En racistisk dansker tog på eventyr i Afrika

Ole Olufsen var en dansk opdagelsesrejsende i begyndelsen af det 20. århundrede. Nu er han glemt, men han bliver vækket til live i Jesper Kurt-Nielsens bog »Olufsens sidste rejse.« Det er en fascinerende tur til Afrika og gennem kolonialismens tidsalder, som slet ikke var så mørk, som man i eftertiden har gjort den til.

Olaf Hagerup bæres af lokale. Tidligere blev fotografiet brugt som bevis på racisme, men både Hagerup og Olufsen blev angiveligt båret, fordi de var syge. Fold sammen
Læs mere

Danmark har en række modige opdagelsesrejsende, som vi kan være stolte af. Jens Munk (1579-1628) søgte søvejen til Indien via Nordvestpassagen. Vitus Bering (1681-1741), der blev kaldt Zarens danske Columbus, udforskede Sibiriens og Alaskas kyster. Carsten Niebuhr (1733–1815) udfordrede skæbnen i Arabien. Ludvig Mylius-Erichsen (1872-1907) udforskede sammen med mange andre frygtløse polarforskere den nordlige del af kloden. Henning Haslund-Christensen (1896-1948) drog dybt ind i Mongoliet. Kun få har imidlertid hørt om Ole Olufsen (1865-1929), der gennemførte dramatiske opdagelsesrejser i Centralasien, Iran og Afrika i begyndelsen af det 20. århundrede.

Nu er der rettet op på denne glemsel, idet Jesper Kurt-Nielsen, der er museumsinspektør på Nationalmuseet, har udgivet bogen »Olufsens sidste rejse«.

Bogen beskriver Ole Olufsens lederskab af Niger-ekspeditionen 1927-1928, hvor han sammen med to andre danskere søgte at kortlægge denne del af Afrika syd for Sahara. Men bogen­ giver også en nærgående skildring af Ole Olufsen og diskuterer, hvordan vi ser på den tids opdagelsesrejsende og kolonialismen. For sagen er, at Ole Olufsen, som var generalsekretær for Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, også var et typisk produkt af tidens­ kolonialistiske holdninger. Han var ifølge bogen indbegrebet af en eventyrer, der følte sig godt tilpas på hest og kamel og gerne greb til sin revolver. Han havde tilsyneladende ingen hæmninger med seksuelt at bruge de kvinder, som han mødte på sine rejser, og den indfødte sorte befolkning i Afrika mødte han med den hvide mands racistiske fordomme.

Skal vi være stolte af ham – og var kolonialismen nu så forfærdelig, som eftertiden har gjort den til, spørger Jesper Kurt-Nielsen i sin indsigtsfulde og debatterende bog.

Ole Olufsen kom fra fattige kår på landet og blev soldat. Han var så heldig at blive uddannet som officer. Han studerede topografi og mødte folk, der hjalp ham med studier i fremmede­ folkeslag, og allerede i slutningen af 1800-­tallet blev han et stort navn i Danmark, fordi han efter ekspeditioner til Centralasien og Iran havde publiceret bøger, der blev bestsellere.

Da han ikke var akademiker, så eliten ned på ham. Alligevel lykkedes det ham at blive titulær professor i 1907, og i udlandet kendte man hans navn. Han skabte sig kontakter til den kongelige familie i både Danmark og Rusland og færdedes blandt tidens mest berømte opdagelsesrejsende, f.eks. Roald Amundsen.

Da ideen om Niger-ekspedionen opstod, var ambitionen fra Olufsens side at rejse tværs gennem Fransk Vestafrika og Sudan til Niger-området syd for Sahara. Han ville fastslå, om folket tuaregerne, »de blå mænd«, havde etableret sig syd for Niger-floden og indsamle materiale­ fra området til Nationalmuseet. Med penge fra Carlsbergfondet og med to rejsekammerater, botanikeren Olaf Hagerup og dyrekonservatoren Harry Madsen, drog han ud på eventyr. I bogen beskrives Ole Olufsen som den naturlige leder, der kunne sætte sig i respekt­ over for alle.

