eskapader, som selv i libertinerens fremskredne alder gav sig udslag i amourøse forbindelser.

Mange er historierne om den unge kone, der rendte rundt og bankede på dørene for at lede efter sin ældre ægtemand, »Gamle Tumle«: Find Holger! Mistanken havde hun nu noget at have i, for end ikke i Skagen kunne stakkels Soffi puste ud. Kvinderne beundrede Drachmann for hans længselsstormende kærlighedsdigte, og selv om hans berømte skæg for længst var hvidt og issen skaldet, mødtes den uhelbredelige skørtejæger f.eks. i skjul med den kun 16-årige hotelejerdatter Ingeborg Andersen, kendt som »Skagens rose«. Han traf hende første gang i 1901, og hun blev hans sidste muse.

Intakt porcelæn
Stort er huset ikke, men sommeridyllen er et velindrettet og betagende smukt kunstnerhjem med sin tunge skønvirkestil, sine nøje afstemte farver – almuegrønt, blåt, rødt og gult - og de mange malerier. Af Drachmann selv, men også af malerkolleger fra hans kreds. f.eks. Laurits Tuxen, hvis oliemaleri af den i klitterne henslængte Soffi med den knaldrøde nederdel vidner om en kvinde med en æggende sensualitet. Billedet står på staffeliet i det rummelige, østvendte atelier, Drachmann føjede til huset. Her kunne han genoptage det marinemaleri, han oprindeligt var uddannet til, men som han havde forsømt, siden han slog igennem som produktiv digter i begyndelsen af 1870erne.

I den Carl Larsson-inspirerede spisestue kan man konstatere, at de originale fajancetallerkener med hanemotiv fra Bretagne stadig er at finde på hylden over det dækkede spisebord. Så parret har altså ikke slået dem alle sammen i stykker! Ved det bord »forsvandt tre timer som et glas sød champagne«, skrev forfatterinden Agnes Henningsen, en af mange kunstnerkollegaer på besøg. Men folk fra egnen fik også en skænk, for det usnobbede festmenneske Drachmann plejede lige så gerne omgang med de lokale, der forgudede ham.

Syngende lussing
I gangen hænger slængkapperne og de brede, karakteristiske digterhatte, forfattergeniet brandede sig selv med. Hans velkendte spadserestokke, der altid var med ham på de mange vandreture med skitsebogen rundt i sandlandskaberne og på havnen, står inden for døren. De uundværlige piber hænger i deres stativ ved siden af skrivebordet. Og det gule soveværelse vidner om, at ægteparret trods alt sov i samme seng.

Ægteskabet forblev nu et fatalt fejltrin, som Villa Pax står i skærende kontrast til. Huset ligner så sørgeligt det, det ikke blev: den perfekte ramme for åndens flugt og jordelivets behagelige glæder. De sidste år var ikke gode, selv om Drachmann på sin 60 års dag blev hyldet i København med festforestilling og fakkeltog til Rådhuspladsen, ja endda fejret i Stockholm. Festen fik en underlig klang, for digteråren var ved at rinde ud, og Drachmanns seneste arbejder var store fiaskoer. Lungerne var tilmed ved at give op efter års svagelighed. Han rejste desperat til Italien for at forsøge at restituere sig. Forgæves.

I oktober 1907 lod Drachmann sig indlægge på en privatklinik i Hornbæk. Syg, træt og stærkt deprimeret. Her døde han i januar 1908 uden at gense sit elskede Skagen. Forfatteren blev til gengæld efter eget ønske gravsat på Grenen – under stort ceremoniel. Forrest i begravelsestoget gik 16 unge, blomsterstrøende piger fra Skagen. Kvindernes Holger til det sidste!

Soffi? Den unge enke var ved Drachmanns side til det sidste, men fandt alt andet end deltagelse i kredsen om digteren. Dagen efter hans død bragte Politiken en kronik af komponisten Christian Kjerulff. Den begræd den »virkelige enke«, Drachmanns muse, den skønne »Edith« og parrets kuldsejlede kærlighed. En syngende lussing til Soffi. Hun forlod Skagen efter Drachmanns død og døde kun 44 år gammel.

Så glemte vi i øvrigt husets sidste rum, køkkenet, som står så nydeligt, som havde pigen netop vasket det sidste op. Måske er hun klatret op ad hønsestigen, har åbnet lugen for at begive sig hen over det støvede loft til pigekammeret. Her stod Drach­mann, den gamle buk, også og bankede på i sin natskjorte. Det ved vi, for det var nemlig skribentens oldemors søster, den smukke Laura, der var i huset hos digteren og hans alt for unge kone. Men det er en anden historie.