En racist forbedrer sig

Bille Augusts »Farvel Bafana« er en nydelig og tydelig hyldest til Nelson Mandela.

Er Nelson Mandela en nobel og værdig mand? Er apartheid et afskyeligt fænomen? Kan mange års samvær med den fængslede Mandela få en racistisk hvid fangevogter til at komme på bedre tanker?

Hvis man mener uden videre at kunne besvare disse spørgsmål, har man egentlig intet påtrængende behov for at se »Farvel Bafana«. På den anden side kan man jo finde en vis glæde i at få sin opfattelse af verden bekræftet, og at Bille Augusts film frembærer et budskab, som intet anstændigt menneske kan erklære sig uenig i, er påén gang dens moralske styrke og kunstneriske svaghed.

Den internationale coproduktion uden andet dansk islæt end Bille August er baseret på den nu afdøde fængselsbetjent James Gregorys selvbiografi og spænder over perioden fra 1968 til 1990. I begyndelsen bliver Gregory med kone og børn sendt til den berygtede ø Robben Island for især at holde øje med langtidsfangen Nelson Mandela, idet Gregory som dreng i Transkei lærte det indfødte sprog xhosa og derfor af myndighederne betragtes som en nyttig spion. Hvad han i begyndelsen også er.

Men så går det jo, som man kan forvente. Med sin ædle udstråling, sit urokkelig mod og sit storsindede menneskelige format gør Mandela så stærkt indtryk på Gregory, at den hvide mands racistiske holdning begynder at krakelere, og i årenes løb udvikler en fortrolighed grænsende til venskab sig mellem de to, hvad der naturligvis ikke er ufarligt for Gregory i et land, hvor paranoide magthavere slår hårdt ned på opposition.

»Farvel Bafana« er altså i slægt med velmenende værker som Richard Attenboroughs »Et råb om frihed«, Chris Menges»En anden verden« og Euzhan Palcys »En tør hvid årstid« lutter agtværdige film, selv om der unægteligt var mere på spil, da Henning Carlsen i 1962 hemmeligt indspillede »Dilemma« i Sydafrika og vi får endnu en gang repeteret, at apartheid-systemet var baseret på grov og stupid brutalitet. Det potentielt interessante i Bille Augusts film er derfor ikke den historiske baggrund, men James Gregorys personlige udvikling mod større indsigt og tolerance, og Joseph Fiennes gør sit bedste for at forlene manden med en kombination af tøvende følsomhed og spirende erkendelse, selv om figuren ligesom alle andre i filmen fremtræder arketypisk og fattig på nuancer det gælder også Nelson Mandela, som Dennis Haysbert spiller temmelig stift med dyb stemme og minimal mimik. Ikke decideret dårligt, men en kunstner som Morgan Freeman kunne have fremstillet denne enestående personlighed på en mindre monoton og mere karismatisk måde.

Forudsigelighed er filmkunstens fjende, og »Farvel Bafana« fortæller sin opbyggelige historie meget klart, meget humanistisk og meget politisk korrekt. Den er propert og sobert arbejde, og i disse tider, hvor mange film præges af vrængende kynisme, er der noget rørende ved et værk, som med store blanke øjne og uden gustne bagtanker tør tro på det godes sejr. Vi er ganske vist kunstnerisk langt væk fra Bille Augusts hovedværk, den eminente »Pelle Erobreren«, men vi er heldigvis også på pæn afstand af hans foregående film, den helt anonyme »Return to Sender«. I forhold til den er »Farvel Bafana« immervæk et fremskridt.

Der er et par kønt bevægende scener i filmen, ligesom der er investeret betydelig omhu i detaljerne, og der er i skikkelse af Diane Kruger som James Gregorys damefrisør-kone en kvindelig hovedperson, som besidder stridbar viljestyrke og er mere end bare et blegt vedhæng til manden. Apartheid-regimets afstumpede repræsentanter nærmer sig til gengæld det karikerede det samme gør de medvirkendes ihærdige brug af den særlige sydafrikanske udgave af engelsk med ekstra hårdt tryk på konsonanterne og den beundrende skildring af Mandelas daværende kone Winnie må man betragte med blandede følelser.

Lad os godmodigt konkludere, at »Farvel Bafana« er nydelig og redelig samt en lille smule kedelig, og at man næppe bliver ret meget klogere af at se den, men heller ikke et dårligere menneske.