For at få tilladelser til at rejse gennem områderne, krævede det fransk accept, så Ole Olufsen drog til Paris 8. marts 1927. Herfra gik turen til Nordafrika.

Allerede i denne tidlige fase af turen anslår Jesper Kurt-Nielsen et af bogens interessante temaer: I dag har vi et stærkt kritisk syn på kolonialisme­ og imperialisme – holdninger, der blev formet af 1960ernes og 1970ernes venstre­fløj. Dengang så man kolonialismen som imperialismens forlængede arm, der skulle berige den vestlige kapitalisme. Punktum. Imidlertid var kolonialisme ikke et entydigt begreb, for den havde mange forskellige former, der var resultat af hjemlige politiske forhold. Kolonialismen var heller ikke kun et centralt styret politisk projekt, men havde mange udtryksformer decentralt, og bogen giver os på fascinerende vis kolonialismens mange afskygninger i den franske del af Afrika.

Ole Olufsens egne holdninger afspejlede tidens racestereotypi, som når han skrev: »Negrene er her som andre steder i vort rejseland overmåde skikkelige, men som halvt glade børn og en brøkdel dyr, må de holdes i ørerne.«

Men tiden var også til opgør med racisme og gammeldags syn på de sorte, og flere geografer skrev om, at racerne kun var forskellige på grund af hudfarve, men ellers var ganske lig hinanden. Derfor, skriver Jesper Kurt-Nielsen,­ var Olufsens syn på sorte mennesker ikke i overensstemmelse med den generelle fagvidenskabelige tendens.

Jesper Kurt-Nielsen understreger også, at man ikke kan dømme de vestlige administratorer i Afrika som væmmelige udbyttere og racister. Kolonisatorerne i Afrika var forskellige af sind og politik. De var komplekse mennesker, og den koloniale embedsmand var generelt­ ofte nuanceret og disciplineret i sin opfattelse af de lokale – mere end eftertiden har givet udtryk for.

Ole Olufsens racistiske og nedladende holdninger over for de sorte afholdt ham dog ikke fra at indgå en række »intime­ alliancer« med lokale kvinder. Det skabte et dårligt forhold til Olaf Hagerup, der blev forarget over, at Olufsen tillod sig den slags, når han var gift. Men generelt var forholdet mellem de tre mænd godt.

Ekspeditionens tre medlemmer drog nu dybere­ ind i Afrika. De nåede Casablanca, rejste mod Senegal og nåede Dakar. Olufsen og hans to kammerater havde taget deres fotografiapparater med, og bogen gengiver deres strålende optagelser af de lokale. Med tog gik det nu dybere ind i Afrika. Undervejs købte og indsamlede Olufsen og hans rejsefæller genstande, dyr og planter. Det var en smule planløst og fik eftertiden til at beskylde Olufsen for uvidenskabelighed, men Jesper Kurt-Nielsen forsvarer ham med, at det var tidstypisk, at man indsamlede på den måde. Uanset hvad, fik man fat i genstande af stor betydning, som senere havnede på Nationalmuseet.

I maj 1927 fik de tre rejsende fat i en lastbil og kørte langs Niger-floden. Den største fare på turen var ikke angreb fra sorte eller­ hvide, men sygdomme og insekter. Fra Niger-floden drejede de ind i landet og kom gennem en savanne-skov. De led under varmen og fik feberanfald. Olufsen blev så syg, at han talte om at dø. Men de kom alle tre levende,­ men svækkede, gennem deres sygdomme. I slutningen af maj vendte de tilbage til Niger-floden med kurs mod den legendariske lerby Timbuktu. Undervejs uddelte Ole Olufsen perlekæder og kamme til de lokale for at komme på god fod med dem.

Ole Olufsen, 1927. Fold sammen
Læs mere

På hesteryg fortsatte rejsen mod Timbuktu, hvis oprindelse gik tilbage til 1100-tallet, og som havde været en by med 50.000 borgere, men kun var en afglans af tidligere storhed med blot 5.000 indbyggere, da Olufsen nåede frem. De tre venner led af alle de sygdomme, som hvide fik i Afrika, og på et tidspunkt overvejede Olufsen at afbryde ekspeditionen. De hvide­ kunne dog få medicin, mens den lokale sorte befolkning ofte døde. Hagerup skrev i sin dagbog: »De hvide bliver behandlede, de sorte dør.«

Fra Timbuktu gik rejsen videre ned ad Niger-floden med de sygdomsplagede danskere. Båden blev roet af lokale folk. Flodhestene blev ofte nærgående, og man måtte skyde flere af dem, men så var der også mad. Langs floden kom de til en række småbyer med fransk administration.­ Olufsen var stærkt udmattet, men bemærkede dog i sin dagbog de lokale kvinders skønhed. Det lykkedes også Olufsen at dokumentere tuaregernes kultur i dette område. De mange forhold mellem hvide mænd og sorte kvinder bliver grundigt behandlet i bogen.

Flodrejsen sluttede dybt inde i Vestafrika, og med biler vendte man nu næsen hjemad. Der var anlagt en primitiv vej, men den var dårlig, og bilerne brød sammen flere gange. Et sted satte en bil sig fast i pløret, og hundrede sorte soldater blev sat til at skubbe dem fri. Olufsen skrev utaknemmeligt bagefter: »De fleste lignede mere aber end mennesker.« Jesper Kurt-Nielsen, der ikke anlægger en fordømmende tone i sin bog, skriver dog: »Det var bl.a. soldater som disse, der under 1. Verdenskrig, på fransk side, heltmodigt modstod den teutoniske­ molok, der sværmede ind over Flanderns marker. De afrikanske soldater stod som et bolværk for den franske civilisation, som Olufsen satte så højt. Afrikanske soldaters heltemod har, både i 1. og 2. Verdenskrig, indskrevet sig i historien.« Sande ord.

Med biler og både gik rejsen nu nordpå. Generelt­ behandlede de franske myndigheder ekspeditionen med udsøgt høflighed og hjælp. Også på hjemrejsen blev gruppen hjulpet af franskmændene, ligesom lokale muslimske herskere viste dem venlighed. Ekspeditionens biler blev mødt af store venlige folkemængder af lokale, der alle hilste, når bilerne fór forbi. Det gik hurtigt nordpå. I januar 1928 nåede de civilisationen i Dakar og kom med båd til Marseilles.­ Da de tre eventyrere ankom til Københavns­ hovedbanegård 16. februar, blev de modtaget som helte af en stor skare. Ekspeditionen var en succes, og Ole Olufsen holdt foredrag og udgav en bestseller om rejsen. Men Olufsen kom sig aldrig over de sygdomme, som han havde pådraget sig, og døde allerede i 1929.

Med sin spændende bog stiller Jesper Kurt-Nielsen mange relevante spørgsmål til vor opfattelse af fortiden. På politisk korrekte universiteter i USA river man nu statuer af tidligere racister ned. Hvordan skal vi forholde os til Ole Olufsen? Skal vi hive hans portræt ned fra væggen på Nationalmuseet, eller indgår han i rækken af opdagelsesrejsende, som vi kan være stolte af? De tidligere rejsende var sikkert også racister, så hvad gør vi med deres eftermæle? Og var kolonialismen nu så slem, som den blev gjort til af venstrefløjen, eller havde den også gode sider? Jesper Kurt-Nielsen giver et indgående indblik i de rejsendes og de lokales forhold og stiller nye og udfordrende spørgsmål.

Titel: Olufsens sidste rejse. Den Danske Nigerekspedition 1927-28
Forfatter: Jesper Kurt-Nielsen.
Sider: 288. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.

Omslag. Fold sammen
Læs mere